Så havde Lucas fødselsdag og vi fejrede med gode venner og min mor. Han havde bestilt høj-gastronomisk, så menuen stod på grill-oste-pølser!
Det blev udvidet med lidt salat, pasta, flute og et fantastisk andebryst fra Kalu. Pølserne var indkøbt hos slagteren i Allerød og de var bare super lækre. Noget kunne tyde på at han er udvalgt til Årets Ostepølse Leverandør 2010! Vinene til skulle naturligvis være fra 2001 og det var de så. Vi missede Champagnen og roséen, men gik lige på rødvinen. Dette er mine små indtryk her dagen derpå, ingen noter blev taget, da jeg var vært og grill-maestro!
2001 Vina Tarapaca, Zavala, Maipo Valley – sad i den grad lige i skabet. Blød lækker indsmigrende frugt. Havde udviklet sig rigtig flot så Syrah frugten nu var godt integreret i Cabernet Sauvignon stilen. Mørke bær nederst og så god frisk solbær på toppen.
2001 Château Lillian Ladouys, Cru Bourgeois, Saint Estephe – stadig lækker, mokka og mørk chokolade med herlig levende tannin. Lidt tør i stilen, men herlig vin til maden. Den viser lige netop det som moden Bordeaux kan; styrke og balance på et knivsæg!
2001 Louis Jadot, Gevrey Chambertin, Clos Saint-Jacques 1’er Cru – smukt som et maleri af den største kunstner. Perfekt balance og brombær. Dejlig moden bourgogne, uden så meget andet at bekymre sig om. Dette var flasken som blev tømt først, og det siger vist meget godt hvad der var bedst!
2001 Andert Josef, Riesling, Eiswein, Neusiedlersee – perfekt sødguffer til en fantastisk chokoladekage.
Tak til Christina og hendes bageteam for denne.