Weingut Eser er to unge fyre som har overtaget et familiebrug i byen Oestrich i Rheingau regionen. Her har været dyrket vin gennem flere generationer. Da Thomas og Christoff overtog begyndte de at ændre på tingene. Nu skal der kvalitet i flaskerne og moderne tilgang til at drive en virksomhed. Jeg mødte dem første gang på Prowein 2006 og vi har importeret deres vine i Taster Wine lige siden. De sælges gennem Skjold Burne forretningerne og vores restaurationsdel; Oskar Davidsen & Co. Jeg er meget glad for husets stil, fordi de har god sprødhed og fokus på frugten. Mineraliteten og det tørre ligger fornuftigt i baggrunden. Syren er dejlig høj og giver som regel godt modspil til de søde element i vinene. De fleste vine hos Eser er i dag tørre, fordi det efterspørges meget på restauranterne i Tyskland, hvor deres store marked er. I Danmark har vi stor succes både med den tørre og søde ende af deres sortiment. Det var derfor med slet skjult glæde at vi modtog de nye årgange. De meget moderne etiketter skyldes et samarbejde med et lokalt marketingbureau. Jeg kan godt lide den moderne stil og der gør det nemt at forholde sig til den enkelte vin.
Eser, Riesling, Rheingau, Trocken 2009 – en ny årgang hjemme på lageret af (næsten) alle de vine vi fører hos Skjold Burne af Esers vine. 2009 er naturligvis meget ung, men alligevel står den flot klar i glasset. Vinen blev kølet brutalt ned i fryseren og hældt direkte fra flasken i et Riedel Riesling Vinum glas. Gav en god åben bouquet med lidt tropisk frugt, citrus og mineralitet i den lave ende. Smagen var fint balanceret med god frisk gul frugt, citron og græn frisk pære. Sødmen er rimelig pænt præsenteret og viser igen forskellen på tyskerne og danskernes opfattelse af begrebet Trocken/Tør. Ikke helt, men til gengæld er der en så flot penetrerende syre der holder vinen flot oppe og giver modspil til den lette syre. Den sidder lige i skabet og bliver igen en sikker ledsager på mit sommerbord.
Jeg ser allerede nu frem til weekenden hvor resten af de nye vine fra Eser skal smages.