Hvor er det alt for lang tid siden jeg har fået krabbekløer! Det blev der heldigvis rodet bod på i lørdags. Med i pakken, inden en hulens masse kløer, var resten af programmet for det første, men forhåbentlig ikke det sidste; Madbloggersymposium.
En lang dag i hyggeligt selskab på Christianshavn. Vi lagde ører til en mængde ”kloge” mennesker og deres etablerede meninger om hvordan vi skal skrive vores BLOG. Hvad fik jeg ud af det? Skriv en bedre overskrift, bliv lidt mere enkel i min vinkling af mine indlæg. Det går galt allerede i dette indlæg, hvor du kan læse kort om skaldyr, kaffe, vin, chokolade m.m.
Højdepunkterne kan listes uden problemer, men mine krabbekløer vil stå tilbage på min nethinde og smagspalet i lang tid. Vinen til var aftenens bedste:
2009 Domaine de la Louvetrie, Muscadet Sevre et Maine, Sur Lie, Le Fief du Breil – herlig sprød og med en god elegance. Det her er ikke raketvidenskab, blot en herlig lille vin der passer perfekt til så skrøbelige skaldyr. Absolut aftenens bedste vin, i min bog.
Ellers bød dagen på meget interessante smagsindtryk fra Coffee Collective. 2 gode bønner, brygget til os og det gav et godt afbræk i eftermiddagens indtryk.
Lige inden frokost bød Mikkel Friis-Holm på gode chokolader. 3 nyheder i årets kollektion! Alle samme kakaoindhold, men på 3 forskellige bønner.
At postulere at kaffe, kakao og vin, er lige kompliceret, er ikke helt galt i byen.
En dejlig dag og tak til alle for godt selskab.
Måske skulle titlen have lydt “Holy Crap!” 😉