En fredag eftermiddag var vi inviteret forbi hos det herlige par der har importfirmaet SA Wineimport. Der står hovedsageligt vine fra Sydafrika på kortet her og det var hvad vi skulle smage lidt af. Invitationen lød på et enkelt eller to glas vin.
2008 Crystallum, Sauvignon Blanc – herlig frisk stil med masser af fersken og citrus frugt. Dette er et køligt område og resultatet er da også i den sprøde intense og lette ende. Duften bærer præg af friske grønne bær og lidt lime. Smagen intens med god længde og en herlig forfriskende syre. Ingen fad og det er perfekt for mig.
2006 Jean Daneel, Chenin Blanc, Signature – en kending der byder på en bred palet af gule frugter; ananas, melon og lychee. Smagen har en god fedme og herlig tyngde. Der er ikke så meget syre, men alligevel nok til at holde vinen godt oppe og balanceret. Jean Daneel er klart en af de gode producenter af Chenin Blanc og denne top cuvée fra ham er en lækker sag at få i glasset.
Inden vi satte os på cyklerne igen, nuppede vi et glas rødvin.
2008 Moreson, Shiraz – herlig frisk og heldigvis på denne varme dag afkølet. Den lukkede stille og roligt op for godteposen og så kom der lidt peber og fersk bacon. En meget lille produktion de har lavet af Shiraz her hos Moreson. Den lægger sig lidt i stil med Languedoc Syrah, lidt varm uden rigtig at koge helt over. Dejlig fylde og pæn rød frugt.
En ganske god start på weekenden der sidenhen kun bød på motorløb i Københavns gader og cykelløb i Holte.