Det er altid lidt af et frygtsomt helvede at deltage i de store smagninger. Den største grund er danskernes frygtelige køkultur. Kan sammenlignes med vores evner til at køre på motorvej med mere end 2 spor. Til en større vinsmagning udmønter det sig i; at et selskab stiller sig frem til et bord, får hældt en vin i glasset og så bliver de stående! Fat dog idéen i det hele: Træd væk, giv plads og lad os andre få lidt dråber i bunden af koppen. Smag på vinen, spyt ud, noter, slap af, nyd verden – det kan såmænd ende ganske godt!
Denne smagning var indbudt af Philipson Wine, en tidligere arbejdsplads, en kollega i branchen og absolut en aktør der nyder at lave lidt rav i den. Mange af disse vine har jeg smagt i tidligere årgange og kender ganske glimrende, andre var rimelig nye bekendtskaber. Jeg deltog i smagningen sammen med min W.S.E.T. studieven og vi kom bredt omkring i programmet. Jeg vil spare jer for alle 50 smagte vine, men bare lige nævne et par højdepunkter. Positivt indstillet, som jeg altid er, vil jeg spare jer for skuffelserne.
2005 Guigal, Cuvée Philipson, Cotes du Rhone – absolut en ganske flot Rhone vin med en anelse alder nu. God mørk dyb frugt båret oppe af en fin frisk frugtsyre.
2007 Clos Apalta, Casa Lapostolle, Chile – her havde jeg frygtet det værste, men blev positivt overrasket. Virkelig flot styret frugtkoncentration med lang ren intensitet. Masser af fad, men flot balanceret op med frugten.
2009 Craggy Range Pinot Noir, Te Muna Road, New Zealand – havde lige haft næsen i en meget skuffende sød oversøisk Pinot, så var dette et herligt bekendskab. Frisk rød frugt med finesse og syre. En spillevende Pinot som havde en stor grad af herlighedsværdi.
2009 Château Pesquie, Les Terrasses, Cotes du Ventoux – den bedste af de 3 cuvéer fra dette slot. Har altid været meget glad for deres vine, men fandt at stilen havde udviklet sig meget især i Quintessence. Syrah frugten var blevet mere sød i sit udtryk og knap så stram nord-Rhone-like som jeg er vild med. Terrasses var bare en herlig basker med god flabet fedme og sødme.
2008 Tenuta di Petrolo, Torrione, Toscana – yes den er bare så lækkert styret Sangiovese. Sprød og bitter med herlig saftig frugt. Vinder uden de store problemer over sin storebror, alene på elegancen og livligheden.
2002 La Landonne, Guigal, Cote Rotie – en ikonvin hakket af på brættet. Fantastisk flot og rigtig god dyb insisterende frugtpower. Har hele paletten af røde og sorte bær som forventet. Holder i eftersmagen. Lever i den grad op til min store forventning. Herligt at de serverer en årgang der måske ikke er den bedste, men til gengæld har udviklet/åbnet sig nok til at give noget fra sig.
2008 Domaine Weinbach, Riesling, Schlossberg, Alsace – smed lidt godt på bålet til min interne diskussion om biodynamisk vinbrug. Tæt på at være aftenens vin for mig. Den har bare en rigtig flot Riesling karakter og det er jeg vild med. Intensitet der hang ved og en frugtpalet der udviklede sig i dybden. Giv mig gerne et par flasker at følge i kælderen! Super lækker saft prædikat herfra!
1990 Château d’Yquem, Sauternes – piv hamrende lækker. Utroligt at skænke det ud på den måde, men for mig var det et meget kært gensyn. En af de vine jeg altid har, og altid vil, beundre. Fantastisk balance og så meget koncentration så der bare bliver ryddet op på alle hylder.
Tak til Christian Philipson og hans personale for en glimrende smagning.
Hej Frederik,
Jeg var også med til erhvervssmagningen, og da den sluttede hoppede jeg i kultbaren hvor der bl.a. stod en indkøber til ministeriet (mon han drak på folkets regning? – det må man håbe for ham). Smagte på 1996 Salon og 1997 Bollinger, bagefter hoppede jeg ud og smagte videre på “anden runde” – jeg var temmelig fuld da jeg tog hjemad kl 17 🙂
Jeg syntes ikke at den Yquem var vildt interessant, og ville nok ikke foreløbig rende ud og bruge så mange penge på en flaske…
Tak for kommentaren
MVH
Lasse
Så Oceans 13 i går, og der blev der da lige gjort en smule reklame for d’Yquem, sjovt nok… det var bare et kort filmtips til vinen 🙂
Hej Frederik
Jeg kan se, at Phillipson i dag har tilbud på Torrione 2007, så nu køber jeg et par kasser 🙂
Bedste hilsener
Simon
Hov, nej det er en anden vin: 2007 Petrolo di Tenuta di Petrolo Toscana
Har du smagt den?
Bedste hilsener
Simon
Hej Simon
Der er 3 udgaver og de er allesammen gode. Torrione som er ren Sangiovese er bare min favorit. Petrolo som er mindste vin er udemærket, men ikke mindeværdig. God fornøjelse med det.