Så var der samling med en håndfuld venner, der alle studerer på WSET. Virkelig interessant at smage og bruge sit Systematic Approach to Tasting Wine skema Aftalen var at vi alle skulle medbringe 2 – 3 vine og servere dem blindt. Heldigvis, var de andre lige så dårlige som undertegnede til at tælle. Vi var så heldige at vi kunne være i de smukke gamle lokaler i Kjær & Sommerfeldt, midt i København. Lidt nostalgisk blev jeg vist over at gense den gamle arbejdsplads. Jeg havde glemt kamera og tog ingen skriftlige noter, så her er stikordshukommelsesspil. Hvis du har spørgsmål til enkelte vine, så spørg løs.
2003 Jacobs Creek, Steingarten, Riesling, Barossa Valley, Australien – meget mineralsk og meget ekspressiv duft. Søde frugter på næsen, men stram og mineralsk i smagen. God vin, der absolut kræver noget mad-modspil.
2006 René Muré, Riesling, Signature, Alsace – flot farve i glasset med tropisk duft og dejlig cremet struktur. En lille sødme, der balanceres fint af frugtsyren. Flot niveau.
2008 Weingut Eser, Oestricher Lenchen, Riesling, Kabinett trocken, Rheingau, Tyskland – en smukt samspil mellem frisk frugtsyre og fin mineralitet. Frugten ligger pænt i baggrunden og vokser sig stille og roligt større. En anelse reduktiv til at starte med, men åbnede op med en masse luft.
2008 Weinbach, Riesling, Reserve, Alsace, Frankrig – så smuk og frisk i stilen. Masser af små gule frugter og lidt parfumeret hvide blomster. Frugtsyren styrer denne vin rigtig flot og giver stor herlighedsværdi.
2001 Max Ferdinand Richter, Veldenzer Elisenberg, Riesling Spätlese Halbtrocken, Mosel, Tyskland – flot gylden i glasset med tropisk duft og en herlig sødme i smagen. Fik virkelig diskussionen om restsødme til at gå i gang. Rigtig flot længde og super balance. Havde det ekstra der viser hvad stor tysk Riesling kan lave med lidt alder. Desværre har mine seneste flasker af denne ikke været så positive, men denne sidste flaske viste rigtig gode takter.
2007 Shloss Marienlay, Reichgraff von Kesselstatt, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland – flot og klar tør tysk Riesling. Pæn karakter, men fik mig til at gætte Rheingau, grundet den lidt stramme stil.
2006 Chablisienne, Les pierrelée, Chablis, Frankrig – virkede lidt tung og skæv. Måske fordi den manglede det forventede mineralske element, eller fordi den kom ovenpå sådan en riesling maraton.
2005 Reichgraff von Kesselstatt, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland – meget sødme, men super balanceret. Utrolig intensitet, sammen med den sødme. Her var efter min mening en af aftenens absolut bedst balancerede vine. Sødmen bliver på ingen måde for meget, med de mængder af mineralitet og frugtsyre. Kunne være herligt at smide i kælderen og vente 10 år mere på den her.
2008 Alamos, Nicolas Catena, Malbec, Mendoza, Argentina – altid svært at være første rødvin. Denne klarede egentlig meget pænt. Medium sødme hængt op på et nydeligt stillads. Ikke så mange dikkedarer, nem og sikkert behagelig for de brede masser. Jeg synes den er sødladen og ikke lige min stil.
2008 Prima, Toro, Spanien – fik ikke noteret resten af producentens navn. Desværre bar flasken præg af en for varm opbevaring på et tidspunkt. Kogt og uklar i sit udtryk.
2001 Louis Jadot, Gevrey Chambertin, Clos St Jacques, 1’er Cru, Frankrig – flot klar i farven, allerede duften viste de første tegn på at noget var galt. Lidt reduceret frugt og for meget krydderi – nelliker og kanel. Smagen var helt skæv med nærmest ingen frugt og stor syre. Bourgogne blev gættet, men slet ikke på forventet niveau. Dårlig flaske, der ikke skulle have været bedømt. Vi må have en bytter til gode.
2008 Brunus, Montsant, Spanien – 60% Cariñena, 25% Garnacha, 15% Syrah. En virkelig spændende region, især hvis man kan lide Priorat. Druerne er det samme og vinene minder meget om stilmæssigt. For mig er det desværre ikke helt positivt. Jeg finder ofte Priorat vine ”for meget”. Det gjorde sig også gældende i denne vin, der gav god snak om hvor længe den kan gemmes. Meget høj på tannin og frugtsyre. Lav mundfylde og en frugt der virkelig skulle graves frem. Hvis tannin og syre kan komme ned og frugten få lov til at vokse, så kan det blive rigtig godt. Jeg frygter dog at tørstoffet vil få overtaget og lukke denne vin helt sammen. Håber at nogen vil smide en flaske i hovedet på mig om et par år, så vi kan finde ud af det. Absolut en meget interessant vin at smage.
2006 Beringer, Zinfandel, Clear Lake, Californien – lidt sødlig nem frugt, pakket ind uden så meget syre. Kølig og næsten frisk, men klart oversøisk i stilen. Zin var rigtig svært at finde, cadeau til Karsten for at finde det!
2006 Dom de la Vougeraie, Savigny-les-Beaune, 1’er Cru, Les Marconnets, Frankrig – absolut aftenens bedste Bourgogne. God ren stil med fine røde bær og stenet stil. Dejlig saftig på paletten og det var rart. En fin lille Bourgogne.
1985 Weinbach, Gewürztraminer, Vendange Tardive, Clos des Capucins, Alsace, Frankrig – flot gylden og en sjov lidt lukket duft. Krydret, men ikke voldsom Gewüztraminer. Herlig balance i smagen med klare alderdomstegn. Havde en rigtig flot, uventet, syre til at balancere tingene. Vi diskuterede lidt om der kunne være tilsat lidt Riesling for at få syreniveauet op. Eftersmagen meget ren og med smuk længde. En herlig afsluttende vin, tak for den Hans.
Tak til alle for en hyggelig aften, ærgerligt for dem der var inviteret, men ikke dukkede op.
Hej Frederik,
Tak for i går! Det var rigtig hyggeligt! -Og tak for de fine noter! Imponerende at du allerede har dem oppe.
Fedt med alle rieslingerne. Virkelig lærerigt i forhold til syre/sødme balance og forskellen på fylde og intensitet!
Prima er fra Garcia-familiens egen vingård “Maurodos” i Toro. Mariano Garcia var vinmager på Vega Sicilia i vistnok 32 år frem til år 2000. Vingårdens førstevin hedder San Roman. Den plejer at smage rigtig godt. Ærgerligt at den virkede varmebeskadiget.
Held og lykke på onsdag!
/Hans
Hej Frederik
Tak for kommentaren og ikke mindst en hyggelig snak til den østrigske vinsmagning. Du bliver sgu godt nok inviteret til nogle vilde vinsmagninger, kan jeg se. Sig til, når du har en ekstra billet til mig;-)
De bedste hilsner
Tue
http://www.tuebach.dk/vin/