Har du børn der ikke har læst den samlede Emma Gad og som ikke lige er egnet som gæster på ”de fine steder”? Jeg har 2 dejlige aktive drenge, som ikke kan sidde stille så længe som et godt måltid tager på restaurant i dag. 1 ½ – 2 timer er toppen af hvad vi kan klare som familie.
Kan man så komme ud og få god mad alle sammen? Ja, det kan man.
Jeg er sikker på at der findes flere gode steder, vi kan udforske, men i går aftes stod den på Bistrot Bobo på Østerbro. Her er plads til store armbevægelser og en dreng der synger lidt ”Jamen jeg har bare så meget den sang på hjernen!?!” Et stort lokale, hvor der høres mindre børn end mine, men hvor der også var plads til en større opdækning til et firmaarrangement i midten.
Vi fik et herligt bord ud til vinduet og straks kom der lækkert hjemmebagt brød og gulerods/agurk stænger på bordet, samt vand. Vi fik bestilt fra det glimrende menukort og uden den helt store ventetid ankom forretterne. Fruen nød en Salat med chèvre chaud, en herlig anretning med sprød salat og gedeosten på små stykker flûte – lige efter forventningerne. Den store knægt nuppede en omgang charcuterie med surt, hvor jeg nød de gode nicoise-oliven og en enkelt haps. Jeg fik en omgang anderillette med cornichoner. Herlige anretninger og lige efter vores hoved.
Til hovedret, valgte drengene Nuggets Deluxe, som de havde prøvet før. De var nogenlunde tilfredse, men mente at jeg kunne lave de Nuggets bedre – jeg takker for tilliden.
Fritterne var dog helt perfekte og de fulgte såmænd også min Steak med hjemmelavet Bearnaise. Perfekt stegt stykke kød, med masser af smag og Bearnaisen havde de helt styr på. Fruen nuppede dagens ret, som var sprødstegt andebryst med kartoffelfondant og lidt grønt. Hun smilede hele vejen og lækkert så det ud.
Vi var i bil, så vinkortet blev ikke udfordret stort, og det var nok også meget godt. Det er ikke vinen der er i fokus på Bobo. Vi endte med et glas Moulin-a-Vent fra Drouhin, som ikke var værd at skrive hjem om. Det blev skænket med hele klør fem over etiketten, så jeg så hverken årgang eller andet.
Hatten af for det unge personale på gulvet, det fik os til at tale om hvilke studiejobs der vil passe til vores børn. Sjovt nok synes de tjenerfaget kunne være interessant.
Vi sluttede aftenen med cafe latte og is til drengene. Alle var glade, og ingen var eksploderet, da vi forlod restauranten efter 2 timer. Jeg kan på det stærkeste anbefale Bistrot Bobo til dig der gerne vil have god vellavet mad, med gode råvarer og afslappet stemning, hvor der er plads til børn. Her har man styr på Bistrot begrebet.
Tak til familien for en herlig aften, med godt selskab!
Hej Frederik
Tak for tippet! Vi har faktisk længe overvejet at tage derud med alle ungerne (3). Den har fået lidt blandede anmeldelser, men du har nu overbevist mig om at den skal prøves. Og en steak med bearnaise er jo altid godt 🙂
Ha’ en god uge
Simon
Hej Frederik
Så kom vi endelig derhen og ungerne var vilde med det. De fik nuggets og vi fik steak frites. Vi voksne var også glade og tilfredse. Som du skriver, er det bestemt ikke et vinsted, men de har styr på deres bistro/børne koncept. Vi fik et enkelt glas udmærket Rhone fra Bressy Masson, hvor tjeneren endda gjorde mig opmærksom på serveringstemperaturen fra vinskabet (og jeg vil meget gerne have min rødvin kølig) som var ganske fin til 55 kr. glasset. Så måske har de oppet sig på det område med at vise årgang etc. Vi sluttede af med fine creme brulee’er i gigasize.
Så endnu engang tak for tip. Vi kommer i hvert fald tilbage. Er det til gengæld uden børn, vil jeg vælge et mere roligt og vinøst sted 🙂
God søndag
Simon