Ærtesuppe har man hørt om mange gange og jeg har overvejet det gennem årene, men aldrig prøvet det. Nu skulle det være, så jeg surfede nettet og fandt lidt god inspiration fra hhv. altid sikre Kvalimad også i den første kommentar. Nadias flotte bud forleden fik mig også startet op. Generelt så alle ud til at være enige med min egen tanke, så jeg tog lidt fra hver og tilsatte mine egne idéer.
Her er min version, men forhåndenværende ingredienser.
- 1 løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, revet fint
- 1 glas hvidvin, Chablis 1’er Cru (se omtale længere nede)
- 6 dl. Bouillon fra fryseren, vist nok fra noget kylling
- 400 gram frosne fine ærter (fra Irma, men ikke tilsendt som prøve til test)
- En sjat piskefløde
- 2 poser kammuslinger, frosne fra Irma
- Krydderurter, gerne persille. Her i kombination med lidt oregano fra haven
- Salt, peber, citron
Muslinger blev hurtig overhældt med salt, peber og citronsaft, derefter gik jeg i gang med suppen.
Hakket løg og hvidløg sauteres i bunden af en gryde, tilsættes hvidvin der koges ind. Tilsæt bouillon og ærter. Kog op. Blend grundigt og så tilbage i gryden. Små simre mens en pande varmes hårdt op til muslingerne. Muslingerne svitses hårdt på panden. Suppen anrettes i bunden af en tallerken, muslinger ovenpå og så lidt krydderi på toppen. Voilá!!
Vinvalg: altid det samme til maden, som til glasset:
2011 Chablis 1’er Cru, Fourneaux, Domaine Nicolle – helt sprød og lækker Chablis med høj frugtintensitet og kun en medium fylde! En Chablis skal ikke være maskeret af fad og det er denne heller ikke. Her er store mængder typisk kalket mineralitet og noter af citrus, grønne æbler og en frugtsyre som holder det hele oppe. Når den står og bliver lidt lummer i glasset, så får den lidt mere fylde, men beholder sin friskhed! Nice… På dag 2 har vinen kun udviklet mere kompleksitet og stadig herlig frisk grøn frugt.
Denne hvidvin er pt. på bud i Skjold Burne, så tag min vurdering som du ønsker.
Hovedretten denne aften stod Philip for. Han elsker Cordon Bleu og jeg kan ikke fordrage den købte udgave, så vi laver vores egen. I dag var det hakket kalvekød, fyldt med en stor skive Serrano og et par skiver Gouda. Paneret og stegt i gode mængder smør – perfekt. Tak knægt.
Kære Frederik
Din ser også ualmindeligt lækker ud. Dejligt at kunne hjælpe med inspiration. Og nu ved jeg så, hvilken vin jeg bør bruge næste gang, så tak for det.
Kh Nadia
Sikke en lækker opskrift.
Hvis man bruger friske kammuslinger i stedet for, gør det så en forskel på tilberedningen?
Mvh
Per