Klassisk rødvin, hvad er det? Jeg er opvokset i en vinbranche hvor Bordeaux var omdrejningspunktet, så for mig vil Bordeaux nok altid være klassisk rødvin. De senere år har vi dog set en markant stigning i priserne på Bordeaux vin, primært drevet af rige kinesere. Salgstallene har været vigende, eller lad os bare sige i frit fald, de senere år. Når forbrugerne i Danmark i dag køber vin til hverdag og festlige dage, så har der været en tendens til at kigge på oversøiske lande. De senere år har jeg dog fornemmet en stigende interesse for de mere klassiske vinregioner, heriblandt Bordeaux. Personligt er jeg vild med denne stil. Jeg synes at vinene har masser af klasse og kompleksitet. De har en struktur, baseret på tannin og frugtsyre, der giver en anden friskhed og liv i vinene. Hvis du er i tvivl om hvad du synes om Bordeaux, så er det her et godt sted at starte.
Disse 2 rødvine fra 2 forskellige underdistrikter, giver mig troen tilbage på at Bordeaux hører hjemme i de danske vinglas.
2007 Chateau Anglade Bellevue, Premieres Cotes de Blaye – en herlig duft af tørret tobak, små fine røde bær, solbær og så i den balance som man kun finder i en lille lækker Bordeaux. Smagen er tør, ja tak! Her er fin tannin, der renser ganen og forbereder fint til de subtile noter af solbær, cigarkasse og en kombination af tørrede krydderurter og chokolade. Dette er ikke en stor kompleks rødvin, blot en herlig balanceret rødvin der smager rigtig godt. Det gør mig lidt småsentimental og får mig til at tænke på gamle dage, hvor vi diskuterede de små underområder i Bordeaux med vores chef.
2009 Chateau Lestage, Cru Bourgeois, Listrac-Medoc – en helt anden sang. Tyngde og intensitet i mørk frugt og fløjlsbløde tanniner. At 2009 er en super moden årgang er helt tydeligt i denne vin. En stil der ikke er klassisk, men som modsat vil være attraktiv for dem der godt kan lide den modne stil fra de oversøiske lande. Duften er præget af blommer, solbær og sød tobak i en herlig varm stil, men med bagvedliggende tydeligt Bordeaux præg. I munden fornemmes den cremede struktur med stor moden frugt og høj intensitet. I Bordeaux sammenhæng, så er dette den nye skole – yderst velsmagende og lækker vin.
Disclaimer: Vi importerer begge vine i Taster Wine.