Fri Vin – smagning af økologiske, biodynamiske og frem for alt ”naturlige vine”. Gad vide hvad man kan forvente sig til sådan et arrangement? Jeg tager af sted, fordi min viden om disse såkaldt ”naturlige vine”, ikke er særlig omfattende. Jeg vil gerne vide mere og lære denne nye bølge at kende. Det første spørgsmål der melder sig, når ”naturlige vine” omtales, må være:
Er alle andre vine så Unaturlige? Nej, det er de ikke.
Denne bølge af ”Vin Nature” er vine hvor producenterne slår sig op på at influere mindst mulig på fremstillingsprocessen og sidst, men ikke mindst svovle minimalt i forbindelse med aftapningen. Umiddelbart lyder det jo meget godt og som udgangspunkt synes jeg det er yderst positivt. Det jeg ikke er så glad for i denne sammenhæng er det underforståede synspunkt med at alle andre så må sprøjte og manipulere til op over begge ører. Sådan er det ikke! Der findes masser af kommercielt indstillede vinbønder, der sprøjter minimalt og har minimal indflydelse på mosten under vinifikationen.
Robert Mondavi kan næppe kaldes en lille producent, men han indvidede allerede i 2000 et hyper moderne vineri midt i Napa Valley, hvor mosten kun flyder ved naturlig kraft, ingen pumper eller andet ”hejs” der kan have en ”ikke naturlig indflydelse”.
En god gennemgang af hvad ”Naturlig vin” er, og ikke er, kan ses her på Mads Rudolfs blog.
Biodynamisk vinbrug. Jeg er som udgangspunkt for, men også skeptisk. Jeg har set, og smagt, tilstrækkelig mange eksempler på at gode vinbønder, der konverterer til øko/bio kommer til at fremstille endnu bedre vine. Det er en fornøjelse at smage disse vine. At nævne en perlerække af Bourgogne producenter, ville være nemt her. Alsace har også en lang liste med producenter der har gennemgået denne forandring til det bedre. Min skepsis er mere hvis vinbonden ikke kan finde ud af at lave god vin, så bliver den ikke bedre/god, bare fordi den er biodynamisk fremstillet.
Stor respekt også for en producent som Peter Sisseck der fremstiller Pingus. Her har man et meget moderne laboratorium, for at forstå hvad der sker i processen. Umiddelbart ser man bare til, men her ved man virkelig hvad der sker i fadene.
Som ansat ved et stort vinfirma i Danmark, der ikke er flove over at indrømme at vi har en kommerciel indgang til vinhandel, så er det herligt at se at der er tre små importører der kan stå sammen om at lave dette interessante arrangement.
Jeg glæder mig til, med åbent sind og sanser, at smage disse vine. Jeg håber at møde en stor del af andre fra den danske vinbranche, fodir dette er et emne vi i den ”store kommercielle” del bør være opmærksomme på.
Var på den svenska versionen av Fri Vin igår. Det var…intressant. 😉
Jeg glæder mig til at høre mere om disse vine. God smagning!