Fri Vin – tanker bagefter

Fri Vin smagning blev afholdt i Østerbrohuset under dejlig afslappede former. Hele bølgen med Vin Nature og biodynamisk vin lægger heller ikke op til skjorte og slips stil. Her var flere baggy-pants, hipsterklædte unge mennesker og six-pence hatte, end normalt til en vinsmagning. Herligt at denne øko/bio bølge kan trække et nyt sæt folk til vinsmagning. Mine forventninger skrev jeg ned på forhånd her.

3 glade vinbønder ved grillen. vi andre betalte 85 kr for en pølse med kartoffelsalat ;-(

Blev jeg klogere? Jeg fik bekræftet en del af mine fordomme og fik smagt nye vine. Det udvidede ihvertfald min horisont. Tak til arrangørerne for denne smagning.

Først lidt fakta:

  • Som ”katalog” var der en blank blok og en blyant. Ikke det optimale, hvis man vil formidle en historie om de enkelte bønder. Et reelt katalog med 10 linjer om hver producent havde været guld værd, hvis meningen var at man skulle kunne relatere bedre til producenterne.
  • Jeg fik ikke smagt alle vine. Jeg smagte et bredt udvalg af cirka 50 vine, og tog noter til de fleste. Lyttede til producenterne og fik deres historie. En herlig facon og vinene bliver dermed også meget personlige.
  • God plads mellem bordene. Højt til loftet og masser af frisk luft. Utroligt og helt normalt at grupper på 4-6 personer vælger at stille sig op i formation foran et bord så ingen andre kan komme til. Det vil til evig tid irritere mig ved denne type åbne smagninger. Det skal arrangøren absolut ikke klandres for, blot kan jeg konstatere at hipsters gør det samme som hr. og fru hakkebøf, som vi ofte ser til smagninger.
  • Serveringstemperatur kan ofte være svært, men her blev sørget for rigeligt med is til udstillerne og der var glimrende spytspande. Det må altså være et aktivt valg, når en Champagne producent så vælger at servere sine vine varme.
  • Priser blev ikke oplyst og jeg spurgte heller ikke undervejs. Herligt befriende, så skulle vi kun smage om vi kunne lide vinene.
  • Importørerne bag Fri Vin var/er: Rosforth & Rosforth, Petillant og WineWise.

Hvad synes jeg om vinene? De var over en bred kam ikke imponerende. Der var for få vine som var markant over middel og alt for mange der var decideret dårlige.

Her et udvalg af de vine jeg smagte, med korte kommentarer:

Serveret varm

Ulysse Colin, Champagne. Vi smagte 3 cuvéer, der alle blev serveret varme. En stil der er meget kraftfuld med stor kompleksitet, herlige dybe oxidative og autolytiske noter. Jeg ville gerne have lidt mere friskhed og citrus, men måske temperaturen her spillede mig et puds. Den afbillede Blanc de Noirs var voldsomt interessant med stor smag af røde bær. Serveret blindt kunne man sagtens have gættet rødvin.

Kedelig Bourgogne

Emmanuel Giboulet, Bourgogne. En kedelig omgang, smagte 3 hvide og 2 røde. Et udtryk for at Bourgogne bare er svært, eller at man skal betale kassen for at få det gode i glasset? Ingen af disse vine hævede sig over gennemsnittet. Fordi det var “naturlig vin” eller bare fordi det var Bourgogne?

Fleurie i smuk stil

Julie Balagny, Fleurie Beaujolais. Virkelig flotte vine. Smagte 2 forskellige udgaver af hendes Fleurie.

2010 Cayenne – herlig frisk sag med klar jordbær/rabarber grød i duft og smag. Herlig syrlighed og en smuk balance. Bør serveres i store mængder afkølet på DIN terrasse og min.

2010 En Rémont – 50 år gamle stokke på en parcel kun med granit jord. Mere kompleksitet, men stadig vanvittig læskende med ren frugt og lang saftig eftersmag.
Hvis disse vine er typiske for “naturlig” Beaujolais på højt niveau, så er jeg overbevist. Det var satme lækkert.

Ikke Beaujolais

Le Picatier, Cote Roannais. Et område jeg ikke har smagt mange vine fra før. Denne producent arbejder med Chardonnay til deres hvide vin, på 1 hektar. En vin der smagte som en hvid Beaujolais eller en lille Cote Challoinaise – ikke særlig ophidsende. 2 røde vine, én på Gamay og én på Pinot Noir. Et meget ungt domaine, hvor vinstokkene stadig yder med lav koncentration. Måske bliver det interessant, some day.

Piv lækker Loire

Chateau Passavant, Anjou, Loire. Flotte vine, rene i stilen med fin balance mellem frugtmodenhed og levende frugtsyre. Især de hvide, den røde Anjou var mindre interessant – i min mund.

Ren og flot Chablis

Chateau de Bélu, Chablis. Generelt pæn stil fra standard Chablis og hele vejen op til Blanchots Grand cru. Også denne lækre Monoploe mark, der smagte helt forrygende i 2008 årgangen.

Valtellina

ARPEPE, Valtellina.  Vi sluttede af på langsiden med en bred vifte af italienske vine, der generelt var på et flot niveau. Disse vine fra Valtellina imponerede med flot intensitet og en herlig frugtsødme til at balancere Nebbiolo druens høje tannin og syreniveau.

Mikro producent i Champagne

Georges Laval, Champagne. Sluttede rundturen med Champagne – altid en god beslutning.

2006 Brut Nature, Millesime – hold da op en flot stil. Klar og frisk med herlig citrus, bakket op af fede cremede noter fra lagringen. Kompleks og lækker. Dagens bedste vin.

Endnu engang tak for et godt arrangement, det var absolut de kr. 150,- værd det kostede i entré.