Odense madness; Vega S, Latour, Fleur Petrus, Yquem etc.

Lige før sommeren havde jeg mulighed for at deltage i et fantastisk koncept i Odense. Her er en herreklub, hvor fokus er rettet på maden, Et fantastisk koncept i Odense havde lige plads til en enkelt deltager mere, så jeg sagde ja tak.

En lang serie af gode vine bød sig til denne aften

Vi skulle mødes 6 gutter, sammen med en dygtig kok, og tilberede en fire-retters menu. Heldigvis havde den gode Mr. J et køkken hvor der var god armplads. Det endte med at blive en fantastisk aften, med god mad og vine fra den ekstreme ende af skalaen. Da jeg ikke fik noteret opskrifter ned, så kommer fokus her til at være på vinene, med et par skud af maden.

De første vine blev smagt mens der blev arbejdet i køkkenet.

2006 Château Beychevelle, Grand Cru Classé, Saint Julien, MG

2006 Château Beychevelle, Grand Cru Classé, Saint Julien, MG – stor blød fylde med vanlig cremet struktur. En helt fornuftig opstartsvin, når der nu ikke var Champagne.

1999 Château La Fleur Petrus, Pomerol

1999 Château La Fleur Petrus, Pomerol – husets vin her og den fik vi så testet I et par årgange i løbet af aftenen. What a treat! Meget ekspressiv duft med læder og store modne hindbær. Enorm fyldig og balanceret med blød Merlot cremet struktur. 92 point

2003 Château La Fleur Petrus, Pomerol

2003 Château La Fleur Petrus, Pomerol – en klart tungere duftprofil med joghurt, lys chokolade, kogte jordbær og hindbær. Typisk Pomerol profil, med årgangens varme præg i form af de lidt kogte elementer og lidt krydderi a la lakrids og lavendel. 93 point.

1999 Domaine Bertagna, Vougeot 1’er Cru, Clos de la Perriere, Monopole

1999 Domaine Bertagna, Vougeot 1’er Cru, Clos de la Perriere, Monopole – hold da op en vild duft. Det her er stor Bourgogne når det er bedst!! Åben, snorlige med herlig fokus og udviklede noter i den rigtige retning. Når Bourgogne rammer, så er det bare stort. 95 point.

2004 Hacienda Monasterio, Ribera del Duero

2004 Hacienda Monasterio, Ribera del Duero – stor åben og flot udviklet duft med voldsomme animalske noter. Sort frugt med skiffer mineralitet og en herlig frisk afslutning, hvor der går friske røde bær i smagen. Super balanceret og en fantastisk indgangsvinkel til Peter Sissecks vine. Ingen rating noteret, men husker den som 93 point.

__________________________________________________________________
Så kom vi til maden:

Ravioli in the making

Så kom der mad på bordet: Frisklavede ravioli med fyld af krabbekød, vendt med friske blåmuslinger og safransauce.

Super lækre ravioli

En fantastisk forret, der sad lige i skabet. Hertil:

2006 Dom Vincent Bouzereau, Meursault 1’er Cru, Les Charmes, Bourgogne

2006 Dom Vincent Bouzereau, Meursault 1’er Cru, Les Charmes, Bourgogne – smækker lækker kombination hvor fedmen i sauce og vin gik op i en højere enhed. Mineraliteten og friskheden i vinen gik i clinch med krabbe og chili. En perfekt start. 94 point på vinen.

________________________________________________________________

Næste ret var Foie Gras:

Frisk stegt foie gras

Næste runde var en top lækker servering med friskstegt foie gras ovenpå æbler der var ristet på panden med lidt passionsfrugt. Det gav en god balance på tallerkenen hvor syren og sødmen fra panden gav modspillet til den fede foie gras. Matchet med vinen, var efter min mening helt i top!

2007 Wagner Stempel, Heerkretz, Riesling, Spätlese, Rheingau

2007 Wagner Stempel, Heerkretz, Riesling, Spätlese, Rheingau – stor og meget brede i sit smagsbillede. Dyb gylden i glasset, der lovede for høj sødme. Jeg kender ikke restsukkerniveauet i denne vin, men havde der stået Auslese på etiketten, så havde det nok passet meget godt. En fantastisk balance, og her fik de herrer åbnet deres øjne for hvor stort tysk Riesling kan være! 94 point, lidt ekstra for det gode match.

2008 Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling, Spätlese, Mosel

2008 Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr, Riesling, Spätlese, Mosel – fad 7. Meget strammere og mere intens. En noget større vin, med enorm dybde og stor mineralitet. Spillede også flot sammen med foie gras, men den skulle nok ha’ været dekanteret dagen i forvejen for at vise sit niveau. Nu må jeg tage mig sammen og gemme de sidste flasker langt væk. Den bør ikke smages igen for 2017. 95 point, med mulighed for meget mere.

___________________________________________________________________

Så havde vi nydt 2 lækre forretter og tiden kom til at vi skulle til at anrette hovedretten. En stor oplevelse igen…

2 kyllinger bagt i saltdej

Hovedretten var helt amok. Her havde Le Chef marineret 2 smukke unghaner i portvin i 2 dage, de blev så pakket ind i saltdej og stegt færdig i ovnen.

Hovedret i smuk kombination

Med 2 slags asparges og en fantastisk sauce, suppleret af bagt selleri og hvidløg – så var vi klar til lidt seriøs rødvin!

1993 Château Latour, 1’er Grand Cru Classé, Pauillac

1993 Château Latour, 1’er Grand Cru Classé, Pauillac – moden Bordeaux bliver man helt blød I knæene af, når det smager sådan her. Harmoni er første nøgleord når denne vin skal beskrives, det emotionelle i at drikke en 1’er Grand Cru Classé er efterhånden også en faktor der spiller ind og sætter nogle tanker i gang; hvor ofte får vi mulighed for at smage disse vine i fremtiden, især hvis priserne fortsætter? Mine noter nævner alt det forventede: solbær, blyant, cigarkasse, chokolade etc. Følelsen er nok nærmere det der sidder tilbage i mig. En dejlig oplevelse, som jeg takker for. 91 point er ikke voldsomt meget, men sådan er det når vinen brydes ned i molekyler og sjælen/oplevelsen ikke tæller for meget med.

MV Vega Sicilia, “Unico”, Reserva Especial, Ribera del Duero

MV Vega Sicilia, “Unico”, Reserva Especial, Ribera del Duero – så rykker vi op i den vilde liga! Denne Vega Sicilia er sammensat af 3 forskellige årgange; 1985, 1990 & 1994. Et helt andet orkester, hvor der hamres til på alle tangenter. Balance mellem alle instrumenter, men højt var det. Det vildeste ved denne vin var den høje smagsintensitet, der nemt skjulte nogle af de mere subtile komponenter i vinen. Når man ledte, så fandt man en bred vifte af røde bær, med god frisk frugtsyre. Sekundære aromaer der bare kom rullende, med chokolade, våd tobak og deciderede trænoter. En fantastisk kombination af ungdom og alder. Både den friske frugt og de modne udviklede aromaer, hvilket bidrog til en stor kompleksitet i både duft og smag. Klart aftenens vin for mig med 98+ point.

___________________________________________________________________

Slut med den gode mad og fokus nu på den søde tand:

Lige til min anden mave, den til det søde

Vi sluttede af med et kunststykke af en dessert; makroncrumble med friske bær herpå en hvid chokoladecreme og en sorbet lavet på limoncella. Lidt kogte rabarber og til sidst drysset med estragon, samt overhældt med en rabarbersirup. De frysetørrede hindbær på toppen pyntede på fin vis. Et kunststykke og en yderst lækker dessert, der stod som flot baggrund for et par modne flasker Sauternes.

1990 Château Rayne Vigneau, 1’er Grand Cru Classé, Sauternes

1990 Château Rayne Vigneau, 1’er Grand Cru Classé, Sauternes – mørk og moden med karamel i duften. Virker klodset ovenpå de store vine der har været gennem munden i løbet af aftenen. Der er tung tropisk frugt, men ingen friskhed. 82 point og en decideret skuffelse. Medbragt af mig selv, så ingen kan klandres for et dårligt valg her. Den skulle mest bruges til at kalibrere smagsløgene til:

1990 Château d’Yquem, 1’er Grand Cru Classé Exceptionel, Sauternes

1990 Château d’Yquem, 1’er Grand Cru Classé Exceptionel, Sauternes – toppen af poppen og en vin der altid rør mig dybt. Bare tanken om den omhyggelighed der ligger til bund for hver flaske. Denne vin begynder at vise sunde tegn på lidt udvikling, men er stadig på barnestadiet. Abrikoser og syltede citroner går forrest, med klare noter fra fadlagringen. En Sauternes hvor syren er med til at sætte dagsordenen. 96+ point.

___________________________________________________________________

Efter maden gik der hygge og god stemning i selskabet og et par flasker kom på bordet, til dem der trængte til lidt ekstra.

2004 Château La Fleur Petrus, Pomerol

2004 Château La Fleur Petrus, Pomerol – en herlig imponerende vin med bredspektret frugt og typisk Pomerol dybde. ’04 er tydeligvis ikke den værste årgang her i området.  94 point.

2005 A. Bichot, Corton, Clos des Maréchaudes, Grand Cru, Bourgogne

2005 A. Bichot, Corton, Clos des Maréchaudes, Grand Cru, Bourgogne – så gik det galt. Bourgogne kan være så skidt, når det ikke lykkes. Denne overkogte, ubalancerede rødvinskop viste tydeligt hvad der kan gå galt. Umodne druer giver stor mængde grøn peber og en underlig marmelade-sødme. 82 point

2006 Château la Fleur Petrus, Pomerol

2006 Château la Fleur Petrus, Pomerol – en meget yngre version af en vin vi fik smagt i en del årgange. Her er stadig gode mængder ung fadtannin der giver modspil og renser.   94+ point, her skal nok ske en positiv udvikling.

Igen: tak for at der var plads til mig, det var en fornøjelse at lege med. En fabelagtig menu, hvor der var kredset for mange detaljer. Vinene havde jeg selv en stor indvirkning på, og generelt må vi sige at vi holdt et højt niveau.