Et besøg i smilets by; Aarhus, gav anledning til et godt restaurantbesøg. Restaurant ET var absolut den der fik flest varme anbefalinger da jeg spurgte ud på Fjæsbogen. Tak for alle for Jeres idéer,input, jeg må tilbage til Aarhus og indtage flere gode måltider.
At gå på restaurant alene kan ofte være en svær disciplin, og med mulighed for at kede sig. Det skete ikke denne aften. Stor tak til min tjener og stedets kompetente sommelier, der var med til at gøre min aften rigtig hyggelig.
Der var mange gode, fristende retter på menuen, men jeg ville bare have en forret og en hovedret. Måske er jeg ved at blive gammel, men dessert er sjældent noget jeg har voldsomt lyst til. Jeg så ostebordet på vej ud, og fortrød at jeg ikke havde taget en omgang med det. Der var rigtig mange lækre oste.
Til forret valgte jeg en portion blåmuslinger. De kom med den lækreste suppe i bunden af tallerkenen og var egentlig rigeligt til at jeg kunne blive mæt. Serveret sammen med to slags hjemmebagt brød, smør og urtemajo. En velsmagende portion, der var rigeligt i sig selv.
Klidmoster havde meget varmt anbefalet stedet Tatar og jeg valgte denne til hovedret. Rørt op med friske krydderurter og så ellers bare meget velsmagende oksekød. Hertil sprøde grove fritter af rigtige kartofler, serveret rundt i kanten sammen med lidt frisk salat! Behøver det være svært? Nej, bare gode råvarer og nænsom behandling. Med placering i Aarhus dukkede jyden op i mig, og jeg følte mig nødsaget til at spise begge store serveringer. En ordentlig omgang, men min krop trængte til næring. Tak til Restaurant ET for en dejlig oplevelse, med perfekt placering, så jeg kunne følge med i køkkenets kreeringer.
Varnier Fanniere, Blanc des Blancs, Grand Cru Avize, Champagne – fin tæthed, frisk med tyngde. Oxidative noter med hvidt brød, appelsinskal og lidt røget præg. En Champagne som havde den fantastiske kombination, som kun de gode Chardonnayer har; kombinationen af finesse og intensitet. Denne udviklede sig fint i glasset, og var en herlig ledsager til mine muslinger. Absolut en producent, det kunne være interessant at smage mere fra.
– en snorlige Sydrhone med stor Grenache dominans. Minder mig om en sætning Morten Brink Iversen sagde for nylig; ”I gode år kan alle lave Grenache og Syrah.” Det var lige det der var i glasset her. Tæt mørk frugt, solmodne brombær og et varmt læderpræg. Det var lige hvad jeg havde lyst til, og ganske som tjeneren anbefalede, sad den lige i skabet til min tatar. 2009 er tydeligvis en årgang for dig der kan lide stor moden Rhonefrugt med cremede tanniner. Jeg er gladest for vine på det her niveau, der giver stor drikkeglæde. Meget hurtigt bliver top’Neuf for voldsomt og intenst uden friskhed og frugtsyre.
2007 Dom. Francois Legros, La Ronciere 1’er Cru, Nuits-Saint-Georges – efter lidt snak med stedets sommelier, fik hun sporet sig ind på hvad jeg havde lyst til; Bourgogne med nerve! Tak siger jeg bare – den sad lige i skabet. En meget krævende Nuits, der ville have opmærksomhed, med intens citrusfrugt. Friskkværnet rød peber og fine små hindbær fra skoven, der gik pænt hånd i hånd. Små fine intense tanniner rensede gummerne og så var man klar til næste runde af denne flotte Bourgogne. Hvis bare al Bourgogne havde det liv, den intensitet og balance, så var livet ikke fyldt med så mange fælder.
Samlet set en oplevelse langt over middel på Restaurant ET. Her kæles for detaljerne og gæsten føler sig godt tilpas. Eneste anke, er at alle rødvine serveres i et klassisk Spiegelau Bordeaux glas, det giver ikke optimalt udtryk med så lækker Bourgogne.
Denne restaurant anbefales på det kraftigste.
Aww, det er jo skøn læsning. Er glad for at ET faldt i din smag. Er ret imponeret over at du kunne rumme begge serveringer. Jeg drømmer selv om inden længe at sætte gaflen i endnu sådan en omgang tatar 🙂
Kunne nok kun spise begge serveringer, fordi jeg havde kastet rundt med vinkasser i 10 timer 😉 Den servering med muslinger som forret, var stor nok til at gå for en hovedret i København…
Lækkert der har jeg ikke været inde, endnu! Hvis du vender tilbage kan jeg snildt anbefale Klassisk 65 🙂
Tak for anbefaling. Klassisk 65 er absolut også på listen over steder jeg gerne vil prøve i Aarhus.
Men ja det er heller ikke helt billigt derinde 😉 Og angående din blog liste kan jeg da lige fortælle om min egen som henvender sig til begyndere. Det kan du overveje om du har lyst til at tilføje den.