Portvinstyper – en guide til portvin

Portvin er et fantastisk produkt, med en bred vifte af anvendelsesmuligheder. Her vil jeg prøve at forklare de fleste af de udtryk, du kan støde på, som fx: LBV, Colheita, Vintage m.m.1970 Krohn, Vintage Port Note til Krohn 1970 Vintage, kan findes HER.

Se på de røde portvine som 2 forskellige grene på træet. Ruby grenen og Tawny grenen. De hvide portvine, omtales nederst i indlægget.

Som udgangspunkt er al rød portvin fremstillet på samme metode og forskellen skal findes i behandlingen i kælderen. Her er den korteste forklaring på hvordan portvin fremstilles.

Fremstilling: Mange forskellige druesorter plantet sammen på markerne. Høstet i hånden, bragt til vineriet hvor gæringen sættes i gang. Når gæringen når 6 -7% alkohol tilsættes druesprit på 77% alkohol. Derved stopper gæringen i mosten og der beholdes en restsødme på omkring 100 – 120 gram sukker per liter. Denne most hældes på fade af varierende størrelse og fragtes til lagerhusene i Vila Nova di Gaia og Porto. Her smages der på mosten og det besluttes om det skal gå til Ruby eller Tawny typer.
Dette er en absolut forenkling af en meget mere kompliceret proces, der kan læses nærmere om på Henrik Oldenburgs fremragende hjemmeside, hvor biblen om Portvin ligger til fri læsning. En forklaring på engelsk, med en lille film, kan findes her hos Taylor’s. Utroligt værk, der ikke kan sammenlignes med noget lignende.

Herefter vil vi gå nærmere ind på de to typer.
Ruby-typerne er de mørke og røde typer. De har fået kortere tid på fad og er derfor mørkere i farven.

Power og struktur, men så flot udviklet. En stor årgang

Power og struktur, men så flot udviklet. En stor årgang

Vintage Port er første type ud af denne gren, aftappet mellem 2 og 3 år efter høståret. Vintage Port udvikler sig på flaske og bør ligge mere end 15 år før man hiver dem frem fra kælderen. Køb dem unge til en god pris og gem dem bagerst i kælderen. De udvikler rigtig meget bundfald og bør dekanteres eller skænkes med blid hånd. Bør drikkes inden for få dage efter åbning.

LBV – Late Bottled Vintage Port
 er næste runde. LBV tappes mellem 4 og 6 år efter høsten. Det er portvine der minder om ”rigtig” Vintage Port, men dog er afrundet lidt mere af den længere fadlagring. Disse udvikler sig som regel ikke videre på flaske, med visse undtagelser. Klar til at drikke ved frigivelse og kan stå åben i en god uges tid.

Ruby
, Ruby Reserve eller andre tillægsbetegnelser. En ung portvin med lidt fadlagring, lavere kvalitet end de 2 ovennævnte, men samme type. Ruby udvikler sig ikke videre på flasken, kan stå åben i en god måned uden at tabe pusten.

Tawny er den anden type
. De har fået deres lysere farve fra længere tids fadlagring, hvor farven trækkes ud i fadet og portvinen dermed bliver lysere.

Tawny er den generiske type her og er som regel lagret ca. 6 år på fad. Tawny udvikler sig ikke videre på flasken, kan stå åben i en god måned uden at tabe pusten.

Toppen og en fabelagtig flaske

Toppen og en fabelagtig flaske

Colheita  – betyder høstår. Colheita skal aftappes minimum 7 år efter høsten, men kan ligge meget længere på fad. Jeg har set eksempler der har ligget mere end 70 år på fad inden aftapning. Høståret står med store tal og nedenunder, eller på bagetiketten vil aftapningsåret stå med mindre tal. Jo længere tid de har udviklet sig på fadet, jo mere afrundede og finesserige er de. Jo mere er de brune nuancer som læder og nødder kommet frem i billedet, på bekostning af den røde frugt. Disse udvikler sig ikke videre på flasken, men kan stå åben i mere end én måned uden at tabe nævneværdigt i smag.

30 years Tawny

30 years Tawny

Tawny med alder. 10, 20, 30 eller more than 40 Years Old Tawny. En portvinstype der virkelig sætter kældermesteren på en prøve. Her blandes af flere forskellige årgange, flere forskellige fade og til sidst sendes til portvinsinstituttet for godkendelse. Som regel blandet så indholdet i flasken er de nævnte år i gennemsnit. Visse producenter blander med det nævnte år som minimum. Fantastisk harmoniske portvine med finesse og elegance frem for power. Udvikler sig ikke meget på flasken, men kan stå åbent i lang tid.

Serveringstemperatur for portvin er en smagssag, men prøv at køl portvinen ned til omkring 10°C. Så vil frugten smage mere igennem og alkoholen blive dæmpet en anelse.

White port Eufemia

White port med 3 forskellige aldersangivelser

White kan hurtigt deles op i 2 grene:
De tørre udgaver, vil ofte være skrevet tydeligt på flasken: Dry White
De søde udgaver, dem hvor der ikke står de er tørre. Logisk? Ikke specielt. De sidste kan også fås i ældre udgaver, fx 10 Years Old White med langt mere intensitet og nerve end tidligere set. Disse ældre udgaver som flere huse er på markedet med, kan give meget interessante oplevelser.
Undervurder ikke White Port, da den kan være en af de mest anvendelige dessertvine, når den er lavet ordentlig.

Håber at ovenstående har bidraget til din forståelse for dette pragtfulde produkt. Så er det bare om at få købt lidt portvin til den gode tid. Ja, Portvin er oplagt til julens desserter, men også fremragende i flere andre sammenhæng i løbet af året.

Producenter: der findes mange gode af slagsen, men også mange der er lidt triste i stilen. Ofte vil en producent være bedst i den éne eller anden gren. Min favorit producent er Niepoort, som forhandles i Skjold Burne. En producent der er meget stærk i de fleste af ovennævnte typer.

Vil du drømme lidt, så er der her en portvinsaften, hvor vi smagte en vifte gamle flasker.