Bedste Rødvin til kr. 300,– er et emne der burde kunne frembringe store vine. Vi bør kunne blive bevæget og rørt, når emnet ligger så relativt højt. Det skete ikke denne aften. Vi sad lidt tilbage med følelsen af at det var “ok” og så heller ikke mere end det. Personligt var det delvist en lorteaften: Begge mine vine fejlede, på hver deres måde, men mine blindgæt var indenfor rækkevidde. Alle vine blev dekanteret ved smagningens start.
Her er de valgte vine, med korte kommentarer og mine point tildelt på aftenen.
2007 Sasso di Sole, Brunello di Montalcino – Fin elegant duft med brombær og violer. Stor frugtintensitet og en blød cremet struktur der tyder på meget modne druer. Skjult tanninstruktur i en flot balanceret vin. Gæt: Sangiovese, Toscana 2006. 89 point.
2007 Hess Collection, 19 Block Cuvée, Mount Veeder, Napa Valley – varm krydret kop med nelliker og brombær. Åbner op som et helt glas jordbærmarmelade, næsten uden at blive for sød og varm. Tanninen var relativt lav og syren virkede næsten justeret. Gæt: California Zinfandel 2008. 85 point.
2003 Domaine Calvet Thunevin, Les Dentelles, Cotes du Roussillon Villages – det var ikke godt. Helt mat i farven og med en tung oxideret duft. Kogt, urter og kål i smagen. Ikke i topform. Viser enten at denne vin ikke holder i længden, eller at denne årgang bare var for varm også her. Faste læsere vil vide at jeg normalt er stor fortaler for denne vin, så jeg vil snarest finde en 2004 udgave frem og se hvor den står. 
2007 Le Soula, Dom Le Soula, (Gauby ejet), Vin de Pays des Catalanes – så blev det godt. Dejlig tung og animalsk med masser af karakter og en frugt der udviklede sig i glasset over tid. Bredt spekter med mest sort frugt og tørrede krydderier. Det bondske præg blev understreget med både jordbund og våd læder. Det var klart en af aftenens bedste vine for mig. Gæt: Stor Gigondas 08. 92 Point.
2007 Il Poggione, Brunello di Montalcino – hørmede af sur papkasse og skæv syre. Den smed det aldrig og jeg kom mig ikke over skuffelsen. Nogle i selskabet var knap så sure på den, jeg dømte den skæv. Det var min anden flaske medbragt der var dårlig. Flot Kreutzer – du skylder til næste gang.
2011 Yvon Metres, “L Ultime”, Fleurie – uha, både farve og duft skreg at dette ville blive en kontroversiel vin, og det blev det også. Blå-lilla med en voldsom duft af malerbøtte og helt friskkværnede bær. Ufærdig, eller? Udviklede sig vildt i glasset og så kom der både banan og yoghurt. Frugten fandt sin plads og endte med at stå meget rent. Denne vin gjorde egentlig det den skulle og jeg kan sagtens se hvorfor nogen synes dette er stort. Jeg kan bare ikke falde på halen over det. Gæt: Lapierre, Morgon 2010. 83 point.
Det er en Vin Nature og den ustabilitet vi oplevede i glasset bliver jeg ikke charmeret af. At dette “blot” er en god Beaujolais er der egentlig ikke nogen tvivl om, men i prislejet kr. 300,- så tillader jeg mig at være skuffet. Havde prisen afsløret et tal under 150,- så havde det nok være mere spiseligt for mig.
2006 Piaggia, Riserva, Mauro Vanucci, Carmignano – meget ekspressiv duft med sort frugt og våd tobak. Utrolig tæt i strukturen med en del tannin og høj frugtsyre. Virker til at producenten meget gerne vil have tæthed, så det får han. Frugten virker varm med et krydret element i eftersmagen. Den cremede struktur sendte mig i en helt forkert retning så aftenens nok dårligste gæt lød på Priorat. 88 point.
2009 Cristom, Jessie Vineyard, Eola-Amity Hills, Willamette Valley, Oregon – så fin og klar i sin profil. Lidt krudtrøg i duften, sammen med fine jordbær toner. Meget elegant og slank i smagen med tydelig Pinot Noir karakter i den kølige ende. Medium frugtintensitet med en note af skiffer i baggrunden. Køligheden i vinen fik mig til at gætte Tyskland, og de fleste andre gættede New Zealand. 90 point og aftenes 3. bedste vin for mig.
2010 Gaja, Sito Moresco, Langhe – (blend af Nebbiolo, Cabernet og Merlot) næsten helt væk i duften, det var ikke muligt at tvinge andet op af glasset end lidt sort frugt. Smagen var intens med især sort frugt og meget højt niveau af både tannin og frugtsyre. Frugten var på ingen måde charmerende, men flot komponeret. Intensiteten udviklede sig mere i retning af syrlighed end åben frugt. Gæt: Barolo i ung årgang. 88 Point.
Bekræftede endnu engang tesen om at jeg ikke er den store Gaja fan….
2009 Dom Nicolas Rossignol, Volnay – så blev det charmerende i glasset igen. meget mørk i frugten, så den startede med at sende mine tanker på afveje, men de kom tilbage til Bourgogne, for hvor finder man ellers den charme og ligefremme elegance? Dejlig læskende med et lille grønt element i baggrunden til at give kant. Frugtsyren var pakket pænt ind i masser af cremet frugt. Dejlig vin, som jeg gerne ville nyde over en hel aften og klart aftenens vinder for mig. 92 Point.
2007 Roger Perrin, Reserve Vielles Vignes, Chateauneuf-du-Pape – uha ikke en rar duft fra dette glas. Terpentin og maling, der heldigvis fortrak sig lidt. Meget intens frugtsyre der virkelig dominerede hele munden. En bred vifte af røde frugter nedenunder, rustik i stilen men ikke på den fede måde. Absolut ikke en vin der talte til mig. Gæt: Languedoc og Syrah domineret. Ingen point.
Det skal siges at manden der havde den med har smagt denne flere gange siden frigivelsen og den kører op og ned. Denne flaske var nede, men han mener der er håb forude. Ikke et sted jeg vil lægge mine sparepenge.
Konklusion: En trist aften, med flere skuffelser end glæder. Hvorfor? Jeg har lige her til morgen kigget i den berømte månekalender. Hvad siger den? Månen stod forkert, det var en blad dag og på disse dage udtrykker vinene ikke deres karakter ligeså flot som på en frugtdag. Endnu engang må jeg sige at jeg blev bekræftet i min holdning til denne kalender. Prøv at kigge her på Chateau le Raits Facebook side der ligger et link til månedens kalender…
Flotte gæt på vinenes oprindelse og druer m.m., det er jo altid en fornøjelse og en kompensation for lidt skuffende vine.
Du spurgte tidligere til rækkefølgen af vine ved en blindsmagning, hvor alle tager flasker med. Går ud fra, at rækkefølgen var dén, der fremgår af din artikel, og hvordan fungerede det så?
Teoretisk burde pinot´erne og Beaujolais´en vel komme først, men måske i har noget særligt godt brød, der kan nulstille smagsløgene…:-)???
Helt for egen regning glæder det mig meget, at du vurderede pinot´erne højest, med en klar sejr til burgunderen. Og så endda en “simpel” kommunevin…..-)
Tak Lars. Ja, dette blev rækkefølgen. Vi havde helt almindeligt standard flute, som rensede ok. Naturligvis er dette ikke en optimal rækkefølge, men vi tog tingene stille og roligt og så virkede det alligevel. Vi gjorde det at man dekanterede sin egen vin, satte et nummer i bunden af karaflen og på flasken. På skift blev der så hentet 3 karafler ind, som vi skænkede op. Altså vidste ingen, hvilken vin der kom hvornår.
Tror på alle måder at den Fleurie kunne komme ind lige når det passede den og stadig strutter af hele sin egen karakter.
Altid dejligt med god Pinot Noir…
Kunne man drage den, lidt hurtige, konklusion at avancen på vin i den prisklasse er for høj og at man som forbruger dermed får “for lidt” vin for pengene? Det kunne jo være derfor der var en del skuffelser imellem….
Bare en tanke.
Martin
Godt spørgsmål Martin. Den vil jeg lige lade stå ubesvaret til lidt senere…
På Facebook afsted kom dette en del svar på tiltale, som jeg tillader mig at klippe ind her:
Tom Damgaard Smag og behag er jo heldigvis ikke ens – så drik det du kan li`- og betal det du syntes
about an hour ago · Like · 2
Jesper Mansted Jeg oplever at den ‘almindelige forbruger’ kan finde sammenhæng op til de ca 100,- pr flaske….. Der efter er der en faktor der hedder penge / nærighed / eller manglende evne til at smage of forstå vinen… Der ofte sætter ind….
about an hour ago · Like
Steen Højgård Rasmussen Tja Frede. Det er du jo selv kvalificeret til at kommentere på ;9
about an hour ago · Like
Frederik Kreutzer Jeg skal nok byde ind. Hvordan ser du på det Steen? Det er en problematik jeg tror en del af vores kunder kender.
55 minutes ago via mobile · Like
Michael Kahr Jørgensen Skuffelse er et subjektivt begreb, der kan bruges i mange sammenhænge. Jeg kan være skuffet over at hælde en flaske Mouton 83 i køkkenvasken fordi den havde den fæleste prop. Jeg kan også være skuffet over at få en stor vin, der er lukket helt ned, og først vil åbne sig om nogle år. Eller hvad med at få en vin anbefalet af en vinhandler, der på ingen måde har ramt din smag? Tjah, alt er vel relativt. Og heldigvis opvejer de positive overraskelser nemt skuffelserne.
55 minutes ago via mobile · Unlike · 1
Bo Hansen Snarere tværtimod. De forbrugere der en sjælden gang i mellem ofrer 300 på en flaske bliver som regel hamrende glade og kommer igen og prøver mere. Problemet er måske snarere ens egne forkælede smagsløg. Skal måske vænne sig til at ofre endnu flere penge for den rigtig gode vinøse oplevelse. Trods alt er det jo ikke de flasker der står mejslet ind i hukommelsen. Måske snarere de flasker der koster 3-?? gange mere.
54 minutes ago · Like
Martin Luxhøj Det var mig der stillede spørgsmålet på din blog. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan se at der en sammenhæng mellem pris og kvalitet….det jeg bare tænkte på var at der umiddelbart må være lavest avance på de billige vine, og på de dyreste er det vel alt andet lige markedet, auktioner mm., der bestemmer prisen. Tilbage er der så vinene i mellem de to yderligheder, og det er så her vinhandleren kan hive den højere avance….altså det er bare sådan jeg tror det er. Det vil så, teoretisk set, betyde at man som forbruger betaler uforholdsvis mere for en forholdsvis bedre kvalitet. Krone for krone vil det måske være nemmere at finde en overraskende vinøs oplevelse i kategorien bedste vin til kr 200…?
34 minutes ago via mobile · Like
Steen Højgård Rasmussen Hej Frederik Kreutzer. Jammen så min kommentar: nu er der jo normalt ingen linearitet mellem pris og kvalitet (så kostede DRC, Mouton R etc. jo ikke det de koster) men personligt synes jeg normalt at der er en fin sammenhæng mellem kvalitet og et prisniveau op til ca. kr. 500 (f.eks. i Bourgogne). Herefter er det ofte tilgængelighed, snob, points, prestige etc der dikterer priserne. Hvis man som forbruger tror at en vin til kr. 500,- er 10 x “så god” som en flaske til kr. 50,- kan jeg da godt forstå at man bliver skuffet når man prøver de dyre (og ofte mere spændende og komplekse vine). Flemming Hvelplund fortalte mig en gang om hans tese om at det “koster” 100% at gøre en vin 10% bedre. Men basalt set er det jo en definition af “kvalitet” som den enkelte må gøre sig: nogle ææælsker alkoholtunge ekstraherede aussie bamsevine til en flad 50’er i supermarkedet – andre hader dem. Nogle ææælsker fin, kompleks og delikat Bourgogne til mange 100 kr hos vinhandleren – andre synes det er noget opreklameret tyndt og dyrt stads.
9 minutes ago · Edited · Like
Frederik Kreutzer Det glæder mig at vi nærmest er enige alle sammen. Min holdning er at man (læs: forbrugeren) bør kunne smage forskel op til et niveau omkring 300 +/- det løse. Herefter synes jeg at prisen er under stærk indflydelse af det velkendte begreb; udbud og efterspørgsel.
Derfor, for at svare på dette specifikke spørgsmål; jeg mener at 11 forskellige vine, indsamlet af relativt kompatible mennesker, burde give en bedre oplevelse, end den vi havde i går.
For at svare på avance-delen af spørgsmålet, så er avancen op til dette leje stort set det samme. De fleste af os er så “kedelige” at vi har en fast procent vi arbejder med, og så en fast omkostning til fragt/afgift m.m. Derfor skal du helt ned i den billigere ende, under ca. 70,- før avancen som sådan er markant anderledes.
Hej Frederik
Jeg bidrager gerne lidt til diskussionen. På VinForum har jeg gennem årene smagt mange vine og for et par år siden – resultaterne er altså ikke helt nye – lavede jeg en statistisk analyse af sammenhængen mellem pris og kvalitet, hvor kvaliteten er antal point efter 100-skalaen, jeg har givet vinene.
I prisniveauet op til 100 kr. er der en meget klar sammenhæng mellem pris og kvalitet. Hver gang du giver en krone mere, får du en krone mere kvalitet, kan man sige. Fra 100 kr. til 200 kr. flader kurven ud. Der er stadig en sammenhæng mellem pris og kvalitet, men kvaliteten stiger ikke lige så kraftigt, når man går op i pris.
Over 200 kr. var der faktisk ikke den store sammenhæng! Som I andre har været inde på er der mange andre faktorer, der spiller ind her (prestige, point, brand) og det giver et noget utydeligt signal.
Måske jeg skulle lave en tilsvarende analyse igen?
Mvh.
Jan
Hej Jan
Tak for dit input. En ganske interessant sammenligning mellem pris/kvalitet. Det antyder dog kraftigt at grænsen går omkring kr. 200,-, hvilket måske ikke er helt forkert. Jeg vil dog holde fast i mit synspunkt om at kvaliteten meget gerne skal stige op til omkring 300,- og først her træder udbud og efterspørgsel ind.
Prøv endelig at lave en tilsvarende analyse igen Jan, så kan vi tage snakken igen her?
Hyg dig
Frederik
Hej Frederik. Jeg er enig med Jan og dig om at kurven flader ud og når en grænse ved 200-300 kroner. Men jeg kunne godt tænke mig at høre dit syn på den trend vi ser i øjeblikket, nemlig at alt for mange vine der sælges på det danske marked er Coca Cola vine. Vine som er designet til det danske marked med et højt indhold af restsukker og højt alkohol. Hvordan får vi folk til igen at holde af vine med deres originale smag? Hvorfor køber forbrugere vine med navne som: Gran Sass0, Il Passo, Ama Passo, Cabarone, Primarone. Alle vine som skal indikere lighed med Amarone eller Ripasso, men ofte også vine som aldrig har set skyggen af Veneto. Og jeg oplever også at en kæde herhjemme har lige så stille ændret en vin fra at være IGP til Vino Rosso Italia. Helt uden at den enkelte forbruger for at vide, at nu er det ikke det samme vin i flasken og vinen behøves heller ikke komme fra samme område.
Med venlig hilsen
Brian Norup
Hej Brian
Tak for kommentar.
Dit spørgsmål om colavine er yderst interessant og bør nok have rod i et andet indlæg, hvilket kunne være ganske interessant at pille lidt ved. Vi ser en markant tendens til højere restsukkerindhold i mange billige vine. Det tror jeg er en tilpasning til det helt billige marked. Amarone og Ripasso efterligninger ser vi også i en lind strøm. Jeg er ikke vild med dem, men der sælges en del. Forandring fra IGP til Vino Rosso er set gennem mange år, når et brand stiger ud over sine egne grænser. mest kendt er Mateus Rosé, der oprindeligt havde oprindelsesgaranti, men i dag er almindelig bordvin. De forbrugere der køber et vinbrand på denne måde, der køber brandets smag, ikke oprindelsen.
Jeg er enig med dig i at nogle af disse forbrugere, der er vænnet til restsukkerniveauer over 10 gr./ltr. bliver nok lidt svære at vænne til rigtig tør vin.
Hyg dig
Frederik
Herlig læsning,tilslutter mig også 200 kroners prøven,der flades meget ud efter. Jeg har indtryk af at mange vine “skrives op” Fx Gaja. Men lidt fra min Barolo verden: Terra dei Celti 2007 kr 179,herefter Marziano Abbona Pressenda kr 299 Gemma med marken Colaraj også 2007 kr 149 og endelig den arke typiske basis Barolo fra Fontadafredda 2007 til 157. kr Resultatet af den smagning med mad til blev en meget kneben sejr til Marziano over Gemma til 149 kr Det var en langstrakt votering.
Angående de de “søde” vine, det er blevet en folkesport at drikke dem.Det er op til os at servere og fortælle noget andet. Men kun for dem der værdsætter det. Med venlig hilsen Gartner Sandberg
Tak for din kommentar. Altid interessant at smage flere vine fra samme område op mod hinanden.
Hyg dig
Frederik