Endnu en fantastisk aften på Le Sommelier åbnede op for et helt relevant spørgsmål:
Hvordan skal vi rate en vin? Subjektivt, eller objektivt?
Problematikken blev understreget af en yderst vellavet rødvin fra Piemonte. Fremstillet af en af Barolo distriktets helt store profiler: Elio Eltare som hører hjemme i den modernistiske lejer. Har er kendt for sine højt koncentrerede vine, med super bløde tanniner. Vinen fra ham denne aften var en kombination af 60% Barbera og 40% Nebbiolo.
2000 Elio Altare, La Villa, Langhe rosse, Piemonte
Aftenens vin til eksempel
Ren faktuelt og så objektivt som muligt, så lad mig male et billede for dig, hvordan den smagte:
Sort i glasset med lilla kant. En stor og åben duft med umiskendelig karakter af syltede kirsebær. Det forandrede sig med lidt tid til røde meget modne blommer og andre søde røde bær. Et klart vaniljeagtigt præg af stor fadbrug var også med i duften. Smagen var cremet og virkelig tæt bygget. Tanniner pakket helt sammen i tæt frugtkoncentration. Igen voldsomme noter syltede kirsebær, der her udviklede sig mere i retning af sort moden frugt. Tydelig høj ekstraktion, der giver meget tæt frugt og lidt ymeragtig karakter. Frugtsyren virkede maskeret af den sødlige frugtkarakter. En meget lang og ren fokuseret eftersmag.
Subjektivt: Allerede i duften ringer mine alarmklokker; de søde kirsebær er bare ikke mig. I smagen skrider det for mig, jeg mangler friskhed og frugtsyre til at give mig det. Dette er en voldsom vin, hvor alle komponenterne nok er der, men det giver mig ikke lyst til at vende tilbage til glasset. Jeg bliver ikke imponeret.
Hvordan skal denne vin tildeles point? Hvis jeg skal se objektivt på det, så kan jeg sagtens ende omkring 95, da vinen smager fuldstændig som jeg tror producenten ønsker. Den har alle komponenterne til at man kan hakke af på ”listen”. En flot og imponerende vin. For mig bliver det blot lidt anderledes. Jeg vurderes min lyst til at drikke vinen meget højt. Når den er skruet sammen på denne måde, så kan jeg ikke subjektivt give høje point. Jeg ender personligt nærmere 85 point.
Hvad er din holdning? Hvad forventer du at skribenter gør? Objektivt, eller subjektivt?
Vinen blev pudsigt nok serveret i et perfekt modspil, med en traditionel Barolo, fra samme årgang. Guiseppe Mascarello Monprivato 2000. Læs noter på denne og resten af aftenens vine i morgen.
Ordet “skribenter” er for bredt til, at der kan svares entydigt på spørgsmålet. Hvis det er skribenten af en vinbeskrivelse til et annonceblad, produktbeskrivelsen på vinhandlerens hjemmeside eller på bagetiketten, vil det være god stil at lade beskrivelsen ligge så tæt som muligt op ad en objektiv sensorisk analyse. Den slags kan sagtens formuleres appetitligt, så vinen kan sælges på beskrivelsen – ligesom du gør ovenfor.
Hvis “skribenter” skal forstås i betydningen “vinanmeldere” er det helt andre hensyn, der skal tages. Efter min mening rummer enhver god anmeldelse OGSÅ elementer af objektiv analyse og beskrivelse, men anmeldelsen er først fuldbragt, når den personlige vurdering af vinens udtryk er ytret. Anmelderens opgave er at tage stilling til vinens kvalitet ud fra en veltrænet evne til at analysere smagsoplevelsen kombineret med en klar kulturel referenceramme, som vinen skal forholde sig til.
Et kunstværk (ok, lad os da bare kalde vinen for et kulturprodukt) værdsættes kun i det omfang modtageren kan afkode det sprog, kvaliteten er formuleret i. Ligesom man ikke griner af en vittighed, der bliver fortalt på et sprog, man ikke forstår. Først når man har lært sproget, kan man grine med. Men vittigheden har været den samme hele tiden. Sådan fungerer mode, og derfor giver det ikke mening at fælde kvalitativ dom over en æstetisk oplevelse løsrevet fra sin tid, sin kontekst. Og derfor siger den objektive analyse faktisk meget lidt om, om vinen er god eller dårlig. Der skal en fortolkning af de sensoriske karateristika til, og den fortolkning er subjektiv.
Efter min mening er det korte svar på dit spørgsmål: Begge dele.
Rasmus
Hej Frederik,
Godt og relevant emne, du der præsenterer.
Hvad enten man er skribent eller blot enthusiastisk amatør, så mener jeg godt, at det kan lade sig gøre at holde balancen, når vinen gives en score.
Nuvel, smag og behag er gudskelov forskellig, og jeg vil love dig for, at mine kommentarer til en forfinet burgunder versus en steroidepumpet aussie shiraz vil falde i førstnævntes favør. Sådan er min smagspræference. Men det ændrer ikke på, at jeg finder det relativt “let” at værdsætte de vine, man egentlig ikke er fan af, og behandle dem nogenlunde ordentligt, både verbalt og i f.m. den afsluttende score.
For mig er lakmusprøven at se på mine scores efter en aften med både favoritvine og det modsatte. De fleste gange scorer “de modsatte” mindst lige så højt som favoritterne, hvilket for mig er vidnesbyrd om, at jeg bedømmer vinene ud fra deres kontekst og deres kvaliteter.
Problemet er nok størst, når man smager rigtig gammel vin. Her har i hvert fald jeg lidt problemer med at kvantificere visne rosenblade, mørk the og forfald i en pointmæssig sammenhæng, men igen: får man ikke større problemer i tilværelsen, går det jo nok endda…:-)
Meget enig med Rasmus’ (lidt for) lange smøre. Objektiviteten er vigtig – og en væsentlig del af vores rolle som anmeldere – men det er subjektiviteten, der gør en anmeldelse spændende. Essensen er vel egentlig: “kend din anmelder” – og det gælder ikke bare vin, men også film, restauranter og så meget andet…
Tak for Jeres kommentarer. Med “skribent” i dette indlæg henfører jeg absolut til vinanmelderen. Som én så anfører på Facebook, så er der stor forskel på det medie der anmeldes i. Stort dagblad vs. fagblad vs. blog. Bare for at trække 3 forskellige muligheder frem.
Jeg foretrækker klart den subjektive vurdering af vinen, men er enig så langt som at anmelderen meget gerne må komme med sin objektive vurdering af vinen også. Det tilføjer absolut et relevant element, til den samlede bedømmelse.
Lars, hvis du giver samme point til vine du kan lide, som vine du ikke personligt kan lide ligeså godt, så mener jeg at du delvist tildeler point objektivt.
Det andet aspekt du kommer ind på er en anden interessant diskussion. Hvor ofte ser man ikke unge vine få tildelt højere point (ofte med et + bag for at indikere potentiale) for derefter at se ældre versioner af samme vin få lavere point.
Endnu engang tak for Jeres mening her på bloggen.
Frederik
Kære Frederik (og øvrige læsere)
Det som jeg finder interessant i lige netop denne problemstilling omkring Altare er, at det er min opfattelse, at velanskrevne anmeldere fra større danske aviser/magasiner har en smag, som jeg gennem min egen erfaring inden for vinens verden vil definere som “lys”. Med “lys” mener jeg ikke den pumpede stil som Altare, La Spinetta, Voerzio og andre udøver i vinsammenhæng, men derimod en stil som producenter som Bruno Giacosa, Mascarello og Vajra praktiserer.
De fleste vinkyndige kan nok blive enige om, at Altare producerer, om ikke fremragende, så i hvert fald drikkelig vin. For mit eget vedkommende så synes jeg Altare producerer noget af det bedste fra Piemonte, om end en nylig smagning af adskillige af Bruno Giacosas topvine for mig trukket i den anden retning, nemlig det “lyse” udtryk.
Hvis vi tager hvad vi kunne kalde de toneangivende vinskribenter i Danmark, så har de næsten alle det til fælles, at de foretrækker den “lyse” stil fremfor den “mørke”. Det synes i hvert fald at fremgå at diverse anmeldelser og bøger (tag bare som eksempel Søren Franks nyeste bog om Piemonte)hvor han lovpriser den “lyse” type. Han står dog ikke alene med den holdning og denne bør man som forbruger tage med i sine overvejelser, når man læser disse artikler/bøger. Disse anmeldelser kan derfor efter min bedste overbevisning aldrig blive fuldstændig objektive, men så længe forbrugeren “kender” anmelderens smag så betyder det mindre.
Til slut vil jeg dog mene, at den subjektive del absolut også bør komme med. Anmelderen er i denne sammenhæng vinens “talerør” og derfor bør den subjektive del ikke glemmes.
Hilsen
Mikkel