At smage vin med alder kan være både fugl eller fisk. Denne dag skulle det vise sig at være ganske fremragende. Det bedste var næsten at det kom ganske uvarslet. Skulle til et stille møde, hvorefter min kollega Flemming siger: Der er lige åbnet et par modne flasker fra kælderen, hvis I gider smage? Jo tak min ven, det ser fristende ud.
1992 Remoissenet, Grand Cru, Clos de la Roche – en producent der har fået tæv på renomé-kontoen de seneste år. Denne flaske var dog helt klar til at charmere os helt i bund. Marken er klassificeret som Grand Cru og det bør give mulighed for en stor oplevelse, men som altid med vine der er mere end 10 år gamle, så kan man ikke være sikker. Denne var flot tæt i glasset med en forventet svagbrun kant. Duften var lige i skabet; ren frugt og mineralitet der indikerede en vin der stadig var i live. I munden bredte den sig ud som et silketørklæde med fine små tanniner og en bred vifte af moden rød frugt. De sekundære noter kom snigende og gav den ekstra kompleksitet. Læder og god hørm af stald. En virkelig kontrolleret og elegant vin der smagte flot på dagen, men sikkert holder fanen højt på samme niveau de næste 5 år. 93 point.
1988 Château Lascombes, Grand Cru Classé, Margaux – et slot der på daværende tidspunkt ikke var blandt de bedste i Margaux. Når jeg ser en vin fra de 3 gyldne Bordeaux år: 1988, 1989 & 1990, så synes jeg den ser ung ud. Det skyldes nok at i de første år af min vinkarriere, smagte vi en del Bordeaux og meget af det var fra disse år. En vin på dette niveau kostede 2 – 300,- kr. Nu med 25 år på bagen står dette som en fremragende køb. Den har udviklet sig sundt og har stadig en god friskhed og frugtintensitet. Ekspressiv duft hvor der er stor mokka og jordbund. Fulgt op af modne sorte bær; solbær, brombær og blommer. Pæn eftersmag i god balance. At se at Robert Parker har givet denne 85 point og dømt den for gammel, siger endnu engang en del om forskellen på Amerikansk og Europæisk smag for vin. Jeg giver gerne 89 pæne point.
1970 Château Pontet-Canet, Grand Cru Classé, Pauillac – mere end 40 år gammel, det er alligevel noget… Relativ lys med en fin duft hvor chokoladetonerne sneg sig frem og fadet gerne ville markere sig. Fin lille note af røde kirsebær det var mere elegant end noget andet. Smagen var i den fokuserede afdeling. 1970 var i den absolut glimrende afdeling og her havde tanninerne lagt sig, men frugtsyren stod stadig lidt spidst i profilen. En vin der var slank og absolut klarede sig fint, taget alderen i betragtning. 82 giver Robert Parker, jeg ender på positive 86 point.
2004 Pio Cesare, Barbaresco – puha, så skiftede vi til en helt anden stil. Denne blev serveret blindt. En heftig hørm op af glasset, meget koncentreret. Jeg tænkte lilla maling og mynte. Solbær koncentrat. I munden var både tannin og frugtsyre meget høje, og det burde have fået en klokke til at ringe med NEBBIOLO, men det gjorde det ikke i dag. Arbejde mig videre ned gennem den tætte frugt, sort skiffer gav noget friskhed, sammen med mynten igen. Typisk grønt blad og stor solbær og blomme. Alt fik mig til at gætte på Australien. Pænt meget ved siden af, men hvad pokker. Det var ikke lige min kop the, og slet ikke ovenpå alle de lækre modne klassiske vine vi lige havde smagt.
PS: Fik jeg sagt at frokosten blev skyllet ned med en yderst velsmagende 2009 Domaine Leflaive, Bourgogne Blanc. Super flot koncentration og styrke i duften. Lidt røget stram stil og flint. Mit bud gik til Leroux 2010.
Hej Kreutzer,
Fedt at du relativt ofte tager emnet modne og ældre vine op, et alt for overset aspekt i den forunderlige vinverden.
Studsede specielt, da du omtalte Lascombes 88; drak selv en 82´er fornylig, da vinklubben holdt smagning med temaet old wines. Efter min mening sad den lige i skabet og var den bedste i et sæt med 3 82´ere. De to øvrige var Pomerol-slottene Plince og Taillefer. På dagen fik vi også en 75´ Giscours, der også var i fremragende form.
Jeg mener, at modne vine på deres egen facon tilbyder nogle unikke oplevelser, man ikke får i “in your face” frugtdrevne vine. Men det kræver opmærksomhed og viljen til at nyde vinene på deres præmisser. Antitesen til al den sødladne Veneto-vin, der den sidste decade har oversvømmet dette land og gjort, at at en tør, tanninring vin ringeagtes af de fleste.
Nå, ikke mere personlig kæpheste-rytteri herfra….-)
Keep it up, din blog er fremdeles særdeles læseværdig.
Hej Lars
Jeg elsker moden vin. Tænk hvis sådan en flaske kunne fortælle historien? 25 år tilbage til så frisk en ’88er – den historie kan man kun forestille mig. I den verden vi lever i, så har vi en tendens til at få foræret enhver fantasi og ikke selv tænke den. En gammel vin, sætter fantasien og tankerne igang.
Ch Taillefer 1982 minder mig om en OUTSTANDING 1982 aften tilbage omkring år 2000 (desværre længe inden bloggen). Vi startede med Taillefer, som var glimrende, og sluttede med 1982 Petrus – det var en vild aften, hvor vinderen var Figeac 1982…
Hyg dig og god weekend.
/Frederik
Hej g
igen,
Nu du selv nævner Taillefer 1982, så vil jeg da lige indskyde, at den i dén grad stadig holder vand 13 år efter jeres 1982 smagning. Desværre havde den et snert af prop, hvilket kostede duften, men smagen var stort ikke ramt. Og den fejlede ikke noget….
Kald mig sentimental, men man kan godt savne den måde, man lavede Bordeaux på i gamle dage til den lange bane…..
Nu er sentimentalt jo ikke et negativt ord, så jeg er helt enig. At smage de gamle udviklede vine, det er interessant.