Vinblog – Vinkreutzer i glasset

Rhone er i Danmark helt fornuftigt mest kendt for sine rødvine, men en mindre og ganske interessant del af produktionen er hvidvin. Jeg har for nyligt smagt et par ældre sager fra det sydlige Rhone i hvid og derfor har jeg valgt at kigge lidt nærmere på den hvide side af Rhonedalen. Korte noter sidst i indlægget.
Rødvinene kan laves på en myriade af forskellige druesorter, med Grenache og Syrah som de mest dominerende. Når vi kigger på hvidvin fra Rhone så har vi også en del druer at koncentrere os om. Som vanligt med dette område er tingene delt skarpt op mellem nord og syd. For mere information om Rhonevine generelt, henviser jeg til hjemmesiden RHONEVINE.DK der er en ganske omfattende logisk opbygget side omkring dalen og deres vine.

Her lidt om de hvide vine i Rhone.

Nord-Rhone byder på 3 forskellige druer til hvidvin: Viognier, Marsanne og Roussanne.

–Viognier bruges i Condrieu og Château Grillet alene, samt i Côte Rôtie som blandingsdrue. Det er en meget aromatisk drue med lavt frugtsyreniveau. Generelt så skal disse vine drikkes unge, men der laves nogle senthøstede udgaver med stort potentiale. Jeg er ikke stor fan af disse vine, da jeg synes de mangler frugtsyre.

–Marsanne er en meget kompleks drue, som kræver sit helt eget studie. Generelt en aromatisk druer med gode florale noter. Den bruges her i nord i Crozes Hermitage, Hermitage, Saint Joseph og Saint Peray. Den kan både blandes med Rousanne eller laves for sig. Generelt vine der smager godt når de er unge, hvorefter de største lukker sig sammen som en østers og smager skidt i en årrække for derefter at lukke op med endnu større kompleksitet. Det største problem er at hive proppen op på det rigtige tidspunkt.

–Rousanne minder i mit hoved en del om Marsanne og bruges meget på samme måde. Lidt mindre frugtsyre, men mere elegant.

Det mest interessante her i nord er hvordan man vælger at gære sin rødvin sammen med hvide druer. Côte Rôtie bruger Viognier for at give mere floral karakter til sine vine og Hermitage bløder sine ellers rene Syrahvine op med Marsanne og/eller Rousanne. Det er ikke alle, men en del producenter der følger denne procedure.
_________________________________________________________________

Syd-Rhone bruger en lang række druesorter, med groft sagt mindre interessante karaktertræk. Overordnet set så er disse druer lave på frugtsyre. De bedste områder for hvidvin her i syd er Châteuneuf-du-Pape, Lirac og Gigondas. Det er vine med medium fylde, kan have en fin mineralitet der giver noget friskhed, men ofte med relativ lav frugtsyre. Det lave syreniveau gør at vinene ikke er velegnet til at gemme. Til gengæld kan man ofte være sikker på en god oplevelse, da der er masser af pesonlighed og karakter i vinene. I en verden hvor de fleste hvidvine er fremstillet på Chardonnay eller Sauvignon Blanc, så er det en fornøjelse at møde nogle af smagsnoter i glasset.

–Grenache Blanc, Bourboulenc, Clairette, Vermentino, Rolle, Maccabeo og Picardin. Alle forholdsvis lav syre som gør at vinene nydes bedst når de er unge og sjældent har det helt store gemmepotentiale.

–Ugni Blanc er en ellers relativ smagsneutral drue, som bruges med held i Cognac og her bruges for at tilføre vinene frugtsyre.

–Muscat bruges til søde vine i Muscat-Beaumes-de-Venise. Det er en meget aromatisk drue med meget typisk duft. Velegnet til de søde vine fra området.

–Marsanne, Rousanne og Viognier bruges også i blandingerne, med samme karakteristika som ovenfor nævnt.
___________________________________________________________________

Det var lidt omkring de vine der så sjældent tales om og fokuseres på. Det er ganske naturligt, da de hvide vine udgør under 5 % af produktionen i området, men giver dig mulighed for virkelig store oplevelser. Prøv det næste gang du har muligheden.

Jeg var heldig at vi på arbejdet fik et par ældre sager retur fra en kunde, så vi kunne se hvordan de udvikler sig. Ifølge teorien så burde disse 2 hvidvine være trætte, men de gav os et par rigtig gode oplevelser.

2005 Domaine de la Cote de l’Ange, Blanc, Chateauneuf-du-Pape – en blandet gang tropisk frugt der blev holdt oppe af en overmoden gang lime og pæn underliggende mineralitet. Normalt vil jeg sige at hvid ‘neuf bør drikkes indenfor 3-5 år, men denne 8 år gamle flaske havde ikke sunget sin sidste sang.

2008 Domaine de la Mordoree, La Reine de Bois Blanc, Lirac – topcuvéen fra nok den bedste producent i Lirac. En yderst seriøs hvid Rhone, fremstillet på gamle vinstokke med største kærlighed. Selv producenten anbefaler ikke mere end 5 års lagring. Første dag vi smagte denne var den stram og ikke særlig charmerende og diskussionen gik mest på om fadet havde overlevet frugten. Dagen efter havde den åbnet sig markant op og nu stod frugten klart i glasset med hvid fersken og lidt tørhed fra fadet pænt integreret.

Så lærte vi endnu engang at teori kan være nok så godt, men sandheden er i glasset.