Med en anelse held, så fik jeg mulighed for at smage endnu en af de gamle portvine der er på det danske marked i øjeblikket. Barros er en klassisk portvins producent, der er blevet solgt til Sogevinus gruppen, der ejer flere kendte brands fra området. Barros vælger at fejre deres 100 års jubilæum på en helt unik facon. Man er kommet på markedet med denne gamle Tawny, hvor man har blandet en lille smule fra hvert årti sammen i en flaske. Jeg må sige at resultatet er svært at sammenligne med noget andet. For nylig smagte jeg en meget gammel flaske fra Borges. Som modsætning kan vi nævne en ung Colheita med stor mængde frugt.
Barros, Very Old Tawny Porto, 100th anniversary, Douro – duften viste allerede tegn på hvad der skulle bekræftes i smagen. Kombinationen af meget gammel vin, som har noter af læder, tobak og chokolade. I kombination med mere ungdommelige noter som røde blommer, brombær og blomster. Det der udmærkede denne var kombinationen af disse elementer. Der var lidt i alle aldersgrupper, så det tørre gamle element blev piftet op af ungdommelig rød frugt. Der var tørre tanniner, der blev balanceret af frisk frugtsyre. Altså flere kombinationer, som man sjældent oplever i samme glas. En meget interessant portvin at smage, på et højt kvalitetsniveau.
Disclaimer: Jeg har arbejdet for den danske importør af Barros. Denne blev smagt til et foredrag jeg afholdt omkring Fortified Wines.