Klasse Crozes-Hermitage & Riedel Bourgogne glas

Vine fra det nordlige Rhone falder altid godt i min smag. Her er der som i mange andre regioner klassiske og moderne producenter. Forskellen står og falder ofte med holdningen til brug af nye hårdtristede egetræsfade. Ligeledes kan det komme til udtryk i om producenten afstilker alle sine druer og hvor lang tid han lader druerne ligge med skallerne under gæringen, for at trække smagsintensitet og tannin ud. For mig er det ofte de producenter der ligger i det bløde mellemleje, som smager bedst. I det nordlige Rhone, hvor Syrah druen er kongen, er der både gode vine i den moderne saftige stil og flotte klassiske mere rustikke vine. En producent jeg nyder at vende tilbage til er Allain Graillot, som ligger i en meget flot stil. Han er endt som referencepunkt for de fleste af områdets producenter. Idéen er lave udbytter fra økologisk dyrkede druer, sen høst og en lang udblødning af mosten ingen selve gæringen. Alt sammen noget der peger i den moderne retning, men derefter lagrer han på brugte fade, gerne fra Bourgogne. Kombinationen af dette, giver en flot komplet stil i flasken, som bare smager godt.

Crozes Hermitage
2010 Allain Graillot, Crozes-Hermitage
– helt purpur rød og dyb i glasset med en osende bouquet af solbær, blommer og sort skiffer. Læg hertil klassiske toner af bacon og frisk sort peber, så står der SYRAH bøjet i neon op af glasset. Smagen er fra start charmerende med den umiskendelige sorte frugt, renhed i stilen og et godt bid. En lille kant af lidt krydderurt og den sorte peber. Balanceret, uden at blive kedelig. En herlig flaske vin, som der skal købes ind i den nyeste årgang også.
Jeg serverede den blindt for et par kolleger og én sagde noget meget rigtigt: ”Det er ikke nogen stor vin, men den smager rigtig godt.” Jeg vælger at tolke det med at vinen er flot sammensat, men alligevel så prøver den ikke at være noget, som den ikke er. Det er ikke en Cote-Rotie gemt i en fornuftigere prisklasse. Det her er bare en rigtig flot Crozes-Hermitage.
____________________________________________________

Senere samme aften fik jeg testet en herlig flaske Bourgogne, som jeg havde købt med hjem fra jobbet. Jeg valgte efter en artikel om Riedel glas, at prøve denne vin af i 2 forskellige Bourgogne glas fra Riedel. Det venstre er et Riedel Vinum Extreme Bourgogne, det til højre et gammelt og velbrugt Riedel Vinum Bourgogne.  Extreme glasset viste den største frugtrigdom i bouqueten, men det almindelige Vinum var mere fokuseret i duften. Måske det mindre glas holdt vinen lidt mere stramt på plads i nuancerne, hvor det større glas gav mere los og åbnede endnu flere nuancer op, fra den samme vin.

Riedel wine glass Leroux Nuits
2008 Benjamin Leroux, Aux Thorey 1’er Cru, Nuits-Saint-Georges
– en flot vin der nu er begyndt at åbne flot op. Som de fleste bedre 2008ere er denne lækker blød og balanceret på nuværende tidspunkt. På ingen måde ved at blive træt, men en årgang det er lækkert at drikke nu, mens du venter på dine 2009 og 2010 vine. Den udviklede en god dybde og kompleksitet i løbet af aftenen med flot fokus på den røde frugt og herlig mineralitet i eftersmagen.