2006 er uden tvivl en fantastisk årgang i Toscana, hvilket kun blev bekræftet denne aften. Stor tak til Søren D, som havde samlet flaskerne sammen, hvor vi alle var med til at dele regningen. 12 flasker er meget fra ét område, men samtidig også alt for lidt. Vi fik absolut smagt nogle af de bedste vine fra området i denne årgang, men der kan også nævnes et par stykker der ikke var med. 2006 har generelt givet vine med stor koncentration, høj frugtsyre og høj tannin. De kan stadig fremstå meget tørre og intense i stilen og har helt sikkert et langt live foran sig, for de bedste vine.
Vi vidste fra start hvilke vine der indgik i smagningen. De blev serveret blindt i sæt af 3 og afsløret efter 1. 2. og 4. sæt. Efter 1. smagerunde kunne vi sætte sammen i nye sæt og vinene blev denne gang smagt åbent. Mine noter er baseret på min første smagning af vinen, blindt og uden fordomme.
Noterne på disse vine frigives med ét sæt om dagen, i denne uge 47. Jeg har tildelt point på min egen 100 point skala.
Første sæt i glasset og hvad siger de så til os. Generelt flot farve, undtagen den første. Duften er i alle 3 glas rigtig flot og åben. Min frygt for at de ville være lukkede viste sig at være forkert – herligt. Hvis dette er nederste niveau, hvor ender vi så ikke henne, eller hvad nu hvis vi fik de bedste først? Altid svært at sætte niveauet fra start i sådan en smagning, hvor man ved at bundniveauet vil være højt. Igang, og lad os se hvordan de enkelte vine
2006 Sassicaia, Tenuta San Guido – lidt uklar og hazy i glasset. Næsen var åben med noter af nyt fad og solbær. Meget ren i sit udtryk, men ikke særlig kompleks. I munden var den cremet i strukturen og herlig balanceret. Fokuseret kirsebærfrugt og en lille grøn kant, som jeg godt kunne lide. Nogle mente at denne måske var lidt skæv, det er jeg ikke sikker på. 90 point
Sassicaia er en vin jeg har smagt en del gange, især for år tilbage, da jeg arbejdede for den danske importør. Jeg kan egentlig godt lide den lidt grønne kant som ofte fornemmes, det giver friskhed og liv til vinen. Sassicaia var den første super toscaner, der brød med traditionerne for Toscana og brugte Cabernet Sauvignon. Første årgang var 1968. Denne årgang 2006 er sammensat af 85 % Cabernet Sauvignon & 15 % Cabernet Franc.
2006 Ornellaia,Bolgheri – power, solbær, nye fade og mokka i et inferno op af glasset. Munden var også voldsom og ukontrolleret. Virkede fra start som en californisk Cabernet Sauvignon end noget andet. Alt for moderne for mig og slet ikke hjemme i Toscana. Ved anden gennemsmagning var denne kun værre og jeg har den mistænkt for at være skæv. Ingen rating.
Endnu en kultvin fra Toscana. Ornellaia kom på markedet første gang med 1985 årgangen og er helt klart at regne blandt de bedste moderne vine fra området, normalt. Vinen er i denne årgang sammensat af 56% Cabernet Sauvignon, 27% Merlot, 12% Cabernet Franc og 5% Petit Verdot.
2006 Solengo, Argiano – herlig åben næse med sort frugt, lidt henkogt brombær og et afdæmpet fad i baggrunden. Ikke den største næse, men ren i sit sorte udtryk, med lidt mineralitet. Smagen var sorte kirsebær høj lækker frugtsyre og balancerende tanniner. Et sjovt floralt element med sorte blomster og granatæble smøg sig ind fra siden. Stram og kølig i sit udtryk, som ikke var Sangiovese domineret. 93 point.
For mig var denne en positiv overraskelse, da min hukommelse forventede en sort ukontrolleret power bombe. Virkelig lækker balance mellem druer og frugtsyre. En vin jeg har gået udenom i mange år, da jeg simpelthen ikke brød mig om den fede tunge stil. En fejl, ja men det kan der jo rettes op på i fremtiden. Solengo dyrkes i Montalcino, på moderne druer, hvor især Syrah spiller en markant rolle i smagen.
Konklusion på dette sæt var at der var en god start og vi kunne vist godt holde forventninger høje…
I morgen kan du forvente; 2 x Brunello di Montalcino og et Bordeaux blend af høj kaliber…
2 thoughts on “Toscana 2006 vinsmagning – part 1”