2006 er uden tvivl en fantastisk årgang i Toscana, hvilket kun blev bekræftet denne aften. Stor tak til Søren D, som havde samlet flaskerne sammen, hvor vi alle var med til at dele regningen. 12 flasker er meget fra ét område, men samtidig også alt for lidt. Vi fik absolut smagt nogle af de bedste vine fra området i denne årgang, men der kan også nævnes et par stykker der ikke var med. 2006 har generelt givet vine med stor koncentration, høj frugtsyre og høj tannin. De kan stadig fremstå meget tørre og intense i stilen og har helt sikkert et langt live foran sig, for de bedste vine.
Vi vidste fra start hvilke vine der indgik i smagningen. De blev serveret blindt i sæt af 3 og afsløret efter 1. 2. og 4. sæt. Efter 1. smagerunde kunne vi sætte sammen i nye sæt og vinene blev denne gang smagt åbent. Mine noter er baseret på min første smagning af vinen, blindt og uden fordomme.
Noterne på disse vine frigives med ét sæt om dagen, i denne uge 47. Jeg har tildelt point på min egen 100 point skala.
Andet sæt var lidt mere kontrollerede og med klart mindre solbær end første sæt, hvilken gav en indikation af at disse nar mere Sangiovese baserede end de første tre. Min pegepind her er at solbær er meget typisk for Cabernet Sauvignon og kirsebær mere typisk for Sangiovese. Det burde kunne hjælpe en i retning af om vi har en vin baseret på det ene, eller det andet.
2006 Ciacci Piccolomini d’Aragona, Vigna di Pianrosso, Riserva, Brunello di Montalcino – sorte kirsebær som dominerende faktor i næsen. Fulgt op af let sødme og tobak. Meget indbydende og åben duft, der lovede godt for denne. I munden blev man dog hurtigt sat på plads af et meget højt tanninniveau. Denne tørre tannin havde jeg svært ved at komme rigtigt forbi, men den skal nok blive dæmpet med årene. For mig er dette et klassisk eksempel på en Brunello der har så meget tørstof, at den aldrig bliver saftig. Bagved lå der ellers meget lovende takter af kølig rød frugt, sort skiffer og lakrids. 88 point. Det skal dog retfærdigvis siges at min mening ikke var den eneste i selskabet, andre vurderede denne på et langt højere niveau.
Ciacci Piccolomimi er et stort slot der drives af familien Bianchini, der arvede det i 1985. En stor renovering har pågået og stilen er i dag en blanding af traditionel og moderne. Pianrosso er navnet på en 14 hektar stor vinmark, lige ved slottet. Riserva produceres kun i de bedste årgange.
2006 Fattoria le Pupille, Saffredi, Maremma – ok så var der alligevel en der var domineret af andet end Sangiovese i næsen. Denne lukkede op for sød blomme, lakrids og tobak. Virkelig flot komponeret duft med meget frugt og de krydrede elementer som en balancerende kant. I munden var der stor fylde, men i balanceret blød stil. Høj frugtintensitet med fin præcis syre. Afslutningen bliver en anelse tør, men ellers en fin balance mellem sødme og tørstof i denne. 91 point.
Le Pupille er beliggende i Maremma, hvor Cabernet Sauvignon har spillet en væsentlig rolle i så mange år, at det er svært at kalde den fremmed. Saffredi var en af de første super Toscanere fra dette område og er baseret på ca. 45 % Cabernet og 45 % Merlot, tilsat Alicante og Syrah for resten. 18 måneders fadlagring forklarer fint den lidt tørre stil.
2006 Lisini, Ugolaia, Brunello di Montalcino – en duft der fra start signalerede balance frem for alt. Olivensaft, rene røde kirsebær og små skovjordbær i fin intensitet. Duften voksede sig kun større i løbet af aftenen. I munden meget kontrolleret, nærmest lidt sky og tilbageholdende. Saftig stil med lidt jordbær marmelade og klar rød karakter. Et herligt tanninbid, der sikrer balancen og friskheden. Stor koncentration i smagen, der dog ikke var voldsomt fyldig. For mig var denne vin et studie i balance mellem frugt og fad, på smukkeste vis denne aften. Ikke alle var lige begejstrede, da de syntes den manglede lidt tyngde. 94 point.
Lisini er absolut en af områdets mest traditionelle producenter, her arbejdes kun med Sangiovese fra egen avl. Lang maceration og lagring i op til 42 måneder på store fade. Ugolaia er husets nuværende topvin, der kommer fra en enkelt parcel og kun fremstilles i de bedste årgange. Denne vin er bygget til at udvikle sig over lang tid. Disclaimer: Jeg arbejder for importøren af denne vin.
Konklusion: et sæt der delte vandene. Vi var alle glade for Saffredi, men var delt på kryds og tværs over de 2 Brunello vine.
I morgen kan du forvente 3 super Toscanere der spiller med musklerne!
Læs PART 1 med Sassi, Orne og ‘Lengo her.
Lisinis Ugolaia har altid været en af mine helt store favoritter i Montalcino. En Brunello skal efter min mening ikke handle om tyngde. Bortset fra det virker 2006 som meget ungt for en Brunello af den kaliber – den vil helt sikkert tage på i vægt over de næste 10-15 år