Toscana 2006 vinsmagning – part 3 af 4

2006 er uden tvivl en fantastisk årgang i Toscana, hvilket kun blev bekræftet denne aften. Stor tak til Søren D, som havde samlet flaskerne sammen, hvor vi alle var med til at dele regningen. 12 flasker er meget fra ét område, men samtidig også alt for lidt. Vi fik absolut smagt nogle af de bedste vine fra området i denne årgang, men der kan også nævnes et par stykker der ikke var med. 2006 har generelt givet vine med stor koncentration, høj frugtsyre og høj tannin. De kan stadig fremstå meget tørre og intense i stilen og har helt sikkert et langt live foran sig, for de bedste vine.

Vi vidste fra start hvilke vine der indgik i smagningen. De blev serveret blindt i sæt af 3 og afsløret efter 1. 2. og 4. sæt. Efter 1. smagerunde kunne vi sætte sammen i nye sæt og vinene blev denne gang smagt åbent. Mine noter er baseret på min første smagning af vinen, blindt og uden fordomme.

Noterne på disse vine frigives med ét sæt om dagen, i denne uge 47. Jeg har tildelt point på min egen 100 point skala.

Toscana 2006 part 3Tredje sæt viste god bredde og lidt mere tilbagelænet stil i glassene.

Percarlo2006 San Guisto a Rentennano, Percarlo – dyb duft med noter af våd skovbund, lakrids, nyt fad og mørke blommer. Yderst koncentreret i næsen med oliven og lidt acetone. Denne skreg ikke Sangiovese i næsen, men det kom i smagen… Her vælter de sorte kirsebær frem i forreste række og følges op af en smuk luftig smagsprofil med oliven og høj smagskoncentration. Spiller virkelig flot i munden og står klart som sættets mest harmoniske vin. 94 point.
Percarlo er en klassiker og lige i min stil. Jeg elsker høj koncentreret ren Sangiovese og kan virkelig godt lide denne type. Druerne til denne udvælges fra de bedste parceller på ejendommen og lagres i op til 22 måneder på franske barrique. Familieejet ejendom hvor økologien spiller en stor rolle. Stilen i husets vine går mest i den klassiske retning.

Stielle2006 Rocca di Castagnoli, Stielle, IGT – absolut dagens letteste vin, men ikke at den skal lastes for det. Meget fin i stilen, hvor både duft og smag balancerede fint mellem røde hindbær og lidt rabarber sorbet. Fint bid med medium frugtsyre og tannin. En anelse kort i smagen, men meget ren i sit udtryk. 84 point.
En glimrende Chianti Classico producent, der også har hotel på ejendommen. Stielle er husets bud på en Sangiovese baseret vin, tilsat Cabernet Sauvignon. Den fine balance talte absolut for denne vin, hvor Cabernet’en ikke fik lov til at dominere.

 

 

Buriano2006 Rocca du Castagnoli, Boriano, IGT – helt rød og meget mere mørk i sit udtryk. Sødlig solbær duft, tydeligvis CS. Understreges af blyantnoter og et animalsk præg. Smagen er med fuld skrald for skillingen. Tyktflydende og med høj tannin og frugtsyre. Mega intens med kølig underliggende mineralitet, der skaber god balance. En stor vin, der måske ikke smager så meget af Toscana, men smager virkelig godt. Udvikler sig godt over aftenen og står flot i glasset anden gang også med endnu mere dybde og lidt mere Toscana præg i form af kirsebær og krydderurt. 94 point.
Rocca di Castagnoli omtalt ovenfor, Boriano er husets bud på en Cabernet Sauvignon domineret vin, hvilket virker rigtig godt. En flot vin, som det kunne være interessant at smage igen om 5 & 10 år.

Konklusion: 3 flotte vine, men ingen følte at vi endnu havde været helt til tops på forventningens stige. Min vinder i dette sæt blev Percarlo med sin mere Toscanske stil end Boriano, der fik samme antal point.

I morgen er det tid til aftenens 3 sidste vine. Med held var det lykkedes at få de 3 bedste vine placeret sammen i det sidste heat. Guf siger jeg bare, og på gensyn i morgen.