I en travl juletid, hvilken vin skal man drikke?

Alle taler julevin i disse dage og mine bidrag til den snak kan du få her på flere forskellige måder:

Saint Joseph redwine

Vi husker da det var sommer, og vi drak vin i haven

Mit mest traditionelle indlæg om vin til jul, peger på at jeg kommer til at drikke god Pinot Noir – nok fra Californien!

Det alternative bud på vin til julen har jeg gæsteblogget om hos Kasper Bergholt. Og lad os bare slå fast, Champagne og Riesling kommer på bordet juleaften hos os.

TV duel kom jeg også i på Ekstra Bladet. Her diskuterede Christian Philipson og jeg om man skulle drikke traditionel vin, eller moderne vin til julemaden. Jeg var heldigvis tildelt det traditionelle som mit kort og Chateauneuf-du-Pape ville i den grad være velkommen på mit julebord.

Håber at én af ovenstående kan være med til at hjælpe dig, i forsøget på at finde den perfekte julevin til dig og dine gæster!

___________________________________________________________

Her til sidst et par noter på et par vine vi har nydt over frokosten på kontoret, i denne travle tid. Tak til en god kollega for at medbringe disse dråber. Det har altid været min holdning som vinhandler, at det vigtigste er at smage kon-kollegaernes vine.

Pierre Gonon

2010 Blanc, Saint Joseph

2010 Pierre Gonon, Les Olivieres, Blanc, Saint Joseph – Stor frugteksplosion med tropiske frugter, der holdes i hel stram snor af høj mineralitet. Der er ikke den store frugtsyre, men med balancen mellem frugtintensitet og mineralitet er det næsten heller ikke nødvendigt. En rigtig flot vin med lang og intens karakter. Stilen her fra Gonon er flot balanceret og jeg kunne virkelig godt tænke mig at smage hans røde vine. De må jagtes.

Gonon er anerkendt som klart en af de bedre producenter fra Saint Joseph. Stilen kendt for at være klassisk med høj smagsintensitet. Jeg har ikke smagt noget fra ham før, men forhåbentlig var dette ikke sidste gang. Dette er en hvidvin fra Rhone, fremstillet på Marsanne og 20 % Roussanne. Ikke en vin man støder på hver dag. 

Bachelet

2005 Rouge

2005 Domaine Bachelet, Cote de Nuits Villages – Mørk rød i farven. Stor og åben duft med blommer, ribs og hyldebær. lakrids og sort mineralitet efterfulgt af lidt frisk fyrtræ. Tæt i smagen med lidt hård struktur. Tanniner der stadig holder på frugten og så lukker den op! Stor åben rød palet med jordbær og ribs i front. Mineralsk friskhed og stor frugtrigdom. Lækker styret stil, der vil have godt af et par år mere på langs, på trods af den lille AOC.

Lad os så ellers se hvad resten af december måned byder på af gode oplevelser. Lige om lidt er den store del af juleræset overstået og en serie af fridage står i kø for at blive fyldt ud med gode flasker, hvilket helt sikkert sker.