…det var en lørdag aften…

Lørdag var en dag med mange gode flasker, først da jeg underviste på WSET, sidenhen hos gode venner om aftenen.

IMG_0382WSET bød denne dag på Italien, Portugal, Spanien og Amerika. 4 lande, hvor der sker rigtig mange ting i øjeblikket. For mig er Portugal måske et af de mest interessante, alene de mere end 1200 druesorter danner grobund for så mange oplevelser. Desværre er vores udvalg i Danmark stadig ikke særlig stort, sammenlignet med det stigende kvalitetsniveau i Portugal. Jeg så på den netop overståede Prowein, hvordan det summede af energi og positiv ånd i Portugals område. De få vine jeg fik smagt var af flot høj kvalitet. Hvis du går rundt med en forestilling om at portugisisk vin alt sammen smager af gammel tør portvin, så tager du fejl. Her er finesse, frugt og intensitet. Personlighed fra unge vinmagere der vil vise den nye moderne side af lige netop deres region. Det kan være alt fra Bairrada til Dao eller Douro. Store vine, som vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden.

Ud over en fremragende Barolo, så smagte vi også forskellen på det gamle klassiske Rioja, i form af Tondonia Reserva 2000 sammen med en moderne Ribera del Duero, hvor producenten er glemt. Efter min korte mening, så har Spanien stadig store udfordringer med at få terroir nok i alle de interessante vine der kommer fra mange små gode regioner i disse år.

Lørdag aften gik der hygge i den, i gode venners lag. Tak til Peter for invitationen og Søren for at lægge hus til. Her er ganske korte noter, fra hukommelsen til aftenens vine.

Første flaske var en prøve som Søren havde fået hjem, til sit importfirma SA Wineimport. En frisk blanding af Sauvignon Blanc og Chenin Blanc. Yderst velfungerende i frugten og med frisk frugtsyre. Sjov kombination hvor Sauvignon Blanc gav friskhed og grønne urtede elementer, men blev understøttet af fedme og cremet fylde fra Chenin Blanc druen. Det er interessant at se hvordan især de hvide vine fra Sydafrika i øjeblikket leverer god kvalitet og personlighed til prisen.

Bourgogne Leflaive
2007 Domaine Leflaive, Blanc, Bourgogne
– startede fint ud, men blev hurtigt flad og stram i betrækket. Den har nok smagt fint for et par år siden, nu viste den kun lidt typisk ristede popcorn og fedme i et kort øjeblik.

Chardonnay Moreson
2012 Moreson, Mercator, Chardonnay, Franscchoek, Sydafrika
– sprød og lækker frugt med stor typisk Chardonnay intensitet. Noter af tropisk frugt, som blev holdt stram på plads af fin citrus. En pæn del fad, som var nydeligt integreret.

Le Dix Los Vascos
2009 Los Vascos, Le Dix, Colchagua, Chile
– fremstod helt fin og fokuseret i frugten med solbær og ristede noter fra fadet der balancerede på en knivsæg. Jeg serverede den bevidst kølig, hvilket holdt den modne frugt lidt nede og gjorde at de andre gættede løs på stor Bordeaux. Derefter gik buddene på Napa Valley, hvilket gav god mening. En flot vin, hvor elegancen var mere dominerende end den tunge frugt.

Reserve Cabernet Sauvignon
2006 Beringer, Cabernet Sauvignon, Private Reserve, Napa Valley
– stor vin med kompakt frugt. Dekanteret i 4 timer, hvilket absolut klædte den. Solbær og skiffer i en skøn blanding. Gode tanniner og frugtsyre til at give balance. Fik mig til at tænke Bordeaux først, men den havde ikke rigtig nogen typicitet der pegede i retning af nogen kommune, så sammenlagt med den lidt mere modne frugt, så endte jeg med at gætte Napa Valley.

Spatburgunder
2007 Dr. Bassermann-Jordan, Königsbacher Ölberg, Spätburgunder, Pfalz
– hvor er det herligt at se Pinot Noir druen overstråle og skære fuldstændig igennem de 2 store Cabernet Sauvignon baserede vine. Herlig høj frugtsyre og smagsintensitet. Lav mundfylde, men hvad gør det når eftersmagen alligevel vokser og viser vinens klasse? En mineralsk Pinot Noir hvor de klassiske jordbærnoter understreges af lidt skovbund og kogt rabarber. Knivskarp og stadig en ung vin med stort potentiale.

Riesling Kabinett Mosel
2007 St. Urbans-Hof, Ockfener Bockstein, Riesling, Kabinett, Mosel
– med kun en anelse sødme, som var fint balanceret af frugtsyren, så stod denne perfekt sammen med brien på ostebordet. En anelse petroleum, men stadig med frisk kalket mineralitet og stor frugtkoncentration. En herlig levende vin, der rensede gummer og gane.

Tak for en hyggelig aften til alle.