Vi var tre mand i byen for at få lidt god mad og et par sjove flasker vin. Efter stærk anbefaling, valgte vi at bestille et bord på Restaurant Geist, som styres af Bo Bech. Jeg har hørt en del positivt om konceptet, så jeg glædede mig til at se hvad der ville ske på tallerkenen og i glasset.
Beliggende på en af byens fedeste adresser; Kgs. Nytorv. Vi kan ikke andet end glæde os til metrobyggeriet er overstået og vi får den smukke plads tilbage. Indtil da kan vi glæde os over at indgangen til Geist ligger i baggården, hvortil man også har udsigt fra størstedelen af restauranten. Borddækningen er rimelig uprætentiøs med enkelhed som gennemgående tema. Det er tydeligt at Bo Bech ikke ønsker at signalere fancy dining med denne restaurant. Tjenerne er afslappet påklædt, men med et stort smil på læben. Alt sammen med til at give en rigtig god stemning i hele lokalet. Menu- og vinkort er relativt simpelt opbygget. Lidt god vejledning fra vores smilende tjener, så vidste vi at vi måtte ud i fire retter hver. Vinmæssigt valgt vi en flaske hver, der så blev serveret blindt. En lidt anderledes og sjov måde at gøre det på, når vi nu ikke alle valgte det samme.
2011 Roland Schmitt, Altenberg de Bergbieten, Riesling, Grand Cru Alsace – valgt af Philippe. Ikke den mest typiske Riesling jeg har fået længe. Første flaske afskrev vi med prop, anden flaske var klart bedre. Stadig synes jeg at den havde noget muld og urenhed som gjorde at rieslingen ikke stod frem med sin vanlige friskhed og elegance. Vi endte med at gætte på Pinot Gris fra Alsace 2011.
Vores første servering var: Tatar af jomfruhummer med yuzu og hibiscus. Køn er den ikke på et billede, men rolig at se på i virkeligheden. Og vigtigst af alt sprængfyldt med smagsnuancer. En flot servering, som jeg med glæde kunne spise en ekstra af.
2012 Meinklang, H12, Herslevlu, høstet i Ungarn, fremstillet i Østrig iflg. vores tjener – valgt af mig som en drillepind. Den var noget nær umulig at gætte, men et interessant glas vin. Allerede meget gylden af så ung en vin, med en anelse oxidering i næsen som især generede vores vinmager-gæst. Noter af hyld og ananas stod fint sammen med lidt citrusfrugt. Lav syre sammen med et fersken element sendte bud i retning af Condrieu og Viognier. Ganske glimrende bud.
Anders havde valgt Pighvag med fennikel ravioli på gruyere. Jeg ville have nuppet en enkelt, men nåede det ikke. Iflg. Anders en yderst velsmagende ret, hvor fisken var stegt perfekt. Serveringen her var måske aftenens flotteste.
Som min anden ret havde jeg valgt grillede blæksprutter med tamari, ingefær og sesam. En noget rodet servering, der signalerede det afslappede køkken. Alle komponenter stod flot til hinanden og de grillede forårsløg passede flot sammen med blæksprutten, der netop havde lidt bid. Smagsmæssigt en større oplevelse end synsmæssigt.
2009 Riberach, Synthese Rouge, VdP Cotes Catalanes – valgt af Anders. En kraftfuld vin, der var i flot balance. Den var sammensat af Carignan, Syrah og Grenache, men for os stod Syrah druen klart mest frem. Sort og intens med skovbund og fersk bacon. Jeg endte med at gætte Syrah fra Nordrhone, men ikke en af de bedste appellationer. Et glimrende glas vin.
Som kødret valgte vi alle sammen gulerødder med lammeryg og citron. Fantastiske små sprøde gulerødder, ovenpå en hel dusk af hyldeblomster og en stor mængde citronsaft udover. Lammet var rødt og intenst i smagen. Til at starte med fremstod dette som en flot ret med kødet og det syrlige fra hyld og citron. Da man passede halvvejsmærket, så blev citronen og syren en lidt for voldsom faktor.
Anders valgte stilton med chokoladeknas til dessert og flot så det ud.
Jeg valgte øllebrød med comté, der så knap så interessant ud. Osten lå i flager og dækkede hele billedet, her har jeg skrabet lidt til siden så man kan se de flotte pufkager og den flydende øllebrød nederst. En interessant ret, hvor osten smagte helt forrygende. Øllebrød var et eksperiment fra min side, og det behøver jeg ikke at jagte en anden gang.
Samlet set en rigtig god madoplevelse, hvor stemning, råvarer og selskab var helt i top! Det kan klart anbefales til alle der ønsker en god madoplevelse, uden at det skal blive for stift.