Jeg er blevet kontaktet af Tina Aaslyng Petersen, der er kandidatstuderende på SDU i Odense. Hun er igang med et projekt om et af mine yndlingsemner; Champagne!! Brug venligst et øjeblik på at læse hendes tanker igennem og skriv en lille kommentar i bunden af dette indlæg. Dette indlæg er skrevet af Tina.
At drikke champagne er som at drikke stjerner. Det sagde Dom Pérignon engang. Og helt ærligt, hvem kunne ikke liiige tage et glas champagne i ny og næ…?
Jeg er kandidatstuderende, og er ved at skrive speciale om danskernes forbrug af champagne. Jeg tænker her udelukkende på den ”rigtige” champagne, altså den mousserende vin, som kommer fra det franske Champagneområde. I den forbindelse vil jeg gerne høre jeres mening om champagne, og jeres forhold til champagne.
Personligt har jeg det sådan, at selvom jeg kan have truffet et klart valg, inden jeg går ind i en butik, kan jeg ikke undgå at blive fristet og alligevel bruge lang tid foran reolerne med champagneflasker, førend jeg træffer det endelige valg. Er jeg den eneste, der har det sådan, eller er der andre, der har stået i samme situation?
1 – Er der forskel på hvilken champagne I vælger, alt efter med hvem eller hvornår I skal nyde den?
2 – Har I nogen klare krav til en champagne, ligegyldig hvilken en I vælger? Drikker I f.eks. kun champagne fra én bestemt producent, er det kun blanc de blanc der kommer med hjem, eller er der andre præferencer der spiller ind?
3 – Lader I jer guide af vinhandleren, lytter I til andres vurderinger og anbefalinger, eller er I bare startet fra den ene ende af reolen?
4 – Drikker I kun champagne fra Les Grandes Marques eller kun fra små producenter (RM)?
5 – Hvorfor drikker I overhovedet champagne?
I Danmark har der været en tendens til, at man ofte ikke ville betale mere end højest nødvendigt for en flaske vin. Imidlertid har flere og flere i dag fået øjnene op for, at hvis man vil have den godevin og en ordentlig kvalitet, så koster det penge. Det øgede gastronomiske fokus på produktets kvalitet og den mere eller mindre romantiske tanke om en lille producent, der hver dag passer sine afgrøder i pagt med naturen, er blevet mere fremherskende gennem de seneste 10 – 15 år.
I dag skal vinen have ”x-faktor” eller terroir, altså udtrykke hvor den kommer fra, og afspejle de mennesker der har lavet den. Når man køber en vin, må der gerne følge en historie med. En lille fortælling om producenten eller en bemærkning om, at netop denne vin er en eller anden kendis’ favoritvin. Alligevel har champagne også i dag en særlig status som noget ekstravagant, der normalt nydes til festlige anledninger. Det har altid været mere acceptabelt, at betale lidt mere for champagne end for andre vine – det er trods alt også en rimelig omfattende proces. Måske er prisen også grunden til, at det ikke så ofte er en champagne, der er første valg, når man skal vælge en flaske vin til lørdag aften.
Forleden skulle jeg mødes med en veninde inde hos Le Petit i Torvehallerne. De har fået den geniale idé, at de hver onsdag eftermiddag holder Sparkling Wednesday. Da jeg talte med en af mine andre veninder om, at jeg skulle ind og drikke champagne, spurgte hun straks til anledningen. Som om man ikke ligeså godt kan nyde et glas champagne som et normalt glas rødvin(!).
Hvordan har I det med et glas champagne i ny og næ, er det noget I kan finde på at nyde, bare fordi I kan, og er der nogle af jer, der kan finde på at åbne en flaske champagne frem for en rød- eller hvidvin lørdag aften?
Vil du vide mere om Champagne? Læs min lille Guide til Champagne!
Tak for indlæg, kender godt problemstillingen med champagne eftersom jeg som dansker i Luxembourg ofter søger en anledning til at åbne for boblerne.
I dag er det nu mere ofte Fredage eller som starten på et godt besøg af venner og da det nordlige champagne og Reims kun ligger 2 timer herfra, tager vi 1 eller 2 gange Per år selv derned og handler primært ved de mindre producenter. Det er både godt mht charmen og økonomien.
Her ses en sådan tur http://www.what2how2.com/2013/03/how-2-do-champagne-run.html
Ha’ en fantastisk dag
Jan
1. Ja selvfølgelig. Måske ikke så meget producentmæssigt, men hvilken drue og hvilken tørhed. Nogle gange skal den kombineres med mad og andre gange bare med lyst.
2. Helst fra mindre producenter der står med fingrene i bolledejen selv.
3. Foretrækker at smage på sagerne, det er en vinhaldel ikke altid villig til ;), men så er der jo ofte div. smagninger. Allerhest smager jeg det ved vinbonden..
4. Bryder mig ikke rigtig om den måde de store producenter producerer og opfører sig på i Champagne, holder mig til små og mellemstore producenter.
5. En god champagne er noget helt særligt. Men jeg foretrækker hellere en god Cava eller Crement over en middelmådig Champagne.
Frederik, har du henvist den studerende til Solveig? Jeg er sikker på, at hun kan bidrage med en masse facts direkte fra hestens mule..
Dejligt med et indlæg, som stiller lige så mange spørgsmål som giver svar :).
Sidste spørgsmål først: Ja da! Det kan f.eks. være fredag istedet for at åbne en øl og gå og hygge før og under forberedelse af god mad. Behøver ikke være i anledning af noget andet end, at min kone og jeg hygger os og ser frem til weekenden. På den måde tænker jeg bare på champagne som en god flaske vin på linje med en god bourgogne e.l. i samme prisleje. Samtidigt er champagne jo så noget helt specielt, ikke pga. tidspunkterne, hvor jeg drikker det, men pga. den særlige, lette, svært beskrivelige, stemning og sindstilstand, som indtræder oftere ved indtagelse af champagne end ved indtagelse af andre typer vin.
Og nej, du er ikke den eneste som kan bruge lang tid foran reolerne hos vinhandleren :-). Det er for mig en del af oplevelsen. Forventningerne, forhåbningerne, mulighederne, som ligger gemt i flaskernes magiske indhold og som gør valget endnu sværere. For: Får man nu netop den der ubeskrivelige oplevelse, som fylder hele kroppen, med hjem med netop den, eller den eller den eller den flaske…? Og desuden er det jo en fornøjelse i sig selv, at få lov til at vinnørde den for fuld tryk med en kompetent og passioneret vinhandler som sparringspartner.
Mht. valg af champagne, så prøver jeg at være så lidt dogmatisk som muligt. Det gælder såvel druer som producenter og områder. Der kan selvfølgelig være mad, som indikerer hvilken smagsretning, man bør gå efter, men om det er store eller små producenter, blanc de blancs eller blanc de noir er generelt ikke en faktor for mit valg. Jeg holder af at udforske og blive udfordret. Blandt favoritterne er Lassaignes Blanc de Blancs og Serge Mathieus Blanc de Noirs (virkeligt meget for pengene!), såvel som både André Beaufort og Bollinger. De mindre producenter kan virkeligt ind imellem give sublime oplevelser, med smagsnuancer som overrasker og opfordrer til koncentration og fordybelse. På den anden side kan Bollinger f.eks. gang på gang give mig fornemmelsen af, at nu er jeg “hjemme igen” mht. den der fornemmelse af lethed og nydelse og … Og endelig, prisen: Du nævner det ikke som en faktor, men med en almindelig lønindkomst bliver det jo af og til en faktor, og jeg har drukket NV champagne til lige godt et par hundrede kroner, som var en langt større oplevelse en nogle årgangschampagner i 600 kr og opefter lejet. Når det kommer til pris, er jeg nok i mest tilbøjelig til at bruge flere penge på de mindre producenters vine fremfor vintage fra de store producenter. Uden at jeg i øvrigt lige kan argumentere for hvorfor.
Michael 🙂
1 – Er der forskel på hvilken champagne I vælger, alt efter med hvem eller hvornår I skal nyde den?
Nej og jo. Pt. prøver jeg en del forskellige mærker igennem, og derfor er der til tider forskel på hvad der kommer i glasset. Hvis det er en særlig anledning/særlig undskyldning, vælger jeg en dyr champagne for også at få prøvet dem. De fleste kommer fra kælderen og tager man en skal den erstattes af en til samme pris eller højere.
2 – Har I nogen klare krav til en champagne, ligegyldig hvilken en I vælger? Drikker I f.eks. kun champagne fra én bestemt producent, er det kun blanc de blanc der kommer med hjem, eller er der andre præferencer der spiller ind?
Favoritten er Blanc de Noir. Som regel virker de mere fyldige og mere interessante. Blanc de Blanc er ofte ret voldsom i syren (når de er unge), og kræver for mig en vis tilvænning. Blanc de Noir er noget jeg som regel tager fordi de, for mig, ofte har været interessante. Jeg har dog ikke problemer med at hive en anden flaske ned fra hylden.
3 – Lader I jer guide af vinhandleren, lytter I til andres vurderinger og anbefalinger, eller er I bare startet fra den ene ende af reolen?
Altid, hvis nogle har et godt råd skal det da prøves. Men de får ikke lov til at skuffe mange gang før jeg ved at det ikke er dem jeg skal lytte på.
4 – Drikker I kun champagne fra Les Grandes Marques eller kun fra små producenter (RM)?
Det er blandet, meget blandet. Og hvornår er de små?
5 – Hvorfor drikker I overhovedet champagne?
Det smager godt. Spørgsmålet burde være, hvorfor begyndte du at drikke champagne? For mig er det sikkert luksus-delen og den gode smag. På et tidspunkt fik jeg lov at smage en masse forskellige bobler, og champagne var altid bedst. Men jeg er ikke helt sikker på hvorfor lige champagne var så godt, men mit personlige mål er også at finde en rigtig god og billig champagne 🙂