Efter med stor fornøjelse at have været dommer til Dansk Frugtvinsskue så blev jeg forleden udsat for 2 helt anderledes måder at bruge et æble til at fremstille en alkoholisk drik. Frugtvin har et stort potentiale i Danmark og dette er blot 2 af mange gode muligheder. Som vinekspert er det yderst interessant at se nye måder at bruge frugt i Danmark på.
Frederiksdal, Æblefino, Vin af Æbler, lot 14-03 – ok, så bliver det mærkeligt. Fino er et udtryk vi kender fra Sherryens forunderlige verden. Det er de tørre udgaver, hvor Sherry lagres under et lag af flor, som notergærsvamp-agtig ting der lægger sig ovenpå mosten og sørger for at den ikke kommer i kontakt med ilt. Det plejer at tilføje en hulens masse mineralitet og kalk til den tørre Sherry. Her er produktet fremstillet på æbler, som jeg ikke tror kommer fra Frederiksdal? Æblevinen er lagret på et gammel Sherryfad og har iflg. producenten fået maksimal oxidering. Altså det modsatte af hvad man ville gøre med en Fino i Spanien. Det forstår jeg ikke rigtigt, så jeg spurgte ind til det hos Morten Brink Iwersen fra Frederiksdal. En opklarende telefonsamtale gav yderligere oplysninger. Æblerne er fra Lilleø og hele projektet er startet op i samarbejde med Meyers, da det var deres æbler. Produktionen er foregået ved at alle æbler blev skåret over i hånden for at tjekke for råd, derefter most og stillet i åbne spande i 7 dage for at fermentere. Her stod de og blev oxideret i en sådan grad at der blev sort på toppen. Efterfølgende ville man presse, men æblegrøden ville ikke lade sig presse i en standard presse, så løsningen var at lade den dryppe af over en uges tid. Endnu mere oxidering til følge… For ikke at lave en lavalkoholisk æblevin, som mange andre, så er der tilsat sukker så den kunne gære op til 15 % alkohol og helt tør med 0 gram restsukker. En yderst interessant vin som stadig er på eksperimental plan.
Smagen er fantastisk flot, hvis man kan lide bevidst oxideret vin. På denne måde synes jeg det er rigtig lækkert. Præcise noter af grønne æbler, som bakkes op af ristede mandler og tunge brødnoter. Kombinationen af friskhed og de tunge sekundære oxiderede toner fandt jeg rigtig interessant. Den er muligvis ikke klokkeklar i sit udtryk men yderst interessant.
2013 Snoremark, Æblemjød, Humle – et produkt jeg ikke har set før. Tanken var iflg. udskænker og producent at få balanceret den bitre smag fra humlen, som mjød laves på, ved at tilsætte frisk lynghonning. Resultatet stod knivskarpt i glasset med ren æblekarakter og en fin sødme. Der var en fornuftig friskhed fra æblernes naturlige syre og honningen gav med sin sødme en god mundfylde. Et rigtig godt produkt, som det kunne være sjovt at prøve til frugtdesserter eller modne blåskimmeloste.
Jeg er sikker på at vi ikke har set de sidste muligheder med æbler her i landet. Sammen med kirsebær, så er æbler klart de mest interessante elementer til at fremstille frugtvin af i Danmark.
En enkelt bemærkning her fra bryggeriet. Der bruges rigtig meget honning til produktionen af Æblemjød, men ikke lynghonning. Honning der bruges er en blanding af honning fra lokalområdet. Udover vores version med Humle er der også en Hyben version, som måske er endnu mere egnet til den søde dessert.
Hej Thomas
Tak for din kommentar, jeg beklager fejlen fra min side.
Mvh
Frederik
Er det muligt at få en opskrift på æblemjød evt. Med hyben?
Hej Mikael
Det kan jeg desværre ikke hjælpe med.
Mvh
Frederik