Vinblog – Vinkreutzer i glasset

Som opfølgning på en artikel i magasinet Gastro, har vinmager Jon Frederik Capoul Høyrup skrevet nogle uddybende artikler, set fra vinmagerens synspunkt. Nedenstående artikel skal derfor 100 % tilskrives Jon. Jeg siger pænt tak for gæsteindlæg. Dette er part 2 i serien, læs 1. afsnit her, 2. afsnit her , fortsættelsen kan læses i 4. afsnit.  kommer her på bloggen på fredag.

 

 

Det Andet Bordeaux # 3 bliver lidt anderledes end de to foregående – lidt mindre filosoferende, mens den nærmer sig det, det handler om: Vinen.

Rene Langdahl siger “Château le Raït er ikke klassevin, men den fortæller tydeligt om sin oprindelse og så er den først og fremmest genial til sydvestfransk landmad, bistro-style og hudløst ærlig.” En karakteristik som jeg er rigtig glad for og som indeholder flere pointer, som jeg er nødt til at kommentere.

Første pointe [Le Raït er ikke klassevin]. Nej gudskelov, og det skal den heller ikke være. Jeg og vi laver en vin som skal drikkes, ikke gemmes. Det er ikke mangel på klasse forstået som nedprioritering af kvalitet. Tværtimod. Det er en kunst at lave ung saftig vin. Men det er et helt bevidst valg ikke at stræbe efter cru’erne. Dem er der rigeligt af, og der er mange, der er meget bedre til den stil. Jeg mener, det gælder om at finde sin egen plads og sin egen måde at gøre tingene på. Og på Raït har vi altså en tradition og forkærlighed for, at vores vine nydes unge og saftspændte, fordi det er den måde, som vi selv drikker vin på – til lyst, til mad, til fest, til hverdag, til… Klasse er ikke et fyord, men det konnoterer nogle ting, som ikke nødvendigvis harmonerer med vores måde at gå til vinmageri på. At denne model så også stemmer godt overens med den udfordring, at vi sælger vores vin (alt for) billigt og derfor er nødt til at sælge stort set det hele hvert år for at få et cashflow, det er en sidegevinst.

Anden pointe [den fortæller tydeligt om sin oprindelse]. Tak, det er vi glade for. Vi bor midt i Merlot-land og vi er stolte af at honorere den lokale tradition for at lave blød, frugtig, saftig og let drikkelig merlot til bordet. Mange af vores naboer er gennem de seneste år gået bort fra den tradition for i stedet at høste meget moden frugt med potentiel alkohol% 1-2 grader højere end vores 12-12,5%. Det giver, synes jeg, nogle tungere vine, som kan klare en masse træfad. Spørger man hvorfor naboerne laver disse vine, besvares det med, at det er den type vin, markedet vil have. Deres marked, deres hovedpine. Vi er glade for, at vores kunder heldigvis kan lide den samme type vin, som vi kan – let og frugtig.

Tredje pointe [og så er den først og fremmest genial til sydvestfransk landmad, bistro-style]. Det er lige præcis det, der er pointen med vores vin – at lade den følge den lokale gastronomi. Og hvad kunne være mere naturligt? Det er jo for hulen den samme vin, som vi selv tapper af hanen i en dunk og slæber med hjem til middagsbordet. Det er præcis dén vin, som vi også sælger til dig, der drikker den her i Danmark. I øjeblikket laver vi kun en rødvin, en hvidvin og så to forskellige bobler. Men det er rødvinen som bærer produktionen. Og eftersom der kun er én, er det nødt til at være en, som vi også selv kan lide. Der er ingen vej udenom det faktum, og derfor er det ret meget bulls eye, at den passer til sydvestfransk landkøkken.

Fjerde pointe [hudløst ærlig]. Hvis det er det, der skinner igennem, er jeg en glad mand, fordi en stor del af bestræbelsen er netop gennemsigtighed. Vinproduktion kan være en gedulgt affære. Bureaukratiets bånd snerrer, så bonden giver igen ved at holde kortene tættere. Forbrugeren bliver taberen. Ærlighed handler om at turde stå ved, hvad der er i flasken. På flere niveauer faktisk. Både rent kemisk, altså er der brugt fx syrestabilisator, træspåner etc. Men også, og måske faktisk i højere grad, handler ærlighed for mig om at turde stå ved, at Le Raït ikke er eller skal forsøge at være en klassevin (se første pointe). Men at den skal kunne udfolde sig som den lette og frugtbårne vin, den både kan & skal være. Og er. Falskhed ville fx være, hvis vi udgav os for at være stor klassevin med enormt lagringspotentiale etc. Men det, mes amis, er bundløst uinteressant.

Tak til Jon for indlæg, læs 4. afsnit i historien her.