Hvid Bourgogne er noget af det vin jeg sætter mest pris på, men hvis man ønsker at købe Chassagne, Puligny eller andre topnavne fra Bourgogne, så bliver det hurtigt afsindig dyrt. Saint Aubin er underdog, så langt tror jeg godt vi kan blive enige. Om kommunen er undervurderet, eller bare giver utrolig meget kvalitet for pengene bliver så vores næste diskussion. For mig så er det ofte flotte hvide Bourgogner med intensitet, tyngde og bredde. Sammenligner man med vinene fra den ’rigtige’ side af den gyldne skråning i Bourgogne, så mangler de muligvis finesse og elegance.
Saint-Aubin appellationen ligger ikke på den normale skråning i Cote d’Or, men i en sidedal vest for Chassagne Montrachet. De bedste marker ligger i direkte forlængelse af 1’er Cru marker i Chassagne. Der produceres omkring 1 million flasker med Saint-Aubin på etiketten, heraf 75 % hvidvin.
Forleden havde en kollega medbragt en version fra Bernard Moreau som vi startede med blindt, bagefter følte vi os presset til at smage den sammen med Benjamin Leroux fra Suensons sortiment. Det var en interessant sammenligning. 2 forskellige stilarter, men begge rigtig flotte.
2012 Bernard Moreau, Sous Roche Dumay, 1’er Cru Saint-Aubin – stod knivskarp I glasset med funklende flot syre og mineralitet. Var fra start så mineralsk så jeg et kort øjeblik tænkte Chablis. Efterhånden kom der dog mere fedme på, men stadig styret af høj frisk syre. Noter af citrus og helt grønne æbler. En vin med høj smagsintensitet, hvor syren dog for mig blev en lidt for dominerende faktor, der ikke var helt i balance. Utrolig ren i eftersmagen med grøn frugt og mineralitet.
2012 Benjamin Leroux, Les Murgers des Dents de Chien, 1’er Cru, Saint-Aubin – muligvis et af de mest umulige navne at udtale fra Bourgogne. Mindre charmerende på næsen, men også med en varmere mere tropisk frugtkarakter. Her var mere ananas og ferksen og mindre æble. Smagen havde en hel anden struktur, hvor fylde og moden frugt dominerer og frugtsyren nærmest er skjult bag den cremede frugt. Med tid kom syren lidt mere frem, men manglede lidt til at give friskhed i vinen.
Samlet set 2 flotte vine, hvor Moreau klart stod skarpest og mest umiddelbar charmerende. For mig vandt Leroux dog på sin højere smagskompleksitet og dybde. Herligt at vi på kontoret på ingen måde var enige, nogle kunne klart bedre lide den skarpere fokus hos Moreau.
Nu er i heller ikke så skarpe på det kontor så det gør noget, i skulle hellere komme ind i butikken og møde de
helt skarpe, der ved de hvordan man smager på vin 🙂