Naturvin og Frederik Kreutzer er ikke noget der normalt hænger sammen. Denne aften havde jeg dog fået en invitation fra folkene bag Den Vandrette, en vinbar der er ejet af vinimportøren Rosforth&Rosforth samt et par andre interessenter. Rosforth er kendt for sit store udvalg af naturvin, så jeg sagde pænt ja tak med åbent smagesind. Samlet set var det en fornøjelse at smage på både mad og vin denne aften.
Når man skal kombinere mad og vin, så er der 2 muligheder:
a) Find en vin der matcher maden bedst muligt og hvor komponenterne følges ad og giver harmoni og balance. Eksempel: oksebøf og rød Bordeaux.
b) Giv den gas og gå modsat. Find en vin der støder sammen med elementerne i maden. Modsætninger mødes, støder sammen og skaber en mere uventet balance. Eksempel: Indisk karry og tysk riesling med lidt sødme.
Det er de sidstnævnte kombinationer som er mindeværdige, version a) kan være lækkert, men den går hurtigere i glemmebogen. Denne aften på Den Vandrette havde vi fornøjelsen af en fantastisk kombination.
Den ene af vores forretter var sardiner på julesalat med persille og salvie. En heftig smagskombination med fuld skrue på især det salte element. Salvie og persille blev bakket op af en syrlig dressing, så vinen skulle virkelig kæmpe for at være med. Vores hvide Bourgogne blev banket ud af banen, men det var heller ikke meningen at den skulle passe. Til gengæld fik vi en florlagret Jura vin på 100 % Savagnin som med sine salte noter spillede med og så alligevel var det frugtintensiteten som skabte den store harmoni!
Resten af aftenen bød på en serie af fine kombinationer, her udtrykt i billeder med kommentarer.
Charles Dufour, Bulles de Comptour #3, Champagne – fremstillet på hovedsageligt Pinot Blanc, hvilket er yderst sjældent. Meget frisk i stilen med et herligt saltet element. Afsluttes med fin æble/citrus karakter.
Kørte sammen med 2 halve djævleæg med soya og rygecreme. Velsmagende og ganske glimrende start.
2012 B. Perraud, Saint-Veran – så gik der lidt mere bio i den. Duft af kærnemælk og kværnet smør i stor stil. Fed i frugten med fin frugt i smagen. Et lidt mere rustik stil herfra Saint-Veran.
Denne hvide Bourgogne passede fint sammen med vores salat med persille- og gulerod, men faldt sammen ved næste ret.
2007 B. & S. Tissot, Château Chalon, Jura – så gik der über naturvins mineralitet og flor hørm i glasset. En stil der bare ikke ligger lige til højrebenet, hvis du spørger mig. Fruen trak på næsen og sagde: “really?” Jeg tænkte Sherry under flor, herlig duft med fin mineralitet og sprød saltlage. Var der frugt, så var det gemt godt af vejen. Men, som nævnt længere oppe, så var matchet til maden genialt! Denne type vin kræver at få det rigtige mad serveret, ellers er det ikke rart at drikke.
Fin ret med julesalat, ansjoser og salvie, meget salt i stilen men det stod godt til vinen.
Nu nærmede vi os en servering af hovedret og fik 2 forskellige typer rødvin i glasset.
2009 Marc Angeli, Grolle Noire, Vin de France – i den røde genre viste der sig helt nye nuancer af de naturlige vine. Denne fremstillet i Loire på den lokale Grolleau vindrue havde store mængder frisk rød frugt på plakaten og var herlig saftig og frisk. Ordet ‘sappy’ minder mig om Roberto der kunne bruge det om denne type vin. En vin jeg gerne ville nyde afkølet som her, på en varm sommerdag udenfor.
2012 Brutal, Remi Poujol, Languedoc – en vin som er fremstillet af 5 vinbønder der er gået sammen om dette projekt. Ikke om jeg fatter at de sender denne vin på markedet. Uren, tung og klodset. Super tjener der straks fjernede den og kom med en ny vin.
2010 Stella di Campalto, Rosso di Montalcino – så var der herlig frisk og ren Sangiovese smæk på tungen. Røde frugter med renhed og præcision.
Dagens ret denne aften var lammeskank, serveret med nogle linser jeg ikke var glad for, men som fruen nød i stor stil. En stor servering som vi heldigvis var 2 om at dele.
2011 Ranciolytique, Antony Tortul, Languedoc – fresmtillet på de 3 sorter af Grenache druen: blanc, gris og rouge. fabelagtig lækker vin hvor syre, sødme og smagsintensitet sad lige i skabet. Et herligt ranciopræg fra den specielle lagring på glasballoner udendørs. Giver noter af rosiner og læder, på den fede måde. At den samtidig sad lige i skabet til vores oste var bare smukt. Fruen er normalt slet ikke til dessertvine, men denne blev i den grad godkendt.
3 oste sluttede vores flotte og lækre middag af denne aften. 2 år gammel comté, mont d’or og stilton. Vellagrede, veltempererede og yderst velsmagende.
Samlet set en super aften på Den Vandrette, der kun kan anbefales. Dette er stedet på til en hyggelig middag for 2, men også til at mødes med venner til et enkelt glas og en Dagens Ret. Afslappet atmosfære og kompetent betjening åbner op for mange muligheder. Uover et bredt sortiment af naturvin, så har Den Vandrette et imponerende bredt vinkort med mere konventionelle vine.
Jeg var inviteret med ledsager til en uformel aften på Den Vandrette, på deres regning. Vi siger tak.