En vidunderlig Bourgogneaften på Frederiksberg blev naturligvis startet fornuftigt op, hvilket vil sige med et par flasker Champagne. Inden vi skulle kæmpe os gennem et batteri af rød Bourgogne fra 1999 årgangen, så var der en enkelt Meursault der bød sig til. Som vanligt, og heldigvis, så afsluttede vi aftenen med en god håndfuld flasker fra Mosel. Riesling med alder er bare noget så lækkert. Alle vine blev smagt åbent og med stor nydelse.
Læs noter til vinene fra 1999 her.
2002 Jean Milan, Terres de Noel, Blanc de Blancs, Brut, Grand Cru Champagne – komplet ufokuseret og uden nogen form for balance mellem de forskellige elementer. Kan ikke finde noget positivt at sige om denne. 3 point
2002 Gosset, Celebris Brut, Champagne – så står verden stille og man bør rejse sig og give honnør. Majestætisk smuk og lækker, men i den absolut mere kraftige stil. Brødnoter som holdes i stram snor af frugtsyren. Ekstrem høj smagsintensitet der bare bliver ved med at vise nye komplekse noter. I et stort Bourgogneglas havde denne det perfekt! 9 point
2011 Antoine Jobard, Perrieres 1’er Cru, Meursault – var for kold til at starte med og derfor meget lukket. Åbnede op for godteposen og viste hvad 2011 hvid Bourgogne kan. Præcision med god frugtsyre og i dette tilfælde en forfriskende mineralitet. Ikke vildt stor og fyldig, men rank og intens. Dejlig kop og aftenens eneste hvide Bourgogne. 7 point.
Her kom så aftenens tema med Bourgogne 1999, hvor noter kan læses andetsteds på bloggen. Og fortsættelsen bestod i et par gamle flaske fra værtens samling.
1964 Arsén (Am)iot, Les Charmes 1’er Cru, Chambolle Musigny – den skrøbelige gamle dame ankom til festen med håret sat op til fest. Ligeså skrøbelig som elegant og med en udstråling der vidner om en god lang historie. Denne havde finessen og den helt præcise frugt. Der var alle de smukke sekundære noter der kommer af et langt liv i flasken og det hele var så smukt og enkelt afstemt. 9 point Jeg er ikke sikker på producentens navn, så hvis du har et andet bud må du endelig sige til.
1978 Domaine Bertagna, 1’er Cru, Vougeot – sweet balance! En herlig finesserig kop hvor alle elementer stod lidt rank og voldsomt, men i god balance. Absolut i live, men ikke med den helt charmerende frugt. 7 point.
Så kom aftenens eneste blinde vin, og alle regnede naturligvis med at det måtte være Bourgogne. Jeg må på egne og andre vegne indrømme at ingen gættede udenfor Bourgogne. Snydt igen…
1966 Jaboulet, Gigondas – god bredde i frugten med noter af chokolade og blommer. Havde en pudsig kombination af saftig moden frugt og aldrende støvede noter. Indenunder en pæn struktur med både syre og tannin. 6+ point.
Virkelig sjovt at smage denne vin, som stod rigtig flot også i sammenligning med de gode Bourgognevine. Det viser endnu engang at når vinene bliver gamle, så minder mange områder om hinanden i stil.
1990 Fritz Haag, Riesling Spätlese, Bruneberger Juffer Sonnenuhr, #14, Mosel – præcis sådan der skal gammel Spätlese serveres! Starter ekstremt lovende med fin frugtsyre og intensitet. Herlig balance hvor alting står rigtigt i glasset, men rimelig hurtigt begynder den at flade lidt ud. Dem ved bordet der havde smagt den for nylig, mente at flasken muligvis havde en lille skævhed. Jeg smilede dog klart det meste af tiden. 8 point.
1990 Helmut Clüsserath-Weiler, Riesling Auslese, Trittenheimer Apotheke, Mosel – blød, cremet konsitens og tunge modne frugter. Finessen tilhører en anden tidsalder og det bliver mest af alt en tung moden flaske Riesling, med god sødme. 5,5 point
1990 Weingut J. Lauerberg, Riesling Auslese, Berncastler Doctor, Mosel – rigtig flot fokus i både næse og mund, med herlig frisk duft af hyldeblomst. Intens på både frugt og mineralitet. Et stort terroir der var med til at give stor dybde i denne vin. 7,5 point.
1990 Forstmeister Geltz Zilliken, Riesling Auslese, Saarburger Rausch, Mosel – dyb rav i farven og en anelse uren i næsen. Høj syre, men manglende frugtnuancer. Måske flasken var en anelse træt. 5 point.
1976 Karl Erbes, Riesling Beerenauslese, Ürziger Würztgarten, Mosel – så køre hele bussen!! Det er lige netop den store riesling vi havde ventet på. Alle elementer sidder perfekt og solen skinner næsten her tæt på midnat! Intens, tæt og fjerlet på samme tid. Elsker det her og nu ved jeg IGEN hvorfor jeg nyder at smage gammel Riesling. Det her virker. 8,5 point.
1976 Robert Eumagel, Riesling Auslese, Ürziger Würztgarten, Mosel – ren i frugten og egentlig ok. Bliver bare kedelig og flad ovenpå den absolut mere søde vin inden.
Endnu engang stort tak til alle for en dejlig aften!! Mange store flasker, men også et par skuffelser undervejs i processen.
Hej Frederik
Som ivrig læser (men knap så flittig kommentator) har jeg lagt mærke til, at du er begyndt med et nyt pointsystem, som jeg formoder er en 10-skala.
For et stykke tid siden nævnte du, at du overvejede en ny måde at rate på. Det ser så ud til at være trådt i kraft?
Vil du knytte nogle kommentarer til denne nye tilgang? Måske baggrund og hvordan man kan sammenligne dine point med en 100 point skala?
Mvh
Rasmus
Hej Rasmus
Ja denne aften blev det en ikke nærmere gennemtænkt 10 point skala.
Jeg har stadig store og forkromede planer om at udvikle mit eget helt unikke, super geniale pointsystem. Det er på ingen måde trådt i kraft endnu… Jeg har en tendens til at bruge et helt enkelt system på de aftener hvor jeg smager vine indenfor et givent tema. På den måde er det lidt nemmere at forholde sig til hvilke vine man bedst kunne lide i den sidste ende. I disse tilfælde er det mere ment som en rettesnor på aftenen, end som en fastlåst skala. Da skalaen ikke er fast, så vil jeg heller ikke kunne sammenholde den med en traditionel 100 point skala.
Jeg skal nok råbe op, den dag jeg ser lyset og får skabt den mest geniale skala som verden endnu har set. Indtil da må du, og andre, leve med mine skiftende luner. Jeg skal nok blive bedre til at nævne hvad jeg giver point efter, på en given aften.
Hyg dig
Frederik
Hej Frederik
Helt ok 🙂
Det ser jeg frem til.
/Rasmus