Lidl har igen Chateau-uge og har tilsendt mig et udvalg af flasker til bedømmelse. Her i første runde kigger jeg på 2 hvide varianter fra det franske landskab. Alsace er på bordet med en klassiker over alle klassikere; Riesling druen, høstet fra en af de mindre kendte Grand Cru marker. Som alternativ er der noget så interessant som en hvid Bordeaux. Her fra området Pessac-Leognan, som ligger lige syd for selve Bordeaux by. Chateau Baret som det her drejer sig om, ligger nærmest inde i byen.
Lad os se hvordan disse to vine udviklede sig i glasset:
2011 Paul Bruckert, Riesling, Wiebelsberg, Grand Cru, Alsace – tydelig og typisk duft. Her er citrusskal og lidt hvide blomster. Smagen lever slet ikke op til den flotte duft, her er mineralitet og syre, men ingen frugt. Et eksempel på en kedelig Riesling, høstet fra en Grand Cru mark, men slet ikke med den kompleksitet og dybde der burde være. Ikke ok glas vin. Med tid, så åbner denne lidt mere op for frugten.
2009 Chateau Baret, Blanc, Pessac Leognan – fedladen og høj intens. Her er blomster og moden frugt, en frisk syre og god kompleksitet. Jeg nyder de let oxiderede noter, som er typisk for en 5 år gammel hvid Bordeaux. Kombinationen af cremet frugt, syrlige bolcher og helt frisk mineralitet – jeg er absolut godt underholdt af dette. Til under 100,- kr er der her mulighed for at smage en kategori hvidvin, som man sjældent støder på.
Der var en hvid perle mere med i kassen fra LIDL; noget så lækkert som verdens bedste dessertvin. Chateau d’Yquem er toppen af kransekagen, det er perlen i hele Sauternes distriktet, det er muligvis vinen med den mest interessante historie. At du nu kan købe denne vin på tilbud, kan stærkt anbefales. Køb den nu og nyd den Nytårsaften, eller til en anden helt speciel middag.
Chateau d’Yquem er nummeret dyrere end de andre gode vine fra Sauternes, og med god ret. Her gås aldrig på kompromis med kvaliteten. Når der skal høstes, så går man gennem vinmarkerne op til 9 gange, for kun at høste de helt perfekte bær. I kælderen er der enorm selektering og kun det bedste kommer i de helt nye fade. Slottet skiftede ejer for nogle år siden. Det har altid været i familien Lur-Saluces eje, men nu bød de store drenge sig til og Bernard Arnauld fra LVMH koncernen er i dag ejer af slottet.
Sponsoreret indlæg. Alle omtalte flasker er tilsendt fra Lidl Danmark, uden løfte om eksponering.
Hey Frederik.
Hvad koster vinene?