Ugen har nærmest budt på urimelig meget god vin, så den éne flaske vælges mest ud fra et sentimentalt synspunkt. Vi har i firmaet haft besøg af Mr. Laurent Ponsot og smagt en bred vifte af hans vine, i flere årgange. Fantastisk vin, med stor elegance. Måske mere om det på et andet tidspunkt. Ugen sluttede med vinsmagning i Pressen i Politikens hus. Temaet var oversøisk og vestkysten af Californien især om lørdagen. Jeg havde fornøjelsen af at skænke et lidt bredt sortiment ud i 4 x 2,5 time. Tak til Jer der kom forbi og smagte, en fornøjelse med Jeres kommentarer og spørgsmål. Jeg kan ligeså godt indrømme det; Jeg elsker at stå på disse messer/smagninger. Det er så interessant at præsentere vine man har et forhold til, og få respons lige med det samme. Er vi alle enige? Nej heldigvis.
Jeg fik smagt lidt vin hos mine kollegaer der stod rundt omkring, men ikke rigtig taget noter. Her er hvad jeg umiddelbart husker som højdepunkter:
Husted Vin havde en serie rigtig flotte vine med. Naturligvis de mest funky etiketter. Rigtig flot Pinot Noir fra Hitching Post der bare var ren og saftig. Hobo Grenache vækkede i den grad også min interesse med en ustyrlig grim orange etiket. I næsen var der ikke meget at komme efter, men smagen var så lækker. Startede stille ud, men så kom den bare rullende med finesse og høj intensitet. Det var satme godt. Charles Smith havde også en del vin med på standen, men det har jeg lidt sværere ved rigtig at blive overbevist om.
Theis Vine stod ved siden af, men jeg fik desværre aldrig smagt noget her. Hørte ellers gode rygter om deres udvalg på dagen.
Skjold Burne havde et udvalg med, som jeg må indrømme at kende ganske udmærket. Wente som ligger i Livermore Valley er en yderst interessant producent, da de med deres planteskole har udviklet langt størstedelen af de Chardonnay vinstokke der er plantet i Californien i dag. Deres egen Morning Fog Chardonnay kandiderer stadig kraftigt til titlen som Bedste Chardonnay i Danmark til 100 kr. Kunne være sjovt at lave den smagning en dag?!
H. J. Hansen havde rullet deres udvalg af store brands frem. Beringer og Penfolds og intet andet. Der var engang hvor HJ var kendt for deres små interessante producenter. Der er sket et skift må man sige. Jeg fik smagt lidt hvidt og det var rigtig interessant. Beringer havde flot kontrolleret Chardonnay med, især deres Luminus fra Oak Knoll. Penfolds havde desværre ikke noget stor Chardonnay med, det har jeg ellers smagt tidligere med stor fornøjelse. Deres riesling var ok, men ikke rigtig interessant. På denne stand havde man også mulighed for at bruge endnu flere penge end dem man havde brugt på billetten. Flere fik da smagt et par af topvinene fra Pengfolds og Beringer. Jeg valgte ikke at betale for at smage Grange i denne omgang.
Laudrup Vin stod med en gammel kending for mig; Jordan Estate i Alexander Valley. Jeg husker med glæde gamle årgange af denne vin, fra min læretid.
2010 Jordan Estate, Cabernet Sauvignon, Alexander Valley – flot saftig og let udviklet Cabernet Sauvignon. På en dag hvor det meste Napa Cab var 2012, så gave de 2 ekstra år i flasken meget. Flot kompleksitet med stor frugtrigdom og tilpas kontrolleret stram tannin og frugtsyre. Hvis denne var god, så kan jeg også stærkt anbefale deres Chardonnay 2013, som stod virkelig flot i glasset. God mineralitet og friskhed, ikke bare stor vulgær frugt.
Flere af de andre stande så også ud til at have interessante vine med, men tiden til at få smagt var ikke stor. Heldigvis havde vi på Otto Suensons stand rigtig godt at lave.
Hej Frederik
Tak for sidst.
Hyggeligt også at stå “bag disken” nogle gange.
Jordan Chardonnay imponerede i den grad også mig. Endnu mere imponerende synes jeg er, at der iflg. producentens egen hjemmeside står, at vinen er lagret 6 mdr. på fade hvoraf 40 % er nye. Det synes jeg slet ikke den bar præg af og det understreger vel egentlig også kvaliteten af råmaterialet og den endelige vin.
Personligt tror jeg ikke, at jeg i en blindsmagning ville gætte amerikansk chardonnay, men nærmere tro, at det måske kunne være en moderne Chablis eller en Meursault fra Mikulski, Bouchard Pere eller lignende.
Hvis bare alt amerikansk chardonnay var som den…….
God dag.
Hilsen
Mikkel
Hej Frederik
Kan se at du havde Coppola med på smagningen. Er der noget fra Diamond collection du særligt kan anbefale? anyway, kan jo også se, at I har en smagekasse … måske et godt sted at begynde
vh Henrik Lynge
Hej Henrik
Klart tilhænger af Pinot Noir i Diamond, eller Shiraz som jeg også synes har en god kant. Prøv dig frem, de fleste kan lide dem alle. Smagekassen er et godt valg.
Hyg dig
Frederik