Vi har så travlt med at kritisere både det ene og det andet. Vi skal passe på at vi ikke bare beskytter vores egen lille navlebeskuende verden. Jeg bifalder diversitet i stor stil, især indenfor vin. Jeg synes det er lidt trist for dig hvis du er nået til et punkt i dit vin-liv hvor du kun kan lide vin fra ét område, på én drue eller kun fremstillet på én specifik måde.
Få noget udsyn og åben dine smagsløg.
Der laves god vin i rigtig mange hjørner af verden i dag. Når vi så har åbnet vores udsyn, så kan vi i jagten efter det næste sjove glemme klassikerne. Måske er det også fordi klassikerne forandres, så de ikke længere passer ind i vores billede af dem.
Det vil jeg gerne tro om gode gamle Bordeaux. Jeg tror ærlig talt at de har ændret deres stil mere end at jeg han ændret min smag. I mange år har jeg hverken købt, eller drukket meget vin fra Bordeaux. Priser der er steget og en stil i vinene der ikke har ligget til mig. Bevares, jeg har da nydt gode dråber ved flere lejligheder. Især har jeg værdsat ældre flasker, som har været fremstillet i den gamle stil. De har ikke alle sammen været fra 1929.
Lad os lige kigge lidt på min historie:
Jeg er vokset op i en helt klassisk vinforretning i 1990erne. Dengang var Bordeaux referencepunktet for al anden vin. Basta, uden diskussion. Der er løbet meget vand gennem åen siden da. Prøv at forestil dig denne situation: En vinforretning hvor følgende Appellationer var repræsenteret som det mest naturlige i verden:
– Cotes de Castillon
– Cote de Bourg
– Cote de Blaye
– Saint Emilion, ikke kun “Grand Cru”, men også satelitappellationerne: Lussac, Puisseguin og Saint George
– Premieres Cotes de Bordeaux (Ja, det var Chateau de Haux)
– Graves, i både rød og hvid
– og sådan kunne jeg fortsætte da der er næsten 29 forskellige AOPer i Bordeaux regionen. Her er alt fra tør hvid, lette & kraftige røde, mousserende og søde verdensklassevine.
Dengang talte man om Bordeauxvin og det blev smagt og nydt. Det enkelte terrior talte sit tydelige sprog gennem de enkelte flasker og Karl lærte mig forskellen på gruset og skråningerne i Saint Emilion. Diversitet var nøgleordet, blandingens kunst, traditioner – det var alt sammen grundlaget for hvordan man anskuede vin på daværende tidspunkt. Dengang var Bordeauxvin også tør, stram i tanninerne når den var ung og med god saftig frugt. I de mellemliggende år er de blevet teknisk dygtigere i Bordeaux. De kan redde enhver årgang med viden i marken og teknik i kælderen. 1987 kommer ikke tilbage, nu kan den høstes på det rigtige tidspunkt og mosten kan macereres så der kommer lidt dybde i flasken.
Jeg vil gerne sige at det er ikke fordi jeg ikke kan lide moderne Bordeaux, se blot mine positive noter fra Chateau Pontet-Canet smagningen sidste år med Melanie Tesseron.
I går aftes blev tæppet trukket væk under alle mine Bordeaux fordomme igen. Flemming serverede denne gamle sag.
1988 Chateau Pontet-Canet, Grand Cru Classé, Pauillac – serveret blindt. Uha en dejlig næse, den skriger bare gammel Bordeaux. Her er alt det hå, blyant og gamle blommer man kan drømme om. Den starter lidt stramt i smagen, hvor tannin og syre dominerer. Der går dog kun 5 minutter, så er der kommet samling på tropperne i glasset mener vi. Saftig lækker frugt, læskende frugtsyre og helt elegant stil. Det smager så godt at man nærmest ikke kan spytte ud. Det er let og alligevel fyldt med så mange smagsindtryk. Det her er klassisk smuk Bordeaux, som jeg fejlgætter som en venstre-bred 1994. Den står bare og tager på i glasset og får mere dybde, mere kompleksitet og større renhed i eftersmagen.
Jeg elsker bare når den her lethed og finesse kommer i glasset. Det er for mig stor klassisk Bordeaux. Det er ikke min opfattelse at denne stil fremstilles på særlig mange slotte i dag.
Samme aften nød vi også:
2002 La Serra Nuove dell Ornellaia, Bolgheri – igen serveret blindt. Stor mørk frugt og typisk italiensk smæk for skillingen. Ingen tvivl om at det var Italien. Ret flot balance mellem de enkelte elementer med mørke bær og fine modne tanniner.
2009 Bertrand Ambroise, Grand Cru, Corton-Charlemagne – så vild og imponerende! Den væltede op af glasset med frisk syre, citruskarakter og stor mineralitet. Et par stykker gættede på stor Puligny, men vi tog fejl. En fantastisk balance mellem elementerne i glasset, hvor fedmen blev holdt i skak af syren. Tak for skænken Flemming.
Så var vi klar til at servere Bourgogne 2013 for vores kunder i Roskilde.