Ja denne aften gjorde det. Hvis jeg ikke havde set at denne blev skænket blindt fra en tung Bourgogneflaske, så havde jeg med sikkerhed gættet på klassificeret Bordeauxvin. For mig var dette aftenens helt store overraskelse. At naturvin kan smage godt, er ikke længere en overraskelse, at vin fra Kroatien kan smage godt er heller ikke en overraskelse. Jeg havde måske bare ikke forventet denne kombination. En stor fornøjelse.
2005 Roxanich, Teran, Istra, Kroatien – tung duft, her er solbær og brombær. Sort frugt, der understreges af lidt våd tobak og krydderurt. Fyldig med balanceret frugt, tæt kombination af syre og tannin. Den luftighed på midten af paleten som man finder i store vine. Jeg nuppede bundsjatten med hjem og prøvede den dagen efter. Stadig flot kompleksitet, helt uden at falde fra hinanden. En godt sammansat vin, som på ingen måder bar præg af 11 år på bagen.
Lagret 4 år på fad og efterfølgende på flaske. Frigives først når den er moden. Værd at opstøve, for at prøve noget lidt anderledes.
#winelover holdet havde besluttet sig til at nyde et par kander vin igen. Helt afslappede forhold og som tiden foreskriver så havde de fleste hippe vinfolk medbragt en naturvin. Hvem pokker tør at komme med noget konventionel vin? Mig, den tager jeg! Vi sluttede med Markus Molitor og skrid hvor var det naturligvis godt. Resten af vinene sprang fra hver sin ende af skalaen.
2014 Pietramore, Pecorino, Abruzzo – en vin der havde alle de karaktertræk som jeg ikke bryder mig om ved naturvin. Uklar i glasset, men det er nu ok. Duften var bare fra start helt gal for mig. Gamle nedfaldne æbler, klart overdrevet oxidative noter. Uren frugt, men knivskarp syre. Måske ikke den værste vin at smage på, men fuldstændig strippet for 2 væsentlige elementer i en vin for mig: smagen af druen og smagen af oprindelsen. Denne vin smagte af fremstillingsmetoden og intet andet. Komplet uinteressant. Undskyld, men det var slemt…
2013 Celler Clos 93 Garnatxa del Po, Priorat – en virkelig sjov vin med sort frugt og en herlig luft. Mineralsk med flint og lidt røg. God frugt der var levende og med fuld smæk på. Startede ud som meget saftig, men blev klart mere tæt i frugten. Sort frugt, guf.
En sjov vin der som bagetiketten viser kun er fremstillet i 124 flasker. Tak for at medbringe sådan en unik vin.
2011 Uvas Felicas, La Mujer Canon, Vinos de Madrid – en lille smule oxideret og ikke helt ren i flasken. God frisk frugt med fin syre og liv i eftersmagen. Kenn der havde den med var ikke helt tilfreds med flasken, men vi andre smilede dog alligevel. Endnu en Garnacha.
2012 Santadi, Rocca Rubia, Riserva, Carignana de Sardinia – aftenens vært tog revance med denne herlige og rimelig friske rødvin. God tæthed, saftighed og glæde på flaske. Ikke den store spradebasse, men virkelig vellavet. PS: Ikke en naturvin, men vi kunne godt lide den.
Ejeren af Vintro i Ravnsborggade; Iacob, og Maria, som muligvis er Danmarks største ekspert i græsk vin.
2012 Karanika, Terra Levea, Assyrtiko, Florina – en knivskarp og aromatisk lækker Assyrtiko fra fastlandet i Grækenland. Absolut et land jeg bør bruge mere tid på. God syre og en lille fylde. Fin balance og i den helt friske stil man bare har lyst til at tage med ud i solen i store glas for at byde sommeren velkommen.
La Vina de Simon – duft af gammel æblecider. Igen helt uden typicitet eller druekarakter. Super saftigt, bør kun serveres kold udendørs i solen i rigelige mængder. Det her kunne være soundtracket til sommeren, hvis man ikke vil have typicitet med i glasset. Smuk og ukompliceret med rimelig høj syre.
Vi sluttede aftenen af med en Molitor Kabinett som i slipper for lovprisning af da jeg naturligvis havde den med.
En super hyggelig aften i selskab med folk der elsker god vin. Er du en #winelover? Det er du hvis du kan lide god vin, og hvis du melder dig ind i den helt uforpligtende gruppe på Facebook.