En Portvin fra 1863 lyder jo fuldstændig absurd. At en væske skal kunne drikkes efter 153 år er ikke logik. Det kan dog lade sig gøre når vi snakker Portvin, da der er 3 væsentlige konserveringsfaktorer der spiller ind; sukker, alkohol og frugtsyre. Jeg indrømmer gerne at dette var den ældste flaske Portvin jeg har smagt.
Der er mange aspekter der spiller ind når man skal smage så gammel vin. “Vil den leve?” “Hvordan vil den smage efter så mange år?” Hvad er der ikke foregået i verden, siden denne vin var druer på en vinstok?” De fleste svar kommer først når proppen er oppe og vinen i glasset, historien kan man få lidt svar om på wikipedia
Højdepunkter:
- Nordstaterne ophæver slaveriet i USA.
- Første afdeling af London Underground åbnes.
- København får sin første hestesporvogn.
- Kong Christian den 9. underskriver novemberforfatningen der knytter Slesvig til Danmark.
Aftenen bød på 4 meget gamle flasker, som var samlet ind af en privat samler gennem de seneste år. Vi smagte disse 4 portvine i aldersrækkefølge fra den unge 1924 og så tilbage til 1863.
1924 Adriano Ramos Pinto, Vintage Port – denne har oprindelig været en ruby Portvin, men allerede i flasken kan vi se at farven er bundfaldet. Så smuk i glasset som en lagret hvid Port, men med duft af en gammel Tawny type. Utrolig smuk farve som er helt gylden og fin. Duften skriger med store bogstaver som en lagret tawny, her er noter af nødder og dadler og så den helt fine note af rød saft i baggrunden. Jordbær som mormor har haft stående på komfuret og koge med vaniljestang og rabarber. Lever i glasset og man kan bare nyde denne åbne karakter. Smagen er intens, med stor frugtkoncentration. Her er nærmest fuld skrue og den spiller lidt hårdt og intenst frem. Frugt hvor der er noter af sorte kirsebær og blomme, samt naturligvis nuancer af figen og chokolade. Frugtsyren giver liv og intensitet og holder vinen slank. Eftersmagen viser niveauet rigtig flot og når tannin og syre er klinget af, så står frugten flot tilbage. En imponerende vin, hvor den manglende farve slet ikke manglede i duft og smag. 94 point.
Farven i 1924 Vintage Port
Der var en stand i flasken lige under skuldrene. Flasken er købt af en privat der trådte ind i en Skjold Burne forretning med den for ca. 5 år siden. Opbevaring helt ukendt frem til der. Proppen smuldrede, men var tæt og egentlig rimelig flot. Der var heftig bundfald, der lå som store flager i bunden af flasken, hvor altså også farven havde udfældet sig. Denne levede absolut op til mine forventninger.
1917 Real Companhia Vinicola do Norte de Portugal, Garrafeira – sød og tung karakter. Den startede imponerende med flot sødme og et klart alkoholbid. Duften er som ren sveskesaft og vinen er helt sort i glasset med en brun kant. Blev hurtig mat i overfladen, hvilket fulgte smagsbilledet. Sødme og tæthed, men mangler liv og frugt for at få balance. En klodset vin, hvor elementerne bevæger sig væk fra hinanden. Vinen er cremet og har en fylde som vi ikke umiddelbart støder på i andre af aftenens vine. Efter 20 minutter i glasset er denne rejst til andre græsmarker. 89 point.
En ikke særlig anerkendt producent, som kan findes på markedet med jævne mellemrum. Vil give et godt indtryk af hvordan gammel portvin smager, men uden den helt store friskhed. Standen var under skuldrene og proppen her kom heller ikke op i hel stand.
1912 Niepoort, Colheita (bottled 1978), Port – wow, den har det hele i næsen. Her er friske røde bær, som ikke giver nogen mening i en mere end 100 år gammel flaske. Helt klar i glasset med mørkebrun farve og helt klar kant. Duften er stor og åben, en kombination af lakrids og moden sort frugt. Lidt ristet fad, som egentlig kun understreger frugten. Allerede her i duften er der stor koncentration med levende frugt og sorte mineralske elementer. Smagen er vild fra start, og fortsætter kun derfra. Når vinen kommer i munden, så sker der en helt masse. Her er både frisk frugt, tannin og syre. Der er frisk mineralitet som giver kompleksitet og liv. Frugten er sorte bær og lidt overmodne jordbær. Fadet er med som en god spiller og strukturen fra tannin og syre er i god balance. Smagen har god fylde, uden at blive tung, og fortsætter rigtig længe. Helt kompakt i eftersmagen utrolig ren. Denne er med en lille margen aftenens bedste flaske og jeg giver med glæde 98 point.
En legendarisk Portvin fra Niepoort, som jeg kun har hørt store ord om gennem årene. I dette selskab valgte den også at løfte sig et hak højere op end de andre flasker. Flasken var i sin originale trækasse og er indkøbt fra en Skjold Burne forretning hvor den har ligget i rigtig mange år. Standen var høj og proppen hel, men løs da vi prøvede at åbne den. Denne flaske levede helt klart op til alle vilde forventninger og hvis muligheden byder sig igen, så siger jeg gerne ja tak!
1863 Adriano Ramos Pinto, Garrafeira, Port – brun uden de mindste antydninger af rødt. Blank på overfladen, hvilket jeg altid er opmærksom på. Når man har gammel vin i glasset, så vil en mat overflade altid varsle vine der er lidt trætte. Blank overfalde lover som regel bedre balance. Duftnoterne er først og fremmest renhed. Lidt noter af ristede mandler, figensaft, dadler og tørret frugt. Rosiner og så det rene frugtelement som peger mest i retning af sorte blommer. I munden er det historisk, og det overtrumfer nok den egentlige smag. At denne gamle saft kan drikkes er utroligt. Balance mellem sødmen der er på et medium niveau, frugtsyren som stadig giver en god rygrad og så selve frugtkoncentrationen. Igen smagsnoter der bekræfter duften af mandler og tørret frugt. Ren stil der smyger sig rundt i hele mundhulen. Elegant og utrolig intens smagsoplevelse. I eftersmagen sker der virkelig noget. Først virker vinen lidt kort i sit udtryk, men så kommer den blæsende helt nede fra halsen. Et udtryk af ren frugt, her er de modne sorte bær, lidt chokolade og frisk tobak. Den her lange afslutning gør at man ender med en opfattelse af at vinen stadig lever. Utroligt. Point kan man tildele på mange måder, her kan man give 96 for den egentlige smagsoplevelse, men uden problemer kan man give 4 point for det historiske element og så fik vi serveret en 100 points vin.
Denne flaske er købt på en dansk internetauktion for et par år siden og opbevaring frem til da er ukendt. Proppen var fin, men faldt hel ned i flasken ved åbning. Vores research tyder på at denne garrafeira er blevet tappet omkring 1910. Standen var i bunden af halsen, så imponerende på alle måder. Vinhuset Ramos Pinto er først grundlagt i 1880, men har haft mulighed for at aftappe denne Portvin ved at opkøbe fade fra andre producenter, der så er indgået i husets produktion. Adriano er fornavnet på grundlæggeren som huset sidenhen ikke har brugt.
Samlet set en fantastisk oplevelse, som viste potentialet for disse gamle flasker.
Hvis du vil læse flere noter om gammel portvin, så er der her en aften hvor vi kun smagte tilbage til 1937.
Imponerende, intet mindre. troede kun det var Madeira, der havde “the stuffing” til at blive så gammelt.
Dejligt at blive indviet i dine oplevelser med så bedagede og dog yndefulde damer, som du týdeligvis nyder på deres præmisser. Kommer lige til at tænke på Comtessen 1945, der gav nogle af de samme glæder, som du beskriver i dit indlæg. Er helt enig i, at man roligt på historien jan drysse nogle ekstra points efter vinene – hvis det da overhovedet giver mening at rate disse rariteter.