Jeg var igen inviteret til at deltage i Portwineday, som fejrede dagen hvor Portvinsdistriktet blev grundlagt 10 september 1756, i år var det 260 års jubilæum. Første dag bød på en invitation fra Churchill’s, en invitation der indbyder til en helt ny måde at tænke Portvin på. Vi skal drikke og nyde Portvin på en anden måde end vores bedsteforældre – æret være deres minde. Jeg kan godt huske mine første møder med Portvin, der var en støvet flaske der stod på serveringsvognen ovre i hjørnet. Den blev serveret lummer-varm og var så tæt på begrebet udrikkelig som man kan forestille sig. De voksne sagde pænt ”ahh” og smilede til min mormor og morfar. Selv som ung smagte det ikke godt, men det varmede.
Udsigten fra Churchill’s over Douro floden
Churchill’s er ifølge dem selv det yngste Portvinshus og derfor må de også tage fat i en ny måde at nyde Portvin. Vi er inviteret til en aften hvor vi skal til en Taste Discovery Event, hvor der skal bruges neuro teknologi til at visualisere hjernens reaktioner når vi smager white, ruby og tawny Portvin. Er jeg skeptisk, det er ikke helt ordet. Det endte med at man kunne få en ring på hovedet der så projekterede ens hjernesvingninger, eller mangel på samme, op på en stor hvid flaske der virkede som skærm. 20 minutters kø for ingenting, gjorde at jeg aldrig fik prøvet det.
Propelfly fra Lissabon til Porto
Planen var at lande i lufthavnen i Porto kl. 19 og nå at vende hotellet inden reception hos Churchill’s kl. 19.30. Det endte dog med at være et dårligt projekt. En stor opblæst flaske, der efter sigende skiftede farve efter hvad du syntes om vinen. Måske de tunge disko-rytmer spillede mere ind, hvem ved. Vi fik smagt et par flasker, på ganske ordinær vis. Du ved; hælde op i glas, dufte og hælde i hovedet. Udmærket kvalitet fra Churchill’s, hvilket også var forventet. Især deres 20 års Tawny stod ud som rigtig flot, med fin balance mellem ristede nødder og frisk frugt. Et meget hyggeligt arrangement, der på bedste portugisiske vis var uorganiseret.
Pont Louis by night
Vi smuttede videre i byen og fik en god middag på Taberninha do Manel. Et ordentlig stykke grillet kød til hovedret, der blev budt velkommen af nogle tempura stegte bønner. Det sidste kan stærk anbefales at prøve sig frem med, det virkede super godt. Vinsiden bød på:
2015 Quinta de Ameal, Lourinho, Minho – frisk og saftig og lige hvad vi trængte til for at slukke tørsten. Nærmest frizzante i glasset, men en virkelig god tørstslukker. Kompliceret og videnskabelig? Nej.
2013 Quinta de S. José, Reserva, Douro – mørk og kraftfuld rødvin der spillede flot sammen med kødet og de friske chips. Kombinationen af topmoden sort frugt og alligevel en vis friskhed er vejen frem.
Natten førte os til kælderen hos Pocas hvor der blev spillet tung lounge musik mellem fade og tanke. Hertil blev der mixet cocktails og serveret Portvin i gode mængder. Et par stykker stod frem i hukommelsen dagen derpå…
Quevedo, Rosé Port – hvorfor skal man lave rosé Portvin? Jeg fatter det simpelthen ikke og jeg kan næsten ikke advare nok imod det. Det er naturligvis ud fra et 100% personligt synspunkt. Kan forstå på mange producenter at det er en succes, som bliver solgt, drukket og genkøbt. Jeg fatter det simpelthen ikke. Ingen kritik af Oscar Quevedo her, blot kritik af al rosé Portvin. Må jeg venligst være fri for denne umulige mellemting.
2010 Pocas, Late bottled Vintage Port var mørk og tæt som forventet af denne lidt varme årgang. Kraftfuld, men alligevel let på midtpalletten.
Sluttede aftenen af med én drink, eller var det to? Kan konstatere at de bliver bedre og bedre til at lege med Portvin i drinks. Kommer vi til at se det udbredt i København? Her stod vi gerne i kø for at få en…
…og sådan endte første dag i eventyret om Portwineday 2016 i Porto.