Piper Heidsieck er grundlagt i 1785 og er dermed et af de ældste huse i Champagne regionen. Et klassisk hus, der arbejder efter helt traditionelle metoder. De senere år har der været et klart løft af kvaliteten i husets vine, som primært skyldes kældermester Regis Camus. Siden starten af dette århundrede har han udvidet antallet af drueleverandører og intensiveret sin brug af Pinot Noir fra Cote de Bar. Derudover valgte Regis Camus at lægge mere vin til side, som reserve til kommende cuvéer. Mere ældre vin i kælderen, giver større mulighed for kompleksitet i den endelige Champagne.
Pinot Noir er hoveddruen hos Piper Heidsieck, som suppleres med Chardonnay og Pinot Meunier. Druerne indkøbes hos druedyrkere som huset har langvarige kontrakter med, de fleste i mere end 3 generationer. Man kender sit råmateriale, som er grundelementet i al god vin, også her i Champagne. Det er primært Montagne de Reims og Cote de Bar underområderne der leverer druerne.
Læs også min Guide Til Champagne, for uddybelse af udtryk m.m.
NV Piper Heidsieck, Cuvée Brut, Champagne – herlig frisk duft af nyslået græs og grønne æbler. Så leder man lidt videre og så kommer kompleksiteten til skue. De autolytiske noter fra flaskelagringen er til stede, uden at forstyrre. Lidt brød, lidt ymer og så alligevel mest frugtdominans. Smagen er frisk som jeg helst vil have det. Grønne æbler, grapefrugt, lidt kandiseret citronskal og så en anelse autolytiske gærnoter til at give komepleksiteten. Den store andel af røde druer er tydelig med en anelse smagsnoter af hindbær og jordbær. En stil der er meget ren, men kompleks nok til at være interessant. Fin ren i afslutningen. 89 point.
Cuvée Brut er visitkortet hos Piper Heidsieck. Den endelige blanding kan naturligvis være en anelse forskelligt fra år til år, men målet er den samme smag. Denne cuvée er sammensat af 50-55% Pinot Noir, 20-25% Meunier og 15-20% Chardonnay. Vinen vil have ca. 15-20% reserve vin, som kan spænde over 10 årgange og komme fra op til 100 forskellige vinmarker. Vinen lagres i 2-3 år før dosage. Den endelige dosage er 10,5 gram per liter, hvilket klart er i den søde ende af skalaen.
2006 Piper Heidsieck, Vintage Brut, Champagne – en smørtenor på næsen, som tydeligt fortæller sin historie om Chardonnaydruens karakter. Virkelig en næse hvor man stopper lidt op, meget ekspressiv men med stor frisk frugtintensitet som dominerer. De autolytiske noter spiller markant ind her med meget mere brød ind i den anden. Smagen er kraftfuld og intens. Frugten er førsteviolin og spiller ind med kandiseret appelsin og frisk hvid fersken. Flot længde hvor brød og nødder er med og frugten kommer snigende bagved den friske frugtsyre. En flot balanceret Champagne, hvor man nemt bliver charmeret af kompleksiteten. 93 point.
Forskellig, på alle måder, i alle de årgange hvor den produceres. Afhængig af årgangen bruges der forskellige druer, fra forskellige marker. Der udvælges primært druer fra op til 18 marker, som alle er af Premier Cru eller Grand Cru klassifikation.
2006 er en glimrende årgang. Sammensætningen i denne årgang er 49% Pinot Noir og 51% Chardonnay. Vinen er udvalgt fra 17 forskellige marker og har ligget i 6 år inden degorgering. Dosage er 9,5 gram per liter.
Begge vine er smagt åbent til en smagning med vores WSET level 3 hold hos Vinuddannelse.dk