Schloss Lieser gør det godt i 2015

Så lykkedes det endeligt; at komme forbi Domaine Brandis og smage lidt vin. Det der endelig fik trukket hesten til truget var den seneste årgang fra Thomas Haag, som i dag ejer Schloss Lieser vingården.

Dagens smagning bød på en bred vifte af de vine som Brandis har valgt at importere i denne årgang. 2015 årgangen i Mosel er en virkelig topårgang, hvor alt gik som det skulle med vejret og det krævede en jubelidiot i kælderen for at ødelægge de perfekte druer der kunne høstes. Thomas Haag har udnyttet sine evner til at fremstille vine med stor personlighed og i en rigtig flot balanceret stil, allerede på dette tidlige tidspunkt. Stilen vurderer jeg til at være i den lidt fyldige ende af skalaen, med en god bagvedliggende syre der holder alle elementerne samlet på bedste vis.

Når du læser mine korte noter, samt point, så bør du tage højde for at jeg er stor tilhænger af Spätlese og vine i den omegn af sødmeskalaen. Jeg synes generelt af de tørre vine mangler sødmen til at få den perfekte balance, det gælder også de gode GG vine. Det er min egen holdning, som heldigvis en gang imellem gøres til skamme. I den tungere søde ende af skalaen kan jeg sagtens blive imponeret, men bliver sjældent lige så glad, som når jeg har Spätlese balancen i munden. Alle vinene blev smagt åbent, på lageret i Brøndby. 

For baggrundshistorien om Thomas Haag og Schloss Lieser vil jeg henvise til Domaine Brandis’ glimrende beskrivelse her.

2015 Schloss Lieser Riesling Grosses Gewächs Brauneberger Juffer – helt ren og klar i glasset med fine små modne tropiske frugtnoter. Tæt i strukturen, med god dybde. 93 point.

2015 Schloss Lieser Riesling Grosses Gewächs Gracher Himmelreich – masser af frisk fersken og blød karakter. Meget ligetil at nyde. 91 point

2015 Schloss Lieser Riesling Grosses Gewächs Niederberg Helden – herlig ekspressiv næse der lover store ting. En del fersken og stram citrus. Strammer lidt til i smagen med stor mineralitet. 92 point

2015 Schloss Lieser Riesling Grosses Gewächs Wehlener Sonnenuhr – en stor vin, hvor frugten spiller lidt bredere i både næse og mund. Saftspændt med stor kompleksitet. Hvid kalket mineralitet og godt med smæk på syren. 96 point

Generelt var jeg ret glad for disse 4 GG vine, der alle havde flot rankhed og kompleksitet. Balancen er god og de har et stort potentialet der bliver sjovt at følge (for dem der købte). 

Schloss Lieser 2015

2015 Schloss Lieser Riesling Qba – dæmpet og helt rolig i glasset, ovenpå den serie GG vine. Viser en flot balance, men bliver en anelse kort i spyttet. 86 point

2015 Schloss Lieser Riesling Kabinett – her åbner mormor op for posen med de gule bolcher og den herlige søde kant giver bedre balance og bredde i smagsbilledet. 88 point. Et rigtig godt køb

2015 Schloss Lieser Riesling Kabinett Brauneberger Juffer – kalket dominans i næsen og en utrolig velbalanceret sødmefuld frugt. Balance er nøgleordet og syren ligger fint skjult. Klar til at nyde nu. 92 point

2015 Schloss Lieser Riesling Kabinett Graacher Himmelreich – stram og med den kølighed som jeg ofte finder i denne mark. Lidt våd flintsten og god citrusbid. De grønne æbler fylder en del i smagen, men vinen fremstår herlig fokuseret. 91 point

2015 Schloss Lieser Riesling Kabinett Wehlener Sonnenuhr – mere af det hele i alle aspekter. En del gul tropisk frugt karakter. Virker nærmest mere varm og med en lidt større sødme, som samtidig holdes stangen af den høje syre. Balance på en knivsæg. En mesterlig lækker Kabinett. 94 point

Generelt et flot sæt Kabinett og QbA til at starte de originale søde vine med. Balancen mellem den lille sødme og den intense syre gør disse vine ekstremt velegnede til mad. Prøv dem til asparges, til grillet kylling, til oste og til sommerens lette salater. Frygt ej sødmen, den er kun med til at give balance. 

Spatlese Schloss Lieser

2015 Schloss Lieser Riesling Spätlese Niederberg Helden – ikke så ligetil, vil næsten ikke lukke op. Jeg stod nok og var så klar til Spätlese at jeg blev lidt skuffet. Snød mig til en ekstra tår i glasset og fokuserede lidt mere. Så kom vinen på banen. Den er bare rolig og lidt lukket, men alle elementer ligger nedenunder tætheden. Dejlig slank og tilabgelænet charme. 94 point

2015 Schloss Lieser Riesling Spätlese Wehlener Sonnenuhr – ukompliceret på den mest behagelige måde. Her er intet pakket væk, det hænger til syne på snoren og man kan bare tage det ind og nyde hver en tår. God længde og et smil breder sig hos undertegnede. 92 point

2015 Schloss Lieser Riesling Spätlese Brauneberger Juffer Sonnenuhr  – wow. Her leger Thomas på marken som familien er så berømt for og som jeg elsker i sit præcise udtryk. Jeg synes den her er drejet lige som jeg havde håbet. Høj syre, stram mineralitet, samt masser af gule og grønne elementer. Præcis og lækker! 94+ point

2015 Schloss Lieser Riesling Spätlese Brauneberger Juffer Sonnenuhr Auction – smæk, og man troede lige at man havde fået alt serveret. Det kunne godt gøres frækkere og lidt mere sexet. Intensiteten stiger her, i forhold til den almindelige udgave, men helt uden at give slip på balancen. En vin man ikke kan spytte. 98 point

At smage disse Spätlese udgaver var det jeg havde glædet mig mest til. Det sjove er at sammenligne prisniveau med resten af verdens store vine og områder. Tysk Riesling på topniveau er stadig piv-hamrende-billigt. De 3 første koster 200, den sidste 800. Helt ærlig hvor langt kommer vi i Bourgogne, Bordeaux, Napa Valley eller? Det er svært at finde en absolut top producent, i det bedste fad i en topårgang og stadig have råd til at lege med.

Auslese

2015 Schloss Lieser Riesling Auslese Niederberg Helden – sød og tæt i strukturen. Syren virker pakket sammen og vinen giver ikke rigtig dybde nok på nuværende tidspunkt. Det skal nok blive bedre. Lige nu giver jeg 92 point

2015 Schloss Lieser Riesling Auslese Wehlener Sonnenuhr – helt anderledes åben og indbydende. Her er en håndfuld tropisk frugt med abrikos først, samt en fin balancerende syre. Slank og ren i sit udtryk. 92 point

De to første Auslese vine var med rød top og høstet uden Botrytis, de to næste med guld-top og høstet med botrytis. Naturligvis en markant forskel i stil. 

2015 Schloss Lieser Riesling Auslese Niederberg Helden Gold Kapsel – givende på alle tangenter. Stor bredde og intensitet fra syren, intense modne tropiske frugter. Klare botrytis noter med lidt støvede elementer. Masser af stenet stramhed og en dybde der slet ikke er åbnet helt op endnu. 95 point

2015 Schloss Lieser Riesling Auslese Brauneberger Juffer Sonnenuhr Gold Kapsel – voldsom og intens. Røgede noter og frisk flintesten. Virker knap så bred som Helden, men mere slank og intens i sit udtryk, lige nu. En højere syre, der gemmer på endnu mere frugt. 96 point

Samlet set en virkelig flot serie vine, der udtrykker årgangen på flot vis. Thomas Haag er ganske forventeligt en af de bedste producenter i Mosel i disse dage.
Jeg tror at jeg vil tage turen til Brøndby når Tom og Amir kalder til smagning en anden gang.