Chokolade til den madglade mand og/eller kvinde

Når et chokoladestykke får smilet frem, så skinner solen på en regnvejrsdag. jeg besøgte forleden dag en ganske lille chokoladeproducent på Vesterbro i København. Anker Chokolade er firmaet som blev grundlagt i 2015 og som rider på en bølge af succes. De har valgt det besværlige vej, nemlig højkvalitetschokolade.

Anker Chokolade

Mikkel Anker er manden bag, manden med idéer og tanker der kommer til udtryk i helt unikke stykker chokolade. Mikkel har arbejdet som kok på flere yderst interessante spisesteder i København og omegn. Både Kiin Kiin og Søllerød Kro vækker genklang hos de fleste madinteresserede. Det er tydeligt at Mikkel har taget sin viden omkring køkkenets elementer med sig, til at fremstille sin chokolade. Der arbejdes med de fem smagskomponenter; sødt, salt, syrligt, bittert og umami. At sødmen er med, kan ikke komme bagpå nogen når vi snakker fyldt chokolade, men når salt og syre er trukket lige så langt op på skalaen, så bliver det virkelig lækkert. Den friskhed der dukker op, det giver mig et smil på ansigtet.

Vi smagte et par forskellige stykker og fik lidt guf med hjem til eget forsøg.

Et par højdepunkter fra Anker Chokolade der er værd at nævne:

Anker chokolade æsker

Ganache, det vil sige det fyld du oplever indeni et stykke chokolade. Ofte er dette blødt, på grænsen til flydende. Hos Anker er der tæt og på grænsen til karamel-konsistens. Jeg elsker det. Et stykke med dadel/whisky/citrontimian/salt og 70% mørk økologisk chokolade var rigtig flot sammensat.

Æble er i sig selv ikke særlig kraftigt i smagen, men når det så understreges af brunet smør og vanilje, samt pakkes nænsomt ind i hvid chokolade. Så hænger tingene igen sammen.

Kiksekage

Kiksekage er en klassiker, som man her havde lavet i en rigtig hyggelig lille version. Slank og flot overtrukket med mørk chokolade. Det eneste stykke jeg smagte, som ikke var top. Lidt for meget choko og for lidt kiks og friskhed.

Som glad madelsker skal du besøge Anker Chokolade på Vesterbro, fordi deres chokolade adskiller sig fra det meste andet gode chokolade. Især balancen med høj syre og salt, giver et modspil man sjældent støder på.

I butikken er der også kaffe, drikkevare, flødeboller samt økologisk is. Det ser alt sammen godt ud og en dag med sol kan du muligvis finde mig på bænken ude foran.