Sea Me var klart den bedste restaurant vi fik besøgt på vores nylige rejse til Lissabon. Sea Me er en restaurant hvor der er fokus på fisken, som serveres så frisk som muligt. Mere end én gang så vi fisken, eller hummeren, præsenteret ved bordet inden den blev grillet. Vi var i godt selskab med André Ribeirinho, der kendte både ejer og restaurant ganske glimrende.
Inden maden var vi oppe ved køledisken og udvælge hvad vi ønskede til hovedret. Et enormt udvalg af friske fisk og skaldyr.
Vi startede med lidt blandede ting til deling:
Tun ceviche som havde god intens smag og herlig syre til at give friskhed.
Blæksprutte i sort dej, der naturligvis var farvet med ejet blæk. Hertil god soya.
Små hjertemuslinger, vendt med persille og hvidløg. Simpelt, men utrolig velsmagende.
Vi nød en dejlig frisk flaske hvidvin til hele runden:
2015 Azores Wine Company, AntonioMacanita, Arinto dos Acores, DO Pico – Acores – Druen hedder Arinto og den dyrkes i vulkansk jord på Acorerne, ud for Portugals kyst. Her vokser vinstokkene nærmest pakket ind i små stenvolde, for at blive beskyttet med det salte vand fra havet.
Arinto druen giver en slank og frisk hvidvin med semi-aromatisk profil. Vinen viser klassisk vulkansk præcision i glasset med god høj syre og fin elegance. En del noter af friske grønne æbler, hvide ferkener og gode modne citrusfrugter. Ikke stor og fyldig, men til den slanke intense side. En virkelig god ledsager til den delikate fisk.
Til hovedret fik vi en grillet havaborre som vi selv havde valgt fra dagens friske buffet. Den blev serveret med kartofler og lidt grøntsager. Utrolig velsmagende fisk, der igen minder mig om at det ikke er nødvendigt at vælge kød for at få kompleksitet og velsmag på tallerkenen.
Et sted der absolut kan anbefales, hvis du ønsker god fisk centralt i Lissabon. Prisniveauet er ganske rimeligt, vi kom af med 180,- euro for denne omgang.