Nogle gange så får man en vin som bare smager umiddelbart godt og lækkert. Der er intet pakket af vejen, der er intet til hinder for at vi bare knus-elsker denne vin. Det er egentlig en stor del af markedet som dækkes af denne type vine. Forbrugeren er klart nemmest at overtale til at købe vinen, hvis de nemt kan værdsætte den, nemt kan nyde den og derved nemt forstå vinen. Sælgeren, det være sig tjener eller butiksekspedient, er også nemmest til at tage vinen under deres vinger hvis den smager godt nu og her. Importøren er nok lidt i samme skuffe. Når importøren støder på en vin på en messe, til en større smagning, på en tur rundt i verden, så begejstres vi også gerne.
Ofte smages vine hurtigt os sjældent tager vi os tid til at dykke ned i glasset, til at læne os tilbage og se vinens udvikling i glasset over en time eller to, måske enda til dagen efter. Visse vine kræver bare tid, visse vine giver bare ikke 100% i det første glas. Nogle vine er komplicerede vine, vine der kræver tid og tålmodighed. Det er vine der kan have det lidt mere besværligt med at trænge igennem salgskæden, men når vi finder dem, så kan vi som vinelskere glæde os.
På det seneste er dette sket for mig flere gange, senest denne lørdag, hvor et besøg på Kelleris vingård viste mig hvordan disse vine virkelig voksede på resten af vores madklubs deltagere. Uden at træde nogen over tæerne, så er Madklubben mennesker der godt kan lide god vin. De drikker gerne vine fra klassiske vinområder, gerne med en god modenhed i druerne og generelt vine i god balance. De havde alle fordommene med omkring dansk vin, og deres parader faldt.
Besøg på Kelleris Vingård
Jeg har selv flere gange besøgt Kelleris Vingård i Nordsjælland med stor fornøjelse, det var en stor glæde at Søren havde mulighed for at tage imod os som gruppe. Vi fik en herlig rundtur i vinmarken og hørte om Sørens fantastiske forhold til sine 4.200 vinstokke, hvoraf 3.600 er Rondo-druer. 1,3 hektar er ikke meget i det store verdensbillede, men i Nordsjælland kræver det en voldsom indsats.
Vi hørte om podning, om plantning af nye vinstokke om beskæring og det utrolige arbejde det kræver at dyrke Rondo druer i Danmark. Vi taler ca. 40 gange igennem vinmarken i løbet af en sæson, alene vinterbeskæring udføres over 6 gange. Det er utrolig meget arbejde, for at få nogle druer i vinkælderen sidst på sæsonen. 2017 er en årgang som vi næsten ikke kan tale om, når vi taler volumen i Danmark. Efter en god tur mellem vinstokkene gik vi i kælderen, hvor Søren havde forberedt en hel serie af vine som vi skulle smage.
For at vende tilbage til problematikken i første afsnit, så er det denne gennemgang, denne indføring i vinmarkens mysterier, der er med til at åbne folks sanser. Forklaringen om hvad det er der kommer i glasset om lidt, respekt for det store arbejde som Søren har udført og så er man åben overfor at smage resultatet. Det var min helt klare fornemmelse at madklubben nød turen og nød at smage på de dråber vi smagte fra fad og flaske sammen med Søren.
Jeg har smagt en del af vinene før, men her er mine noter fra dagen:
2016 Kelleris Vingård, hvid. Alle druer blev blandet i denne årgang, da mængderne var for små. Vinen er ikke tappet kommercielt, men kun til eget brug, i alt 228 flasker. Det er primært Solaris, men også mindre mængder af andre druer der eksperimenteres med på Kelleris.
Floral, grønne druer. Græs. Hvide blomster og en knivskarp frisk mineralitet. Medium plus længde. Ren og flot. Pære og ananas kommer op af glasset med en anelse temperatur og luft. Samlet set en utrolig velbalanceret hvidvin med friskhed, uden at knække i den grønne genre.
2010 Kelleris Vingård, rødvin, my taste. En virkelig vanskelig årgang hvor vinen har mindre tyngde og tæthed end normalt. Vinen er lagret på en kombination af fransk og amerikansk eg, primært gamle fade. Tæt og lidt peber. Hindbærsaft. Kort smag. Bitter med en del skarpt fad. Virker frisk og bider en del mere end godt er, ikke lige min kop the.
2016 Kelleris Vingård, rødvin. Smagt fra brugt fad. Smuk farve med en del sort frugt. Tæt struktur med godt tannin bid og med plus syre. Lang saft, lakrids og tobak. En vin der virker godt sammensat og hvor fadet ikke tynger noget, men Rondo druens voldsomme struktur-elementer stadig trænger til at blive afrundet af tid på fadet. Klart potentiale i denne.
2014 Kelleris Vingård, rødvin, medium toasted fad. Smagt fra fadet. Fad, kirsebær og brombær, masser af rød frugt. Chokolade og cigarkasse. God balance mellem træ, frugt og struktur. Virkelig vellavet. En virkelig god årgang, som allerede her viser gode takter. Bliver virkelig interessant at følge når den bliver blandet, tappet og udvikler sig. Det bliver en af de absolut bedste røde fra Kelleris med noget alder.
2009 var en virkelig god årgang og fulgte efter den meget populære 2008 for Kelleris. Søren valgte at tappe to versioner, én fra franske fade og én fra amerikanske fade.
2009 Kelleris Vingård, Utopia Rex. Franske fade. Tør og stram, frugten står lidt slank. Lidt vanilje og tobak. En lidt vild vin, der river lidt i gummerne.
2009 Kelleris Vingård, Cougar, US oak. Fed og cremet. Godt bid og herlig levende i stilen. En mere modernistisk udgave, som nok er nemmere at overraske folk med. Vi fik denne senere på aftenen, til mørbradbøffer med bløde løg. Her kom den virkelig til sin ret og passede flot med kødet, samt skar den fede flødesauce perfekt igennem. En rigtig flot vin.
2008 Kelleris Vingård, rødvin. God frugt, saftig. Ren rød frugt og så sorte bær noter. Tertiære noter af læder og lakrids. En vin der viser mange flotte nuancer af Rondo druen, men som kun vinder ved at få endnu mere luft. På dag 2 viser denne kun større balance og det er min klare overbevisning at denne kan ligge mange år endnu.
2006 Kelleris Vingård, Utopia – en stor vin, ganske enkelt. Her er kompleksitet med både læder, tobak og chokolade. Der er moden tung sort frugt, lidt syltede blommer, og så en friskhed med rød frugt der giver liv og glade dage. Fadet er til stede, men det er frugten der styrer. Måske et af de flotteste eksemplarer af Rondo druen.
2014 Kelleris Vingård, Bulls Eye, Forstærket vin. En vin der i fremstilling minder meget om Portvin. Rondoen gæres godt halvvejs, så der bevares naturlig sukker i mosten. Gæringen stoppes ved tilsætning af ren druesprit, destilleret af vin fra egen produktion. Vi smagte også spritten og den havde fin elegance og fedme, trods sin høje alkohol. Søren har 4 fade á 225 liter liggende af denne årgang, som er af ret høj kvalitet. Der er tæthed og balance mellem elementerne, der er en god sødme som er integreret, men en alkohol der stadig stikker lidt af. Det bliver rigtig interessant at se hvad Søren vælger at gøre med disse fade. Som jeg ser det, men det er jo ikke min vin, så kunne det være rigtig sjovt at lave en Late Bottled Vintage og tappe første gang om et til to år. Derefter kunne det være sjovt at se hvad der ville ske hvis denne vin fik lov til at ligge i mere end 15 år på fad… Blot min tanke, nu må vi se hvad Søren gør ved det…
Tusind tak til Kelleris Vingård og Søren for den flotte behandling, vi i madklubben er taknemmelige.
Min pointe med det her er at netop denne type vin er nem at afskrive, i en hurtig smagning/vurdering, men når man hører historien og lader vinen udvikle sig og åbne sig i glasset, så er der noget vin her der er rigtig sjovt. Når vin er sådan her, så stikker det af fra main-stream bølgen, men giver nogle andre interessante smagsoplevelser. Der er masser af god vin derude, som blot kræver at vi bruger noget tid på at forstå det. Det kan ikke være Cabernet Sauvignon og Chardonnay det hele ?