Ja vin kan efterhånden deles op i hundredevis af kategorier. Den her opdeling, er ment som en opdeling i om vinen er nem eller svær at værdsætte og hvilke faktorer der spiller ind, ifølge mig. Det er som med så meget anden i vinens univers ikke noget der er en decideret facitliste på, men noget der får os til at tænke og føle. Endnu et aspekt der gør det sjovt at smage på vinen.
Man kan måske foranlediges til at tro at kun små vine kan være nemme, men det kan en flot moden vin også. Nemme vine kan være fantastiske at drikke med gode venner og de kan i den grad ofte bringe smilet frem.
De svære vine er nemmere at finde, det er vine som det kræver tid for at lukke op. Her hvor man kan sidde i timevis og tænke over om det virkelig kan passe at det smager så godt. Smilet kan komme frem, men ofte starter det med en panderynken…
Denne dag havde den ældre vinhandler været i kælderen og medbragte to vine, som fortjente lidt ekstra opmærksomhed. Tak Olsen.
1991 Château Valandraud, Grand Cru Saint Emilion – en vin fra det øjeblik proppen kom op, smagte fremragende. Det her er nem vin, en vin man ikke kan andet end at elske. Her var al den charme man kan drømme om i en perfekt modnet historisk Saint Emilion. Den dybe mørke solbærfrugt, alle de smukke tertiære noter med læder, tobak og chokolade der smyger sig rundt i mundhulen. En 27 år gammel vin der bare spiller som en hel strygersektion med de fineste noter fra violinen, samt den gode dybde fra celloen. Måske holdt bassen fri netop i dag. Super balance og en silkeblød struktur på alle plan.
Det her er den første årgang fra Château Valandraud, som startede hele bevægelsen af mikro produktioner fra Bordeaux. En del af historien og nu fik jeg mulighed for at smage den igen. Læs om sidste gang jeg smagte denne klassiker her på bloggen.
2002 Jacques Prieur, Grand Cru, Musigny – en hård banan, på mange plan. Jacques Prieur i Bourgogne har aldrig været kendt for at lave vine der er åbne og ekspressive som unge, her er som regel en del fad med i billedet. Musigny er en af de bedste marker i Bourgogne og heller ikke altid nem at have med at gøre som ung. 2002 er et monster af en årgang og nu med 15 år kun ved at åbne op for godteposen på de bedste vine. Den her vin bekræftede hvad det vil sige at være en svær vin; masser af tannin, der var pakket ind i charmerende blid frugt. En stor dybde, men til at starte med også en del finesse. Min første tanke var at tømme glasset lynhurtigt, fordi vinen ganske enkelt smagte godt. En anelse bagerst i hovedet fik mig til at tænke mig lidt om og stille glasset godt til side. Det kunne ikke passe at det skulle være så nemt at knække denne vin. 2 timer senere blev jeg bekræftet i dette. Nu kom hele spekteret med nedeunder den fine røde frugt. Pludselig åbnede afgrunden sig og varmen væltede op af vulkanen. Her er peber, brombærkrat og lakrids. Fadet er der, men det er frugten der bestemmer. En vin der alene i næsen gør glad!
En fantastisk vin, som man kun kan være glad for at smage med noget alder. Jacques Prieur ejer kun 0,77 hektar på denne mark, så det er ikke store mængder der er til rådighed.
Tusind tak for 2 fremragende glas vin Olsen. Herfra kunne dagen godt stoppe, men det gjorde den ikke. Anders og Jens m.fl. mente nok vi kunne nuppe et par blindere. Så herfra gik det afslappet og sjovt til. Alle disse vine er fra sortimentet hos min arbejdsgiver Otto Suenson, så tag mine kommentarer som du lyster.
2014 Robert Chevillon, Les Saint Georges, 1’er Cru, Nuits-Saint-Georges – saftig og præcis i sit udtryk. Smæk på og som vanligt fra Chevillon en del tannin der stadig kræver lidt tid. Super balance og med et stort potentiale i kælderen. I kategorien for nemme vine at værdsætte, men som absolut kan tage på i vægt og kompleksitet. Kunne have været sjovt at gemme den lige så længe som Musignyen ovenfor. Tror nok der var kommet mere.
2010 Cavallotto, Vignolo Riserva, Barolo – knap så lige til. Her var stram tannin, ristede røde bær og den helt klassiske duft af rosenblade. Cavallotto er en smuk og klassisk producent der ikke lefler med nye fade og cremede tanniner. Her er tingene stram og på plads i cigarkassen. Imponerende længde og balance i elementerne, hvor frugten stod mere intens end tannin strammede. Som meget stor Barolo i en stor årgang, er dette i kategorien svær vin.
2015 Domaine G. Roumier, Chambolle-Musigny – nej tænker du, det gjorde de bare ikke. De drak ikke en så stor vin så ung. Jo, det gjorde vi og tak til Anders for det. Når så stor vin som dette knækkes på dette unge stadie, så er intet pakket ind. Det hele bliver leveret lige til hoveddøren; masser af saftig rød frugt og en spillevende frugtsyre! Utrolit balance og definitionen på en lang eftersmag. Wow. Det her smager på alle plan absurd lækkert og dejligt. Næste flaske bør ikke åbnes før 2025, eller senere.
2015 Mongeard-Mugneret, Les Mazieres Hautes, Vosne-Romanée – endnu en fra den fabelagtig flot balancerede årgang. Al den snak om at 2015 er for varm og slet ikke i balance; glem det siger jeg. Langt det meste jeg har smagt fra flaske er piv-hamrende-lækkert. Saftig frugt med blide tanniner og en herlig frugtsyre. Den her er ren Vosne-charme med et stort smil. Spiller højt spil og vinder.
Efter sådan to flotte 2015 vine, hvad gør man så. Man finder en vin med finesse og lidt alder ude i butikken.
2007 Domaine Ramonet, Clos Saint Jean Rouge, Chassagne-Montrachet – så saftig og frisk med den slanke stil som de gode røde har fra Chassagne-Montrachet. Præcision i frugten får den til at stå som hugget i marmor, her er intet der falder fra hinanden. Syren er levende og man sidder nærmest og savler. En vin hvor frugten overrasker hver eneste gang og man aldrig er sikker på hvad næste tår byder på.
Tak til alle for en super fed dag. Trist at ikke alle havde lyst til tatar, men det klarede Mike og jeg oppe på Bistro Pastis, læs om det her.