Lad mig starte med at erkende at jeg er en anelse skeptisk overfor det eksperiment jeg nu skal i gang med. At teste en Coravin. Jeg er den kedelige type der mener at vin skal nydes med så få gadgets som muligt; En god tjenerproptrækker (hvor jeg ofte foretrækker den billige reklameting), en fladbundet karaffel (til de vine der skal luftes lidt inden de skal nydes) og sidst men mest kompliceret; et godt vinglas (et emne der kan dække sin helt egen test)
Nu har jeg så fået fingre i en Coravin Model Two Elite (indkøbt for egne midler) som jeg har danset rundt om i et stykke tid. Ved ikke rigtig hvad jeg skal mene og tro. Jeg har læst lidt hist og pist, på diverse hjemmesider og i vingrupper på Facebook. De kritiske ryster synger højt og med tyngde. Jeg er stødt på Coravin på et par restauranter og en enkelt vinbar. De fleste steder er de pudsigt nok meget positive, da det er præmissen for at de bruger deres Coravin til at skænke vin i glas.
En Coravin er et værktøj hvor man stikker en nål gennem korkproppen på vinen og presser en neutral gasart (Argon gas) ned i flasken. Derved kan man skænke samme mængde vin, som man tilfører af gas. Teorien er at den neutrale gas lægger sig beskyttende ovenpå vinen og derved kan man tappe af vinen over en længere periode, uden at vinen bliver oxideret og dermed dårlig. Maskinen er fremstillet af et amerikansk firma og det har ikke skortet på ros fra diverse amerikanske medier, heriblandt Robert Parker som var meget positiv.
Min skepsis skal nok findes i at jeg er i tvivl om hvad der sker når jeg stikker nålen igennem proppen, fylder gas ned i vinen og tager hul på de 75 cl. flydende kærlighed som er på flasken. Hvordan vil resten udvikle sig? Skal jeg tro på at den resterende mængde vil udvikle sig som hvis flasken var fyldt med vin, eller som hvis der var drukket noget af vinen? Hvor længe kan jeg lade vinen ligge efter jeg har taget en hvor stor mængde med Coravin? Der er for mange spørgsmål og jeg kender mig selv godt nok til at vide at der kun er én måde at blive klogere på; smag dig frem Kreutzer! Så det vil jeg gøre.
Jeg har udvalgt 6 forskellige flasker som jeg vil følge over et længere stykke tid. For ikke at smage alene, har jeg allieret mig med min søn Philip, som er en glimrende smager. Jeg har forsøgt at finde forskellige typer af vine, som jeg har liggende i min kælder til at gøre mig klogere. Her er mine valg:
- Vin 1: 2015 Domaine Pierre Luneau-Papin, Clos des Allées, Muscadet Sevre et Maine, Frankrig
- Vin 2: 2015 De Trafford, Chenin Blanc, Stellenbosch, Sydafrika
- Vin 3: 2015 Domaine Coquard Loison-Fleurot, Rouge, Bourgogne, Frankrig
- Vin 4: 2006 Thunevin-Calvet, Cuvée Constance, Vin de Pays des Cotes Catalanes, Frankrig
- Vin 5: 2009 Los Vascos, Le Dix Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile
- Vin 6: 2004 Fabiano, I Fondatori, Amarone della Valpolicella Classico, Italien
Vi tager noter til alle vinene og bedømmer ud fra et forsimplet WSET SAT skema. Fokus er på om elementerne beholder deres balance i forhold til hinanden. Min bekymring går hele tiden på om vinen vil miste ”pusten” og blive slap i koderne. Tiden vil vise hvad der sker….
Første dag 21. maj 2018
Alle vine er i orden og lever op til forventningerne.
Muscadet er frisk, men lidt mere seriøs end en letbenet en af slagsen. Bliver interessant at se hvordan balancen i denne lette vin holder.
Chenin Blanc har en del fad, som balancere den flotte fede modne frugt. Spændt på hvordan fad/frugt forholdet kommer til at køre her.
Bourgogne Rouge er helt piv-frisk og super lækker. Man har egentlig lyst til at flå proppen op og drikke hele flasken med det samme. Jeg er spændt på om friskheden og præcisionen i denne vin holder i længden.
Constance er en gammel klassiker her i huset. Tung og voldsom med en del moden frugt, som alligevel er i balance. Gad vide hvordan denne modne sag klarer sig? Vil den beholde sin friskhed, eller bare falde ned i et hul?
Le Dix er så ren Cabernet saft som man kan forvente. Præcis og egentlig et super typisk udtryk af hvad Chile kan med denne drue. For mig flot og kompleks, for Philip lidt for enkel i sit udtryk.
Amarone med alder viser sig her at være mere elegant end voldsom. Den klassiske tunge modne blomme og chokolade er der, men holdes imponerende flot på plads af en frisk syre.
Vores plan er at smage vinene igen i næste uge, blot for at sikre at alt holder som det skal. Det forventer jeg i den grad at det gør. Derefter vil vi smage med længere intervaller, som vil blive lagt op her på bloggen.
Er vores test det endelige svar?
Det tror jeg ikke, men det kommer forhåbentlig til at vise mig hvordan jeg kan bruge min Coravin på bedste vis. Det bliver interessant at se om man kan holde fast i sin vin i mange måneder, eller om det blot er en mulighed at smage sin vin over et par uger….
Mere vil følge om cirka en uge….
Det bliver spændende at følge. Jeg har også gjort mig en masse af de samme tanker, som du nævner i indlægget.
Hej Frederik
Jeg glæder mig allerede vildt meget, til at følge med i Jeres lille projekt. Jeg har talt med et par enkelte vinhandlere, der anbefaler den, MEEEEN som du selv antyder kan det nu også være rigtigt, og igen til prisen?
Bedste hilsner
Søren
Hej Frederik
Bedre sent end aldrig (at komme i gang med Coravin?).
Købte min første kort tid efter at den var kommet på markedet gennem producenten i USA (der var endnu ingen importør i DK).
Har således benyttet den i godt 4 år, og synes i det store og hele at den lever op til al “hypen”.
Har nok en succesrate på min. 9 ud af 10, så det sker altså en sjælden gang, at vinen ikke er ligeså god de efterfølgende gange som 1. gang.
Men jeg må indrømme, at mit brug af den nok ikke er helt normal/som fx på en restaurant.
Jeg har ikke en masse flasker, som jeg har stukket nålen i til skænkning af et enkelt eller flere glas.
Jeg bruger den typisk ved fx at skænke 2 pæne glas (til mig og min hustru) – og gerne fra 2 forskellige vine/flasker. På den måde kan vi få store og dyre vine til at række længere og har muligheden for at sammenligne dem, hvilket jo er en stor fornøjelse for mig.
Her er et par eks.:
August 2015: vi vil gerne prøve Casanova di Neri White label mod Tenuta Nuova – begge i årgang 2007. Vi skænker ca. 1/2 fl. af hver fordelt på 2 store Riedel-glas (kan også hældes på en lille karaffel). De smager dejligt Tenuta Nuova bedst. 2 år senere – august 2017 snager vi så de 2 “halvtomme” flasker igen. Bruger ikke nålen, men trækker begge op for at drikke “2. halvdel”. De smager ligeså perfekt som 2 år tidligere – svært at bedømme om/hvor meget mere udviklede de reelt var, men de er “som de skal være” og forventes at være. Ingen spor af fejl/oxidering.
Februar 2016: Det skal være en stor aften, vi vil sammenligne Lynch Bages og Pichon-Baron i årgang. Vine der begge ligger på den forkerte side af 2 K, så en stor udskrivning – og meget vin – hvis man åbnede begge flasker til 2 prs. Så vi Coraviner dem, og skænker 2 pæne glas = knapt 1/2 fl. Det viser sig – uheldigvis – da vi smager dem, at jeg er kommet til at tage en Lynch Bages 1985 i stedet for 1990. Den smager naturligvis også godt, men duellen gik lidt fløjten. Så ned i kælderen igen og åbne en Lynch Bages 1990. Så kørte det?
Resten af flaskerne? De 2 1990’ere blev åbnet (alså ikke coravinet) 5-6 mdr. senere, og den sidste ca. halvdel af flaskerne drukket. Smagte begge perfekt! Og Lynch Bages 1985 blev åbnet alene nogle måneder senere – også den perfekt, ingen fejl eller oxidering, identisk med da den blev coravinet 1. gang.
Det er fantastisk at man har muligheden for at smage sådanne vine flere gange ved at bruge coravin.
Har man fx et vennepar til middag kan man en weekend-aften coravine fx 1 Puligny-Montrachet og 1 Meursault fra samme producent i samme årgang, skænke 1/2 fl af hver med Coravin og herefter tilsvarende bruge coravin på 2 x 2 røde sæt. Så har man drukket 6 fl. topvin og haft nogle spændende dueller. Og man har 6 halve flasker, som man kan åbne og gentage succes’en med, når man får et nyt vennepa. på besøg (eller man selv har lyst til.
Fik et dejligt glas Leflaive Pucelles 2010 i Schweiz for nogle måneder siden. Kunne købes på glas, og først blev der skænket en prøveslurk, og da den var godkendt, skænkede tjeneren vinen i en karaffel et stykke væk fra bordet, og kom så og skænkede fra karaflen ved bordet. Virkelig fint.
Alt i alt tror jeg risikoen for at opleve fejl/oxidering er større, jo flere gange man skænker/kommer nålen i, ligesom det er vigtigt at ligge flasken ned efter at have skænket og coravinet ved hjælp SF nålen.
Du må gøre dig dine erfaringer og finde ud af, hvad der fungerer bedst for dig.
Bedste hilsener
Jesper
Hej Jesper
Tusind tak for dit lange svar. Rigtig interessante betragtninger og herligt at høre så positive noter fra dig, med så modne vine over så lange perioder.
Jeg glæder mig til min lille test og vender jævnligt tilbage her på adressen.
Mvh
Frederik
Hej Frederik.
Flere skriver om mulig udvikling eller ej efter “coravining”. Jeg synes, at det er svært at have en klar mening om det, selv med de vine som jeg har gemt 2 år, som fx de 2 Casanova di Neri 2007. Jeg kan ikke klart svare på, om de “havde udviklet sig” (som de ville have gjort med 2 års lagring i ikke Cora-vinet flaske. Man kan jo ikke huske – eller sammenligne præcist med – hvordan vinen var 2 år før. Selv ikke med gode noter. Den samme vin kan jo opleves forskellig med en uges mellemrum.
Jeg tænker også lidt, at de forskelle, som du har fundet 2. gang også ville have været der, hvis man bare havde ladet vinen stå i glasset noget tid/til næste dag i flaske med prop i i køleskabet.
Så min pointe går mere på, at stort set ingen vine bliver markant dårligere efter coravining (altså oxiderede eller andet), men derimod opleves tilnærmelsesvis – så tæt på som man nu kan komme – som ved første nålestik.
Bedste hilsener
Jesper
Jeg har en Coravin. Vi bruger den tit til f.eks. Dessertvine. Eller hvis vi vil have forskellige vine til flere retter.
Jeg mener der Aller VIGTIGSTE er at rense nålen efter brug, men også før.
Udviklingen i vinen går lidt i stå ud fra min mening. En vin bruger den smule ilt der er i flasken under sin udvikling. Derfor er f.eks. En magnum længere om udvikling pga. Lille ilt iforhold til mængde i flaske.
Men med Coravin er der INTET ilt i flasken……. Og i min teori må der stoppe eller minimerer fortsat udvikling.
Så spændende at følge dit eksperiment