Dosage på Kelleris 2015 mousserende vin

Når Søren Hartvig fra Kelleris Vingård i Nordsjælland ringer og spørger om man vil være med til at smage og bedømme dosage niveau, så siger jeg JA! Så det havde jeg fornøjelsen af fredag eftermiddag, sammen med min søn. Yderst lærerigt for os alle, tak for kaldet Søren.

Kelleris Vingaard

Kelleris Vingaard ligger lige ved Humlebæk, hvor Søren Hartvig driver en vingård med fokus på Rondo druen. Jeg har haft fornøjelsen af at besøge ham mange gange gennem årene og altid haft en yderst lærerig dialog med ham. Han ved så meget teknisk som han med glæde deler af. Størstedelen af Sørens produktion er rødvin på Rondo, men i de senere år har han prøvet at udvide sortimentet. Prøvet at udforske lidt grænser og se hvad der er muligt med denne drue. ”Portvin” er blevet udviklet, forstærket med hans eget destillat og fadlagret på nye fade. Det er ikke noget der minder om noget andet, men som smager virkelig godt. Rødvinene fra Kelleris har jeg også nydt ved flere lejligheder. Det er ikke nem vin, men vine der kræver lidt indstilling. Rondo skal have tid, så først skal vinen lagres i lang tid på fad, derefter i en del år på flaske, men det gør den ikke skrøbelig. Når du så skal nyde den, så skal den stadig have et par timers luft for at vise sine charmerende sider. Det er kraftig rødvin, med god intensitet og fylde. Både tannin og syre er i den høje ende, så det kræver noget kraftfuld mad for at yde optimalt.

Søren hjemmelavede smukke pupitre

Nu er der så kommet bobler i vinen på Kelleris Vingaard. Det er forsøg der er startet i 2014, med grønne druer i meget lille mængde. Nu kommer så 2015 årgangen og det er her vi kommer ind i billedet. Rondo druerne er høstet med højt syreniveau, en anelse tidligere end hvis målet havde været en rødvin. Vinificeret med relativ kort tid på skallerne, men nok til at give en smuk rød/orange farve. Herefter har vinen bundfældet sig på stor tank, inden aftapning på champagneflaske. Tilsat likør til den berømte andengæring på flasken og så lagt til hvile i ca. 18 måneder frem til nu. Nu er det så tid til degorgering, derefter etiket og tid til markedet.

Degorgering

Degorgering er processen hvor man skal have de døde gærceller ud af flasken, samt tilføre den ønskede sødme og sætte champagneprop på flasken. Det er en vigtig faktor for hvordan den endelige mousserende vin kommer til at smage. På dette tidspunkt vil enhver mousserende vin have et højt syreniveau, som i de fleste tilfælde vil blive balanceret af et moderat sødmeniveau. Det behøver ikke være sådan at man ønsker at skabe en sød vin, blot en vin i balance. De fleste champagner du støder på, vil have et restsukkerniveau mellem 5 og 10 gram per liter.

Hos Søren på Kelleris var der flasker sat på frys med halsen, så de kunne blive åbnet og tilsat likør som degorgering. Et par flasker blev også lukket med en klassisk chamapgneprop og gemt til senere. Vi smagte både 2014 på grønne druer og endte med et par flasker af 2015 årgangen med varierende sukkerniveau. Her er mine smagsnoter på de enkelte vine.

Smagenoter

0 gram dosage
Helt klar i frugten, men med en lidt lukket duft. Smagen starter fint og frugtdrevet, men så bliver den helt stram og bitter i afslutningen. Her er noter af små umodne røde bær samt lidt moden æble. Interessant, men jo længere man bevægede sig ned i glasset blev vinen for tør i sit udtryk og manglede noget frugt til at give balance.

3 gram dosage
Så kom der en større åbenhed i duften, hvor de små røde frugter står klart i billedet. Her er små kirsebær, jordbær og ribs. Og så et element der ikke helt gav mening; fersken eller citrongræs. Et bittert bid, der blev understreget i smagen. Frugten er klart mere moden og åben, men det bitre element skærer lidt for meget igennem eftersmagen. En vin det kunne være sjovt at matche med den helt rigtige ret.

6 gram dosage
En rolig duft kommer op af glasset nu. Her er moden rød frugt, især jordbær og hindbær. Charmerende stil, hvor man gerne vil have næsen længere ned. Smagen kører samme spor og nu spiller frugten det rene spil. Røde små bær, lidt citrus til at give kant og en god syre balance. Sødmen tilfører mere mundfylde, end egentlig sødme. Stadig en vin der absolut fremstår tør.

9 gram dosage
Så begynder der er ske et skred. Her er samme frugter, men nu bliver de klart mere modne og intense. Et klart syltet element spiller med og nu fornemmes sødmen klart. En virkelig lækker balanceret vin, men som i længden bliver lidt tung og intens til mig. Sødmen er der, men teknisk set snakker vi stadig en tør vin. Gad vide om vi får en lidt for sød opfattelse, da vi får denne til sidst.

En yderst interessant smagning, som er et udtryk for hvordan netop denne vin valgte at opføre sig en sen fredag eftermiddag i vineriet. Der er to faktorer som jeg er sikker på kan spille markant ind på hvordan disse vine opleves.

Én væsentlig faktor er at disse vine blev degorgeret i hånden, samtidig med at vi smagte dem. Dosagen er til stede i vinen, men absolut ikke optimalt indarbejdet. Det vil kræve et par måneder i flasken, vil jeg formode.

Den anden faktor er smagerækkefølgen. Når man får sødmen skruet op på denne helt åbenlyse måde, så vil 9 gram virke som meget. Havde vi smagt i den omvendte rækkefølge kan jeg forestille mig at 9 gram havde virket klart mere tør.

Vi endte med at beslutte at 6 gram sukker er den rigtige dosage for Kelleris bobler årgang 2015!

Glæd dig til denne vin kommer på markedet. Tillykke til Søren med den flotte vin. 

I vinmarken

Efter smagningen gik vi en tur i vinmarken og smagte på druer. Pudsigt nok er Rondo ikke ordentlig moden endnu, det tyder på at vinstokkene har været stressede og dermed lukket ned for fotosyntesen i en periode i løbet af den varme sommer.

Rondo hænger smukt, her med mellem 3 – 5 kg per stok, beskåret til enkel guyot i år
Samme vinstokke i november 2017, inden vinterbeskæring

Søren har dog også nogle eksperimenter med andre sorter stående, som vi også smagte på. Det var en vild oplevelse. Som mange andre steder i Danmark har sommeren givet modenhed i frugter/druer som aldrig før har været modne. Vi smagte riesling, som nærmest var modent – wow! Jeg bliver helt glad. Chardonnay var fuldstændig imponerende med stor frugt, sødme og fin balance.

Pinot Noir stod så smukt som vi ser det i Bourgogne. Små fine klaser med saftspændte druer, fyldt med charme og god smag. Cabernet sauvignon – en smagsdefinition hvor solbær og grøn peberfrugt hænger optimalt sammen. Ingen tvivl om sorten her. Solaris var høstet, men et par enkelte tilbageværende druer viste utrolig modenhed. Alle disse sorter er ikke mere end et par stokke af hver, så ikke noget der kommer meget vin ud af.