Den følelse når vinen hiver dig med på en rejse. Når man stikker næsen i glasset, måske med forventninger, måske uden. Når duften river dig med på en mental rejse til hvor vinen kommer fra. Det er bare det fedeste.
I dag kom jeg hjem efter 12 timer ude af huset, ingen brok, da jeg har en hobby med et indbygget job i. Jeg trængte til, eller havde måske bare lyst til, et stort glas vin til at slappe lidt af med. Det skulle ikke være noget stort, bare noget der ville være rart at drikke. Første tanke gik til julegaven fra jobbet, hvor en frisk barbera d’Asti smilede til mig. Jeg gik dog i gemmerne, for jeg mente nok at der var en god ven fra et sted langt borte. Douro dalen – et sted jeg elsker. Et af de absolut smukkeste steder på jorden, bedømt efter de steder jeg har besøgt. Et sted med de dejligste mennesker, med de største hjerter og den bedste gæstfrihed. Vine der står i skyggen af verdens bedste søde vin; Portvinen. Både rødvine og hvidvine kan være betagende. Vine med egen karakter og egen kant. Denne aften var ikke anderledes.
2011 Montel, Douro – produced by Luis Miguel Carvalho Monteiro, som bor i Vila Real.
Næsen i glasset, lidt lukkede øjne og klar til at fange indtrykkene. Den giver mig alt det jeg egentlig havde håbet på. De aromaer der trækker min hukommelse ned i varmen, i den smukke dal i det nordlige Portugal. Her er tør skiffersten, druer der er høstet og står klar til at komme ind i lagaren. Solen skinner, det er varmt og der hersker den afslappede portugisiske stemning. Her er rart. Det er følelsen man får, når man føler sig hjemme og i godt selskab. Lige det der fik mig til at slappe af, nyde at gå til komfuret og bikse lidt mad sammen.
En herlig afslutning på en dag der startede ad helvede til, men kun blev bedre minut for minut.
