Vinho Verde er Portugals svar på Danmark. En lidt pudsig sammenligning, men fire dage i regionen har vist mig nogle pudsige ligheder.
Nedbørsmængden er faktisk større end Danmark, 1000 m.m. i modsætning til kun 750 i Danmark. Maden er den anden faktor. Klimamæssigt ligger området op langs kysten og påvirkes, ganske som Danmark, meget af havet. Undtagelserne er områderne længst inde i landet, hvor vi er på grænsen af kontinentalt klima. Madmæssigt er de bedre end os til at udnytte havet, de spiser klart mere fisk. Tilbehøret minder dog om noget man har set i Danmark; kartofler og grøntsager. Når det så er sagt, så har de dog mere varme end os og dermed et markant bedre grundlag for at producere vin end Danmark.
Vinho Verde regionen er beliggende i det nordlige Portugal, med et klima som man ikke støder på mange andre steder i Portugal. Et vådt og køligt område, der giver grobund for vine i en lettere mere elegant stil. Det mest oplagte at sammenligne med er Galicien i Spanien, fremfor resten af Portugal. Vinho Verde betyder direkte oversat grøn vin, men betyder ikke bare hvidvin af den grund. Det henviser ligeså meget til at det er et meget grønt område, i sammenligning med resten af Portugal. Der fremstilles primært hvidvin i området, med mindre mængder rosé- og rødvin.
Området er egentlig delt op i 9 underområder, hvilket ærlig talt ikke spiller den store rolle. Ved nærmere efter-smagning, så er der kun 2 af disse områder der reelt skiller sig ud. I nord ligger Monção og Melgaço som ligger på grænsen til Spanien i en lomme mellem to bjergkæder. Her er der varmere og især i den sidste ende af vækstsæsonen kan det have en afgørende indflydelse på vinene. Her mod nord er det alvarinho som er den vigtigste drue.
Det andet område er Amarente, Sydøst i regionen, på grænsen til Douro. Her er der igen mere varmt, men også mere nedbør. Altså ender vi med at ekstremerne kan have indflydelse, men i det store hele har regionen nogenlunde ensartede forudsætninger for at fremstille vin.
Druer i Vinho Verde
Druesorterne er yderst interessante og de har absolut hver deres karakter, samt unikke smag, både når de står alene eller blandes. Her er de druer som jeg ser som de væsentligste, læs om flere druer.
Loureiro er arbejdshesten, som byder på masser af charme. Her er florale noter i lange baner, herlig frisk frugt som æble og citrus. Syren kan være høj, hvis der er høstet fornuftigt. For sen høst kan omvendt give flade vine, uden den struktur som er ønskværdig. Jokeren er helt klart at vinene ofte har en rigtig god smagsintensitet der gør dem yderst bredt anvendelige til mad. Denne drue bruges både alene, eller som blandingskomponent.
Avesa er en lidt mere neutral drue, som er yderst velegnet til mousserende vine. Noterne går i retning af hø, citroner og moden pære.
Arinto er en drue med god personlighed. Hvid fersken og liljer er to oplagte noter her, som understeges af en herlig bitter kant. Bitterhed kan være en vanskelig part i en frisk hvidvin, da den nemt kan blive for udtalt. Når tingene tøjles rigtigt, så er dette en yderst interessant drue til at stå alene, eller som blanding med fx loureiro. Mousserende vine bruges arinto også til med succes, hvor syren står rigtig godt og naturligt.
Alvarinho er den bedste drue i området, og den der kræver mest af både vinmager og forbruger. En drue der sætter sig i små klaser på vinstokkene og er meget tætte. Den kræver mere mager jord og må gerne stå højt, for at yde optimalt. En drue der har et stort lagringspotentiale, på baggrund af høj syre og stor smagsintensitet. Når denne fremstilles rigtigt, så kan det være fantastisk. Vine med noter af frisk grøn frugt, en anelse melon, græs og citrusfrugt. Alvarinho tilfører også vinen mere mundfylde end mange af de andre druer. Faremomentet her er når producenten gerne vil en masse med denne, så han prøver at høste ved lave udbytter, høste sent og evt. smide vinen på fad. I værste tilfælde kommer disse vine til at fremstå flade, uden den nødvendige nerve og syrestruktur. I bedste tilfælde får man vine der har balancen mellem medium mundfylde og helt rank struktur. Vine der kan matche smagsintense retter, gerne med en masse fedt. Lokalt serverer de den gerne til svinekød med masser svær. En umiddelbar tanke er at den må passe perfekt til vores nationalspise; stegt flæsk!
Røde druer findes der en god håndfuld af, som bruge enten hver for sig eller i blandinger. Generelt er de få procent rød vin der fremstilles ekstremt lilla, med høj frugtsyre og drikkes lokalt til den fede mad. Et par steder smagte jeg forsøg med kortere ekstraktion, ned til én dag. Ingen fadlagring og bare smækfyldt med charme. Så begynder rød Vinho Verde at blive yderst interessant. Disse vine så jeg gerne blive serveret iskolde på danske fortovscaféer i fremtiden.
I vinmarken
Udbytte og beskæringer hænger meget sammen. Der arbejdes med flere forskellige typer af opbindinger og beskæringer. Traditionelt er der brugt meget pergola, hvor druerne hænger i skygge oppe i 2 – 3 meters højde. På denne måde får druerne ikke nok sol og resultatet er ofte vine med høj intensitet, lav alkohol og meget grønne noter. Klassiske opbindinger som dobbel guyot var der ikke meget af, men opbindinger med en meget lang fast gren, med mange skud, sås flere steder.
Ligeledes en opbinding der er ved at vinde frem i området, hvor der arbejdes med stor højde på den nedre faste gren, der deles i 3. Den éne del bindes op så druer og grene styres op i de øverste ståltråde. De to nederste køres ud til hver sin side, for at falde ned med druerne. Det skaber 3 forskellige vækstområder, på den samme vinstok, med masser af luft. Luft er vigtigt, for at få tørret druerne og undgå råd i drueklaserne.
Udbyttet er alle steder meget højt, men det tyder på at alle de benyttede druesorter kan klare det.
Perlende eller ej?
Kuldioxid (Co2) tilføres stadig i de fleste vine, i entry-level segmentet. Det giver ekstra friskhed og traditionelt er det forventet af vinene har en anelse bobler. Der er ofte en historisk forklaring på sådan et fænomen, hvilket også gør sig gældende her. I gamle dage høstede man sent (oktober/november) fra de højt opbundne vinstokke. Gæringen startede, men gik i stå i de kolde kældre. Vinen blev tappet i det tidlige forår og gærede simpelthen færdig på flasken. Det gav i gamle dage boblerne. I dag har man bedre styr på modning og høster tidligere, har kontrol over temperaturen i gæringskælderen og kan tappe uden eftergæring på flasken. Nu beder traditionen blot om lidt bobler. Mange producenter prøver at skrue ned for tilsætningen af Co2, for at få mere rene vine.
Nye tendenser
De nye tendenser i området er over det hele, både hos små funky producenter, samt i hjørnerne hos de større producenter. Senere høst, mere intensitet, større fylde på især alvarinho og fadlagring i større eller mindre grad. Alt sammen noget der skaber vine i en helt anden stil end hvad man tidligere har set i området. Personligt tror jeg at man skal passe på med at glemme sit bagland og hvad der har skabt området. Naturligvis er det interessant at smage disse ting, men kommercielt er de ikke nemme. Som så ofte før kommer nok til at se at pendulet skal svinge hårdt den ene vej, før det lander et fornuftigt sted midt imellem.
Mad og vin
Den store overraskelse for mig under dette besøg var helt klart omkring mad- og vinsammensætning. Normalt tænker man at spinkle vine har det bedst med spinkel mad. I dette tilfælde er der i de bedste eksemplarer en stor smagsintensitet, som giver nogle virkelig spændende muligheder.
Fede retter med svinekød, lam og især ris med sauce, viste sig som gode kombinationer med mange af disse relativt lette vine. Samtidig var en af de bedste servering nok store rejer med sprød salat og moden mango. Sødmen og det sarte sammen med en frisk loureiro var overraskende lækkert.
Min anbefaling for Vinho Verde
Der er så mange gode vine fra området, så nyd at sommeren kommer og nyd de gode vine fra området. Som så mange andre steder, så er pris en lille indikator for om tingene er gode, eller ej. De helt billige versioner kan nok drikkes, men det sjove begynder når du nærmer dig 100,- kr per flaske.
