100 point til en vin er for mig mere en følelse, end det er en helt objektiv vurdering af vinen i glasset. Det er når jeg ikke rigtig kan slippe vinen fri af mine tanker i dagene efter smagningen, når vinen bliver ved med at poppe op i samtaler, når man stikker næsen i glasset og man fornemmer at verden står stille. Det er for mig 100 point til en vin. Det er ikke noget der er sket mange gange, men jeg tror at jeg kan huske alle gange stadigvæk.
Jeg er meget glad for Bourgogne og jeg ville ønske at der var mange 100 points Bourgognevine på min liste, men det er der ikke.
Her jagter jeg nok stadig den helt ultimative oplevelse, vinen hvor alting står stille. Der har godt nok været en del 99 points oplevelser, når jeg tænker tilbage. En lejlighed på Frederiksberg har lagt hus til nogle virkelig store oplevelser. 1998 Bonnes Mares fra Roumier står stadig skarpt i hukommelsen. Ligeledes ældre vine som har vist liv og charme, men måske ikke været 100 % teknisk i top, det kan stadig godt give en samlet smagsoplevelse i top. Et sæt som Anders og jeg delte med et par 1.er cru 1996 Gevrey fra hhv. Rousseau og Dugat-Py var også helt vildt. Dog har jeg haft større ud-af-kroppen-oplevelser med hvid Bourgogne.
Størst har været 2008 Montrachet fra Ramonet, som strålede den dag på Kroen. Ej heller at forglemme den aften hvor en flaske D’Auvenay Puligny fik en engel til at gå gennem stuerne på hedengangne Le Sommelier.
Det der egentlig får mig til tasterne i dag, er tanken om en flaske jeg smagte i foråret 2019. Faktisk bare en sample, men hold da op for en vin. Det var en smagsoplevelse jeg ikke har haft hverken før eller siden. Jeg skrev ikke om den dengang, men lad mig prøve at få ned på skrift hvordan jeg husker vinen. En vin som jeg vidste var sød, men som i næsen bød på så meget friskhed og ren rød frugt, så man troede at den ville være frisk og tør. Smagen var en eksplosion. Det hele skete, alt. Sødme, høj tannin og høj syre. Fyldig med en utrolig luftighed, som fløj den rundt i mundhulen. Den her fantastiske fornemmelse af både rød og sort frugt, uden et strejf af rosin eller overmodenhed. En vin der samler sig i munden, hvor strukturen rydder op og man nærmest har fornemmelsen af at drikke en tør vin, på trods af at man ved at denne Portvin er sød !? En ny definition af begrebet eftersmag; først en bjælke som havde man stadig vinen i munden, derefter slanker den til og bliver helt elegant. En rød frugtighed, som en stor Bourgogne. Den bliver hængende, langt længere end man troede muligt. Tak for skænken Dirk Niepoort.
2017 Niepoort, Vintage Port 37,5 cl. sample
En flaske Dirk havde haft med til København og som jeg havde fornøjelsen af at smage et par gange. Den var utrolig dengang og mindet om den har næsten været bedre. Den måde den er dukker op i hukommelsen, hver gang der har været snak om Portvin, og det er der tit. Mindet om renheden, sødme/syre/tannin balancen. Eftersmagen. Wow, det må give 100 point, når man husker den et halvt år efter, som var det i går.
Andre vine som jeg også har haft helt oppe i pointene må være Chateau Latour 1982. En legende som jeg havde fornøjelsen af at servere til en Latoru vertikal, da jeg arbejdede hos Philipson Wine omkring årtusindskiftet. Samme aften var der 10 store årgange af denne vin, men 82 stod bare stærkest. For mig var det også 100 point.
En anden sjov oplevelse er i kategorien “koncentration af al dårligskab i en flaske vin” = Madeira. En sjov kategori som jeg kæmpede med i mange år. Jeg skulle forbi oplevelsen af at glasset stank af alle de fejl man kunne påpege i en vin; oxidering, kogt, overdrevet fadbrug, for gammel etc. Da man så først havde vænnet sig til den tanke, så viste det sig at Madeira kan være en af verdens aller største vinoplevelser. Bagved det dårlige er renheden, saftigheden, syrestrukturen og druens karakter som overlever på trods af alt hvad vinen har været udsat for. Et unikum i vores univers, som jeg er glad for at nyde den dag i dag. Min seneste helt store oplevelse var en 1860 Madeira serveret på en smuk stjernefyldt aften i Douro.
100 point for dig, skal være din følelse, din oplevelse af vinen, stedet og menneskerne som du drikker den med. Hvad den ene anmelder har som 100 point og den anden har, det kan også være meget forskelligt.
Hej Frederik.
Du skriver: “Der har godt nok været en del 99 points oplevelser, når jeg tænker tilbage”. Spørgsmål: Giver det overhovedet mening at skelne mellem 99 point og 100 point? Jeg er helt med på, at 100-pointskalaen reelt er en 20-pointskala, og at der dermed er længere mellem pointene end det umiddelbart ser ud til, men alligevel. Og hvordan skelner man blot 1 point? Ikke engang i WSET-regi hvor man går analytisk frem, er bedømmelsen blottet for en hvis subjektivitet, da det kan være ganske vanskeligt at vurdere, om f.eks. sødmegraden lige akkurat stadig er er dry eller om den går hen og bliver off-dry. Efter min mening, kan point derfor heller ikke stå alene som en bedømmelse af vinen – hvad tænker du om det?
Mange venlige hilsner
Søren Bonde
P.S. Tak for en altid glimrende og tankevækkende blog.
Hej Søren
èt point kan være svært at skille ad, især når vi snakker mellem 94 og 95, eller fra 87 – 88. Men lige netop skridtet op til 100 er til at overskue. Det er her hvor man går fra en vin der er fremragende, til en vin der får verden til at stå stille. 100 points vinene er netop det mere, end blot ét point mere.
Jeg vil ikke drage WSET tildeling ind i denne snak, da det i min optik er noget andet.
Point skal ikke stå alene, det er vi lynhurtigt enige om. Det er altid teksten der gør tallet relevant. Det eneste tidspunkt tallet er brugbart alene, er når der skal laves markedsføring. Der bliver det så op til forbrugeren, der læser tallet, at opsøge teksten bagved tallet.
I langt de fleste tilfælde tildeler jeg point, for at sætte tingene lidt i perspektiv, overfor mig og læseren.
Tak for dine pæne ord, hyg dig.
Frederik