Det her er pivhamrende moderne vin, fremstillet lang tid før det blev moderne. Det er noget som poppet som let grenache med luftighed og finesse. Samtidig kan man vist roligt sige at vi er i naturvinskategorien. På mange måder noget der dårligt var opfundet for 20 år siden, men som stadig smager fuldstændig vanvittig godt. Denne flaske Soula er endt i min kælder for godt 15 år siden. Formentlig fra Jan, eller Mortens kælder. Det var en tid hvor vi smagte en masse forskelligt Languedoc-Roussillon hos Morten i Ryesgade.
Nogle legendariske smagninger, som virkelig var med til at grundlægge min kærlighed, og forståelse, for dette område. Der er masser af enorm kraftig vin hernede, men så er der de producenter der formår at lave de helt store luftige vine som løfter sig over al medium-saften. Den her vin var med nogle gange og vakte altid interesse omkring bordet. En vin jeg husker fra den gang som en der “ikke var som de andre”. At det var naturvin og legede med lav svovl og ingen tilsætning. Det omtalte vi ikke som “naturvin” blot som sundt fremstillet efter gamle forskrifter.
At jeg har gemt denne så længe, skyldes at jeg flere gange har kigget på flasken og tænkt: Nej, den skal gemmes til en særlig lejlighed. Så ændrede jeg tankegangen til: Nej, den kan jeg ikke være bekendt at tage med til en BABOT (bring-a-bottle-or-two) den er nok knækket. Nu var det torsdag og der var købt store rib-eye hos den lokale IRMA. Med en anden flaske i baghånden, så poppede jeg denne, og lad os bare konstatere at den gav en flot oplevelse over de næste fem timer.
2000 Le Casot des Mailloles, Soula, Vin de Table (Banyuls-sur-Mer)
Det er de mærkeligste noter, der bare bliver ved med at udvikle sig. En vin der giver en stor oplevelse fra sig og fortæller sin historie hele aftenen. Det starter med en voldsom balsamisk note, sammen med klassisk våd jordbund, med masser af våde blade der nærmest ligger og gærer lidt i jordbunden. Der ligger tunge blommer nedenunder, sammen med syltede kirsebær og sort skiffer mineralitet. Umiddelbart lidt modstridende signaler med lidt syltet frugt, tungsind og alligevel en smuk lys farve i glasset. Eftersmagen her til at starte med er ikke imponerende.
Med mad og tid sker der bare mere. Der kommer flere nuancer og det syltede bliver bedre integreret med ren frugt og letheden synger bedre. En glimrende ledsager til en stor rib-eye.
Her fire timer efter åbning er det super elegant og man tænker virkelig at de prøver at efterligne alle de smukke lette garnacha vine der vælter ud af Madrid m.m. i øjeblikket. En friskhed i frugten nu der slet ikke taler om 20 år. Sjovt som duften trækker sig lidt og giver mindre, men smagsintensiteten stiger med tid og eftersmagen står helt rent.
Samlet set var det en virkelig god oplevelse, der beviste at en flaske “naturvin” godt kan overleve 15 års opbevaring under glimrende, men ikke super optimale forhold. Jeg opbevarer min vin i kasser, under en trappe op til 1. salen i vores rækkehus. Stabil, men absolut også al for høj temperatur. Med stor forskel mellem sommer og vinter. Generelt udvikler mine flasker sig lidt for hurtigt, i forhold til en optimal kurve. Denne endte dog med at overraske meget positivt. Ingen kogte eller for varme noter, som vine kan udvikle hvis de har været opbevaret for varmt. På sigt bør man have en kælder, eller en hel væg med vinkøleskabe 😉
Hvis jeg kender nogen der har en flaske af denne liggende i en god kælder, så vil jeg meget gerne smage med når du åbner den.
Hos Morten Iversen i Ryesgade. Det er en del år siden, jeg har været der. Spændende beretning (som vanligt) i øvrigt.